[Brændte mandler med duften og smagen af jul]

Duften, når man kommer gående ned ad den tætbefolkede gade med julelysene hængede som guirlander imellem bygningerne, indbyder til at du går tættere på. “Tag bare en smagsprøve” siger manden, der står og rører i den store kobbergryde, imens du trækker handsken af i en glidende bevægelse og snupper en enkelt. Brændte mandler. De smager altid af flere og heldigvis er de ganske, ganske lette at lave hjemme i køkkenet, hvis bare man er så heldig at være den glade indehaver af en microbølgeovn, som opskriften her altså kræver.

Brændte mandler på fem minutter

200 gram mandler

4 spsk sukker

1,5 spsk vand

1 tsk kanel

1/2 tsk kakaopulver

1 knivspids vanille

Alle ingredienserne røres sammen i en porcelænsskål og kommes i microbølgeovnen i to minutter ved højeste effekt. skålen tages ud og massen omrøres godt. Herefter sættes skålen igen i microbølgeovnen i 2 minutter på højeste effekt og tages efterfølgende ud (husk grydelapper, da den bliver megavarm). Massen omrøres og bredes ud på en bradepande beklædt med bagepapir og mandlerne skilles let ad.

Nu kommer den svære del – vent til mandlerne er helt afkølet, før du dykker ned i dem! Indtil da, er de nemlig mere bløde end sprøde. 


Hvis man har lyst, kan man selvfølgelig sagtens variere smagen i de brændte mandler som man har lyst. Jeg har for eksempel engang lavet en opskrift på brændte mandler med baileysbrændte mandler med lakrids og brændte mandler med appelsin og ingefær, som også var ret gode!

[Klassiske brændte mandler til venstre og æble/kanel brændte mandler til højre]

I år har jeg forsøgt mig med endnu en lidt klassisk julekombination, hvor hovedspillerne er blevet æble og kanel. Den smager forrygende og meget juleagtigt, men tager altså – fordi æblemosten skal koges ind – en lille smule længere tid at lave.

Brændte mandler med æble og kanel

200 gram mandler

4 spsk sukker

3 spsk æblemost

1 spsk kanel 

1 knivspids vanille

Æblemosten koges ind til halv mængde, således du har 1,5 spsk koncentreret æblemost (hvis du har travlt, kan denne del selvfølgelig udelades og du kan bare bruge 1,5 spsk almindelig æblemost, hvilket bare giver en lidt mildere æblesmag), som nedkøles. 

Alle ingredienser blandes og fremgangsmåden er herefter fuldkommen som med de klassiske brændte mandler. 2 minutter i Microbølgeovnen. Ud og røre rundt. To minutter igen. Ud og røre og ud på bagepapir. Bum. 

Velbekomme – og rigtigt god jul(estemning)!

5 Kommentarer

  1. Ej, hvor ser de gode ud. Min kæreste elsker brændte mandler, så jeg må hellere lave sådan en omgang som overraskelse til når han kommer hjem fra arbejde i dag. 😍

  2. Har lige prøvet dem, de er SUPER. Mine spiseskeer er ikke så store, så der er måske ikke helt så meget sukker og vand som der “ burde” MEN de er helt tilpas😄
    Ved ikke om det var den lille bitte smule mindre vand der gjorde, at jeg ikke behøvede styre mig helt så længe
    Jeg prøvesmagte dem lune, og de var ikke bløde, bare gode😄. Så nu ligger jeg og flyder på sofaen med en lille skål mandler og en god kop kaffe inden for rækkevidde – muuuuummms filibaba👍

Skriv en kommentar