Kald mig bare gammel, blødsøden eller hvad end I har lyst til, men jeg er simpelthen nået dertil, hvor jeg ikke længere synes det bedste ved julen er gaverne. End ikke dem til mine børn og selv ikke dem til mig selv. Bevares, både først- og sidstnævnte har selvfølgelig sin berettigelse og det er ingenlunde fordi jeg er træt af hverken det ene eller det andet, men der er bare noget andet, som får mit hjerte til at banke en lille smule hurtigere.

Næstekærligheden. Godheden, empatien og lysten til at hjælpe andre, der har mindre end én selv, spirer frem som små bitte stjerneskud i løbet af december og jeg synes simpelthen det er noget af det allerfineste vi overhovedet har. Når vi kærer os om hinanden.

Både naboen, den hjemløse og dem i alle de andre lande får ofte en kærlig tanke og måske endda også en mønt eller en kærlig handling med på vejen og jeg er ellevild med det.

Jeg er vild med når én af mine søde kollegaer – en selvudnævnt glimmergås – pludselig sidder med en nissehue på og opfordrer sine følgere til at overveje om ikke der var plads til at give en gave til et ekstra barn her til jul og så er jeg vild med, når næstekærligheden går så vidt som til at ramme vores børn. Når børnene lærer om vigtigheden af at dele og at give af hvad man har – gerne igennem en indsats man har ydet, udelukkende for at hjælpe.

I Jens’ skole, som i øvrigt er en ganske almindelig folkeskole, kører de med noget der hedder “omvendt julekalender” som SOS Børnebyerne har fundet på og jeg er aldeles pjattet med konceptet, som i korte træk handler om, at børnene interagerer i en julekalender, som ikke handler om at få, men om at give, til dem som har mindre. Børnene i Jens’ klasse samler således i løbet af december penge ind, ved at gøre forskellige gode gerninger derhjemme, som vi forældre så naturligvis gerne skulle honorere ved at donere nogle skejsere til indsamlingsbøssen. Arghmen altså, jeg elsker det!

I weekenden, som vi tilbragte i det Sønderjyske, fik Jens “lov til” at gå en tur med min mors hund og jeg siger jer, at han var stolt efterfølgende. Både over at have fået ansvaret for en “ny” opgave og over at have tjent penge, som han gemte i sin hemmelige lomme i jakken, indtil han mandag morgen stolt puttede dem i indsamlingsbøssen i klassen, imens han berettede om sine gode gerninger.

Helt ærligt, mand. Dét gør mig eddermamer stolt. Ikke fordi jeg tror mit barn er noget særligt i forhold til alle andre børn, men fordi medierne på daglig basis fortæller så meget om curlingforældre og en forfærdelig mig-kultur, som vi (eller nogen, i hvert fald) forventer kommer til udelukkende at blive skærpet til det værre, efterhånden som vores børn vokser op. Det komplet modsatte af, hvad jeg faktisk oplever med et eksempel som det her. Jeg oplever at børnene lærer at tage ansvar; ikke bare for sig selv, men faktisk også for andre og hinanden og dét synes jeg eddermamer er sejt! Og juleagtigt på den allerfineste måde jeg overhovedet kan komme i tanker om.

Jeg er kæmpe fan. Af jul, af næstekærlighed, af indsamlinger, gode gerninger og af den omvendte julekalender, som verdens sejeste voksne har implementeret på Jens’ skole. Ja, den er jeg sådan set også ret meget fan af, skolen, selvom det måske ikke just er i høj kurs at sige om en folkeskole i disse tider, men ikke desto mindre, så mener jeg det altså. Indtil videre, i alle tilfælde.

Skriv en kommentar