I virkeligheden synes jeg, at det allerfineste ved denne fødselsberetning – udover udfaldet, som med garanti er mere end bare almindeligt fantastisk, som dén slags jo er – er kvindens accept af, at hun ikke kan vide, hvordan fødslen kommer til at udspille sig.

… Og ja, så er der altså noget om det – at man som jordemoder af og til kan få en forventning om, at en kvinde kan få en såkaldt “flot fødsel” alene ved at kigge på kvindens hænder (og fødder). Des mere langlemmede de er, des større forventning om den “flotte fødsel”. Hvorvidt der er hold i dén antagelse, skal jeg dog gerne være den første til at stille mig undrende over.

“Ugerne før”

Min fødselsberetning starter nogle uger før den egentlige fødsel. Den starter med beskeden om, at min ufødte søn ligger i underkropsstilling. Min graviditet har været nem, og jeg har haft minimale gener. Derfor er jeg også overbevist om, at han nok skal nå at vende sig. For en, på papiret, perfekt graviditet skal da ende med en, på papiret, perfekt fødsel? Skal den ikke?

Jeg nærmer mig hastigt termin, og jordemoderen vurderer stadig, at han ligger forkert. En følelse af afmagt rammer mig, og tanker om kejsersnit og sædefødsel overvælder mig. Jeg havde en forestilling om, at min graviditet skulle ende med en almindelig fødsel, hvor jeg fik lov at mærke, hvordan min krop med en form for urkraft føder et lille menneske, som den har båret rundt på så længe. Den forestilling måtte jeg nu skubbe væk, og det var et nederlag, selvom situationen var ude af min kontrol.

Min kæreste og jeg får tid til vendingsforsøg i uge 37+2, og til vores store overraskelse ligger han med hovedet placeret dybt i mit bækken, og vi bliver sendt hjem. Alt var perfekt. Mine refleksioner vedrørende kejsersnit, sædefødsel og den bristede drøm om en almindelig fødsel kunne jeg parkere. Jeg begyndte at glæde mig til at føde normalt, selvom jeg nu var klar over, at der ikke findes en normal fødsel. Alle scenarier var pludseligt blevet acceptable for mig.

”Det bliver en hurtig og flot fødsel”

Jeg vågnede klokken 05.00 om morgenen 39+6. Jeg havde menstruationssmerter og tegnblødning. Jeg grinede lidt, for førstegangsgravide føder da ikke før tid, gør de? Jeg sendte min kæreste på arbejde, velvidende at fødslen kunne være dage fra at gå i gang. Klokken 07.00 forsøgte jeg at lægge mig til at sove igen, og her begyndte de første småveer.

Klokken 11.00 kom min kæreste hjem fra arbejde, og han fik et par timers søvn for at være klar til en mulig lang nat.

Klokken 17.00 kunne jeg ikke holde ud at være hjemme mere, trods jordemoderens besked på, at jeg skulle trække den lidt endnu. Jeg kunne ikke. 17.30 var jeg på fødegangen – åbnet 2 cm. Kun 2 cm. Jøsses. Jordemoderen sagde heldigvis: ”Vi indlægger dig. Det bliver en hurtig og flot fødsel”. Hvordan hun kunne vide det, havde jeg ingen idé om, og jeg havde ikke energi til at spørge (Jeg fik senere at vide, at det blev vurderet ud fra størrelsen på mine hænder. Noget med rørknogler.)

De sidste 8 cm føltes på det tidspunkt uoverskuelige.

Klokken 20.00 havde jeg vanvittige ve-smerter, og var samtidigt meget bevidst om at jeg slet ikke var i nærheden af at have åbnet mig 10 cm. Pis! Min jordemoder forslog, at jeg skulle i badekar for at lindre mine smerter. Det kom jeg. Jeg havde to ønsker for min fødsel. For det første ville jeg gerne undgå alt, hvad der hed smertestillende, og for det andet ville jeg gerne have, at min kæreste skulle tage imod vores søn. På det her tidspunkt var jeg overbevist om, at mit første ønske ikke ville blive en realitet. Det gjorde det.

Klokken 20.30 lå jeg i badekaret med en ve, der gjorde afsindigt ondt, og jeg havde pressetrang. To minutter forinden, fortalte min jordemoder at det ville gøre mest ondt, når jeg skulle udvides de sidste 8-9 cm. FUCK! Den tilstedeværende pressetrang fik dog min jordemoder til at mærke efter, hvor langt jeg var åbnet: ”Du er åbnet 10 cm. Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke sætte dine forhåbninger op”, sagde hun smilende. SHIT! Derefter spurgte hun min kæreste, om han kunne tænke sig at mærke. Min kæreste er læge, og de havde brugt det meste af tiden på at snakke fagligt – kun afbrudt når, jeg skulle have noget at drikke, en varmepude i ryggen, eller en klud på panden. Jeg gik i et med mine veer, så deres nørderi passede mig perfekt. Det ville han gerne – altså mærke. På med handsken og en hånd op i mit underliv. Han var ekstatisk, for han kunne mærke hovedet på vores søn. Jeg er ret sikker på, han ville have beholdt sin hånd dernede, hvis ikke jeg pænt fortalte ham, at nu var det nok.

Det gik pludseligt op for mig, at de famøse 8-9 centimeters udvidelse var ovre, før jeg overhovedet havde fået besked om dem. Jeg var lettet. Klokken var 21.00, da jeg var tilbage på fødestuen. Stående med armende støttende på sengen. Nu med veer så kraftige, at jeg brølede hver gang, de overmandende mig. Jeg var ivrig efter at måtte få lov til at presse. Jordemoderen spurgte, hvordan jeg ville føde, hvilket jeg ikke havde en holdning til, så jeg blev stående. I en bred squat med en våd klud i panden. Og sådan blev det. Jordemoderen og min kæreste stillede sig kampklar bag mig. Jeg kunne ikke se dem.

Jeg fik endelig lov at presse 21.20. Det var en befrielse. Jeg frygtede dog ufrivillig afføring. Hvem har lyst til at skide sin jordemoder og kæreste i ansigtet? Det skete ikke. Jeg pressede ham ned, og blev småfrustreret, når han gled op igen. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange. Jeg spurgte, hvor mange gange mere, jeg skulle presse, og de grinede af mig. Det kunne de selvfølgelig ikke svare på. Jeg pressede, og mærkede hvordan han stod fast i mit mellemkød. Veen stoppede, og jeg brugte alle kræfter på at få ham til at blive nede – stadig placeret i en dyb squat. Næste ve. Sjask. Vræl. Forløsning.

Jeg kunne ikke se, hvad der foregik. Pludseligt førte de min søn gennem benene på mig, og lagde ham på sengen. Han var perfekt. Mit andet ønske for fødslen blev indfriet. Hans far greb ham, da han bungyjumpede sig ud. Klokken var 21.54. Det var en hurtig og flot fødsel. Hurra for rørknogler.  

6 Kommentarer

  1. Jeg fik hele tiden at vide af jordmødre, at jeg ville føde nemt og flot, da jeg er langlemmet og slank. Men det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg har haft fem lange og hårde fødsler. Ville ønske de havde haft ret☺️

  2. Da jeg havde født fortalte min jordmoder, at de alle ville have mig da jeg kom ind på fødegangen fordi jeg er høj og slank…..
    Havde født efter 2 timer, og det var mit første barn. Noget helt andet er, at jeg syntes det gik for hurtigt 🤔
    Så måske er der noget om det!!!😆

  3. Og så var der mig, lille og buttet, der blev sat i gang en tirsdag formiddag og først fødte fredag nat hahaha😀

  4. Min meget erfarne jordemoder sagde også, at mine tydelige kindben og slanke krop lignede en hurtigføder og sagde, at med det samme jeg mærkede veer nive, skulle jeg ringe ind. Jeg fødte ganske rigtigt på to timer fra jeg mærkede den første lille plukve og nåede kun at være en halv time på hospitalet. Hvis ikke hun havde givet mig den besked, var jeg ikke nået derind, for jeg kunne sagtens selv håndtere det hjemme.

  5. Virkelig? Er det sådan? Det er skægt. Jeg er lille. Slank godt nok, men jeg er ret lille. Mine fødsler er gået ok stærkt begge to, første fødsel 7 timer, anden fødsel 2 timer, og de har været helt efter bogen. Ingen bristninger, mine børn havde det fint og ammede med det samme. Måske er jeg så bare undtagelsen, der bekræfter reglen (jeg må prøve én mere 😉

Skriv en kommentar