Udover selve fødslerne og varetagelsen af de gravide, der kom ind til undersøgelse, dengang jeg var i praktik på fødeafdelingen på Haderslev Sygehus, var der særligt to opgaver, som jeg holdt usædvanligt meget af. Opgaver, som i virkeligheden slet ikke lå indenfor fødegangsjordemødrenes arbejdsfelt. Det var en meget lille fødeafdeling, som kun var adskilt fra barselsafdelingen med en enkelt dør og et rygerum (ja, det var dengang man stadig gerne måtte ryge på hospitalerne – er det ikke vildt at tænke på?!), hvorfor jeg ofte, når der ikke var nogle fødende eller gravide at tage sig af, gik til hånde på barselsgangen.

Den ene opgave jeg ofte fik raget til mig – min favorit – var, at sidde med en nyfødt baby i armene, imens moderen tog sig et bad (eller en cigaret, som heldigvis kun de færreste nybagte mødre gjorde – så længe siden er det trods alt ikke). Den anden opgave – næsten lige så god – var, at hjælpe forældrene med at bade deres nyfødte baby for første gang.

Det er nemlig slet ikke så let, som det lyder, at bade en baby. Eller altså, jo, det er det, men man skal gerne vide hvordan, for at føle sig nogenlunde tryg i opgaven. Og netop dét har givet mig lysten til at udbrede mit kendskab til lige akkurat dét; for hvis der er noget jeg ved, så er det, at al den usikkerhed man overhovedet kan slippe af med, som nybagt mor (og garanteret også far), hjælper én på vej til både bedre og hurtigere at kunne nyde sit nye liv med en baby.

Til at hjælpe mig med opgaven har jeg desværre (eller altså, i min situation, heldigvis) ikke nogen baby, hvorfor jeg altså har allieret mig med en dukke, som til gengæld opfører sig usædvanligt eksemplarisk, som I kan se i videoen herunder:

10 trin til at bade en baby

  1. Giv altid kun et bad til en glad baby, som er veludhvilet og mæt. Gerne en halv times tid efter måltidet, hvis barnet kan holde sig vågent og frisk så længe.
  2. Sørg for at have de ting du skal bruge, lige ved hånden og sørg for, at badevandet er omtrent 37 grader – og aldrig over 38 grader, som er for varmt. I vandet kan du med fordel komme nogle dråber af Apotekets Babyolie, som hjælper til at holde barnets hud blød, fugtig og smidig.
  3. Start med at vaske barnets øjne. Vask – i modsætning til hvad jeg fejlagtigt siger i videoen (undskyld!) – inde fra næsen og ud mod øjenkrogen. Brug en ny vatrondel til hvert øje, for ikke at risikere at sprede eventuelle bakterier.
  4. Vask forsigtigt bag barnets ører og i barnets ansigt. Vask også i folden under hagen, da her ofte vil samle sig snavs og mælkerester.
  5. Tag bleen af og vask bleområdet.
  6. Hold baby med dit håndled under barnets ryg og skulder og din hånd, som griber fat i barnets modsatte overarm. Med den anden hånd, holder du fast om barnets ben i et saksegreb.
  7. Kom barnet forsigtigt i vandet, med fødderne først.
  8. Vask baby i alle folder – helst uden sæbe og gerne bare med den hånd, som før holdt benene som eneste hjælpemiddel. Hånden bag barnets nakke, bliver hvor den hele tiden har været, for at holde barnets hoved trygt og sikkert over vandoverfladen.
  9. Tag baby op og tør godt – især i alle folder, da der ellers kan udvikles svamp og infektion!
  10. Fjern eller forebyg arp med en arpkam, hvis baby ikke er for træt – og kys, nus og snak så endelig løs. Det skal allerhelst være en hyggelig seance, som I får lyst til at gentage 1-2 gange hver uge.

Rigtig god fornøjelse!

9 Kommentarer

  1. Frederikke Svar

    Så må børnene på barselsgangen have været indlagt et stykke tid, siden I vasker dem dér? Jeg er sygeplejerske på en neonatalklinik, og vi anbefaler altid at vente med at bade børnene til deres navlestump er faldet af – og gerne op til 8-14 dage inden man giver baby sit første bad. Så jeg er nysgerrig, så længe ligger børnene vel sjældent på barselsgangen? 🙂
    PS, sikke en fin lille video, du ser strålende ud!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Nu er det efterhånden 12 år siden jeg slog mine første folder på fødegangen i Haderslev, hvor det ikke var unormalt at kvinderne var indlagt i 4-5 dage og nogle, hvis de havde komplikationer, i længere tid 🙂 Det var ikke fordi babyerne altid “trængte” til badet, at jeg instruerede forældrene, men for at guide dem i en tid, hvor alt er nyt og ofte svært 🙂 I dag var den slags dog nok ikke gået 🙂

    • Min lille pige(4mdr) var nu i bad dagen efter hun blev født, hun var grøn efter fostervandet og i hendes meget tætte og lange hårpragt var der store klatter blod😆 Så med kyndig vejledning fra en gammel rotte(den sødeste sygeplejerske) der tidligere har været på neo, fik hun sit første bad og endda hårvask med sæbe knap et døgn gammel👍🏻

      • Frederikke Svar

        Hanne – Det kommer selvfølgelig helt an på situationen, det er så klart! Men fosterfedtet er så godt for barnets hud, så anbefalingerne lyder på det skal sidde på så længe som muligt. Og vente med bad som nævnt 8-14 dage. ☺️ Selvfølgelig skal børnene ikke ligge smurt ind i mekonium og blod, det bliver selvfølglig vasket af, men aldrig med sæbe og ikke i et helt bad. Sådan gør vi ihvertfald på Rigets neonatalklinik 🙂 men alle gør jo hvad de synes korrekt, heldigvis! Vi er blot nødt til at følge anbefalingerne.

  2. Årh jeg var til tjek i fredags på Kolding Sygehus. Der fortalte den skønneste jordemoder, at hun i mange år havde arbejdet på Haderslev Sygehus inden fødeafdelingen desværre blev lukket ned. Hun fortalte helt magisk om hendes tid der, og selvom hun er glad for at være på et super sygehus nu, kunne intet hamle op med den stemning der var på et mindre sygehus.

    • Jeg har selv født på et lille sygehus og kan kun anbefale det. Den ro, der var omkring os, var fantastisk. “Fik lov” at blive 2,5 døgn efter fødslen og blev blandt andet instrueret af en sød jordemoder (der var kun jordemødre på barselsgangen) i at soignere min lille baby. Dog ikke selve badet. Bliver næsten helt nostalgisk nu. ❤️

  3. Mariann Jakobsen Svar

    Cana, jeg må korrigere dig med hensyn til vask af barnets øjne. Man vasker altid fra inderste øjenkrog til yderste. det giver god mening, idet man så vasker væk fra tårekanalen. Læs f.eks. her: https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&uact=8&ved=0ahUKEwifrK2Wx_fXAhWFI1AKHWs8CKgQFggmMAA&url=https%3A%2F%2Fwww.sundhed.dk%2Fsundhedsfaglig%2Flaegehaandbogen%2Fundersoegelser-og-proever%2Fkliniske-procedurer%2Foeje%2Foejenpleje%2F&usg=AOvVaw3g_HeEvQ8MLeke5x8tJZGe

    • Cana Buttenschøn Svar

      Du har da helt ret! Det må være min forkølelse der er steget mig til hovedet 🙂

  4. Hej Cana

    Sikke en fin film og godt emne. Især som højgravid, er det skønt med sådanne indlæg 🙂
    Jeg må dog tilslutte mig forrig kommentar, jeg har også lært både som sygeplejerske at øjnene vaskes indefra og ud. Det kan dog være ændret siden jeg blev oplært. Det tør jeg ikke sige, men giver bare bedst mening i mit hoved at man ikke skal “skubbe” snavs ind i øjenkrogen (mod tårekanalen).

    Tak for en skøn blog og du virker som sådan en skøn og dejlig person 🙂

    Rigtig glædelig jul til dig og dine drenge 🙂

Skriv en kommentar