Den halve pizza der stod i køleskabet fra i går er netop landet på tallerkenen foran mig og jeg kan nærmest ikke komme i tanker om en bedre måde at skyde min mandag igang på. Okay, det kan jeg måske godt, men ud fra de omstændigheder mit liv er underlagt, som for eksempel det faktum at jeg lige nu ikke er sammen med mine børn, så føles det ret perfekt. Og okay, i virkeligheden er det en sandhed med modifikationer, at det er sådan jeg skyder dagen igang. Dagen startede nemlig for allerede mange timer siden, med en status-samtale i børnehaven, hvor både pæadagoger og forældre gudskelov var enige i opfattelsen om, at Peter er en dejlig dreng i fin trivsel. Sidstnævnte er noget jeg selvklart har tænkt virkeligt meget (!) på med begge mine børn, siden min skilsmisse, hvorfor det simpelthen gør mig så glad, når pædagogerne i børnehaven ikke har oplevet nogle negative reaktionsmønstre hos min yngste, som trods alt er dén der er sværest at tale store (eller små) følelser med, eftersom han ikke er andet end tre år gammel.

Jeg sidder og kan ligesom ikke rigtigt samle mig om noget. Kigger lidt på facebook, tjekker nyhederne, sætter en tøjvask over og læser lidt om forældreskab og prænatal tilknytning, som jeg har fundet en interessant artikel om, i Tidsskrift for Jordemødre. Og spiser pizza og har ondt af mig selv, fordi jeg har fået noget så vederstyggeligt ondt i nakken, efter julefrokosten med Andedammen i fredags, fordi jeg åbenbart har en tendens til, når jeg danser, også at gøre det med hovedet. Det er i alle tilfælde min formodning, fordi jeg ellers ikke kan se, hvor pokker jeg skulle få et hold i nakken fra. Men okay, jeg tolker det som, at det var en usædvanligt god aften (selvom jeg var en kende dum – og fuld, ikke mindst).

Godt nok endte jeg ikke i den kjole jeg skrev om HER, fordi den ikke nåede frem med posten i tide, men i stedet trak jeg i den samme kjole, som jeg havde på til lanceringsfesten for Confetti CPH (og som jeg har haft på til aaaaalt muligt andet sidenhen også, fordi den er skide fantastisk). Det vigtigste er trods alt at man føler sig godt tilpas i det tøj man har på, tænker jeg og jeg blev derfor en lille smule bekymret, da én af jer skrev, at den kjole jeg netop havde købt (den, som ikke nåede at komme frem) jo heller ikke gjorde noget godt for kroppen. Avs. For altså, godt nok er jeg sådan helt overordnet set både tilfreds med og glad for min krop, men siden jeg har fået børn, er der altså sket ét og andet med proportionerne, som gør, at jeg ikke har lyst til at trække i hvad som helst. Tøjet skal hjælpe min krop på vej derhen, hvor jeg allerhelst gerne vil have den, hvis jeg skal føle mig godt tilpas.

… Og ved I hvad? Nu er kjolen kommet frem og jeg synes faktisk at den gør noget helt fint for mig. Så fint, at jeg nu tænker om jeg skal indvi den i aften, hvor jeg skal til julefrokost med mine piger fra Confetti. En julefrokost hvor jeg naturligvis skal gøre mit allerbedste for ikke at komme til at danse alt for meget. Ikke med hovedet, i hvert fald 😉

Kjolen er købt HER (reklamelink)

6 Kommentarer

  1. Den er da SÅ fin den kjole. Hvis ikke det var fordi min tykke babymave havde stjålet min talje ville jeg elske at trække i noget lignende her i julemåneden. Rigtig god julefrokost, håber nakkeholdet aftager 😊

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor er du sød! Tak 🙂 Holdet i nakken kan heldigvis holdes i nogenlunde trit med et par Panodil og så satser jeg på, at en snaps kan tage det sidste 😉

  2. Hej Cana. Tak for en hyggelig blog. Den fine bar-skuldre bluse du havde på til jeres Confetti julefrokost, må man spørge hvor den er fra? Den drømmer jeg om at fejre nytår i.
    De bedste hilsner, Julie.

Skriv en kommentar