Jeg står og rører så hurtigt jeg kan, uden mælken skvulper ud over kanten, imens jeg utålmodigt venter på at den kommer op at koge, risengrøden, som lige om lidt skal en tur ind under én af husstandens mange dyner og jeg skal videre i dagens tætte program. Det er svært at røre effektivt og uden at sjaske med mælken, med venstre hånd, men det er ligesom lettest, at skrive blogindlæg med højre.

Og jeg vil så gerne skrive. Mest nok for at spørge, om jeg mon er den eneste, som har rygende travlt for tiden? Nok ikke.

Jeg kan mindes at det er dét alle voksne snakker om i (eller lige op til) december. Hvor travlt vi har. Selv synes jeg, at jeg løber usædvanligt stærkt for tiden. I dagene med drengene, for at balancere arbejds- og familieliv på en måde hvor familielivet klart får lov til at veje tungest og i dagene uden drengene, for at “nyde” tiden hvor jeg kan gøre som det passer mig, mest muligt. Den får én over nakken på alle fronter og det er lig før jeg ikke kan følge med. Min hjerne – eller min hukommelse især – kan simpelhen ikke være med på at have det så travlt og hvad fanden er det egentlig også for noget, at skulle have travlt for at kunne hygge sig?

Som et eksempel kom jeg for ganske få minutter siden hjem fra Føtex, hvor jeg ihærdigt har trukket alle juledimser og gran og dutter ned fra hylderne, sammen med sødmælken til risengrøden, for at fare hjem, femhundrede kroner fattigere, og være klar til julehygge med mine drenge. Jeg har bare glemt det vigtigste til de der juledekorationer vi skal lave. Ler. Basen. Det brune, kedelige, der ligger indenunder alt det pæne. De glimmerindpakkede gaver, de røde bær og de smukke lys (som jeg håber at jeg tør tænde, når tid er). Min hjerne går i glimmermode og måske – bare måske – kunne der godt være noget om, at jeg af og til godt kan glemme leret. Også i overført betydning, velsagtens.  Dét der fundament indeni, som også skal fungere, for at alle de fine pyntegenstande ikke bare ligger henslængt på et rødt plastikfad. Eller på en efterhånden noget ranglet krop, hvis jeg skal trække metaforen helt tæt på.

Ak ja, risengrøden er klar til dynerne, jeg skal skynde mig en tur i Brugsen efter ler, inden jeg skal skynde mig videre op for at hente mine drenge så langsomt og hyggeligt som overhovedet muligt, for hvis bare de ikke opdager, at jeg har travlt, så er det lige før det er helt ok. Det er trods alt december lige om lidt og så skal vi hygge os, ikke sandt?

3 Kommentarer

  1. Jeg tror du skal huske at få sjælen med ❤️
    Og så et lille råd med på vejen mht juledekorationer og brandfare. Punkt 1: sørg for at bruge lysholdere, gerne til fyrfadslys så de bare kan skiftes. punkt 2: juledekorationer holder sig friskere hvis man bruger Oasis, som til blomster. Når oasisen er våd holder dekorationen sig længere frisk, og kan vandes ind i mellem 😉 glædelig december til jer 🤶🎄

  2. Dorte Larsen Svar

    Åh sødeste cana. Kom sådan til at tænke på nynnes dagbog da jeg læste det der indlæg.. Et must tead hvid du ikke har læst det!
    Tror drengene er ligeglade med om fundamentet er ler eller trylledej, de vil bare lave noget med dig! Husk at sige pyt, det er sådan et godt og vigtigt ord!
    Jeg har mest krise over julekalenderne i tv, har en 5 årrig der skal i seng klokken 19… 😮😔☺
    Hbordan gør I?

    • Cana Buttenschøn Svar

      Vi ser kun julekalender på ramasjang 🙂 Det andet må vente til drengene bliver lidt større – eller blive streamet 🙂

Skriv en kommentar