Et par gange gange undervejs, krummede jeg tæer og tænkte “åh nej, ikke igen” i bare empati for kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning, som handler om et igangsættelsesforløb og en fødsel, som ikke just er af de mest ukomplicerede. Heldigvis ender det fantastisk ud og jeg bliver igen og igen berørt over hvor fantastiske fødsler og tilblivelsen af små nye verdensborgere er.

Ved min første fødsel for 4 år siden, fødte jeg i uge 35 efter spontan vandafgang, jeg var overhovedet ikke klar, da babyen dengang først skulle være kommet ”til næste år”. Denne gang var jeg så overbevist om, at hvis jeg var total klar til babyen i uge 35, ville hun blive derinde. Og ganske rigtigt, uge 35 kom og gik og babyen forblev intern.

I uge 34 fik jeg konstateret graviditets betinget diabetes og brugte derfor den sidste tid af graviditeten på at gå til kontroller og scanninger og da den lille dame stod til at ramme 4 kg i uge 39, ville de sætte mig i gang 39+0. Jeg er sådan en der godt kan lide ’pæne datoer’ og jeg satsede på at føde den dag, jeg blev sat i gang og dermed ville der være præcis 3 år og 11 måneder mellem vores piger – perfekt! Jeg var dog ikke mere sikker på det, end at vi fortalte alle, at jeg først skulle sættes i gang 39+2 i tilfælde af det trak ud. De eneste der kendte dagen for igangsættelsen, var de tre barnepiger, vi havde i spil til pasning af den store.

Dagen før igangsættelsen var vi til barnedåb hos nogle nære venner. Det føltes på en gang både rigtigt og forkert at ”lyve” om hvad vi skulle næste dag. Og vi var begge tæt på at tale over os flere gange. Men vi klarede den.

Mandag morgen afleverede min mand vores store pige, mens jeg blev hjemme og hylede lidt over at næste gang jeg så hende var det med en baby i armene. Men jeg skulle blive klogere.

P.ga. diabetesen måtte jeg ikke føde på det lokale sygehus, så vi begav os ud på den 40 km lange køretur og snakkede lidt om kontrasten mellem første gang, hvor vi kørte af sted i nattens mulm og mørke efter vandafgang, lidt for tidligt og spændte på hvad der ventede, og så denne gang, hvor barnet skulle ’jages’ ud og vi ligesom vidste lidt om, hvad der ventede.

Velankommet på sygehuset blev jeg scannet og undersøgt indvendigt. Og der var absolut ingen tegn på noget som helst. Dette var jeg dog forberedt på, da min jordemoder uden held fosøgte at lave hindeløsning på mig torsdagen før.

Jeg fik to piller og så forlod vi sygehuset. Under sidste fødsel fik jeg også et par igangsættelsespiller, for at hjælpe veerne på vej, og dem reagerede jeg ret kraftigt på, veerne var ret voldsomme og udvidelsesfasen var relativt kort med et let påvirket bart som følge heraf. Derfor havde vi denne gang få lov til at blive indlagt indtil efter fødslen. Der var dog ikke plads til os på barselsgangen før over middag, så vi tog i det lokale center, spiste brunch, tullede rundt og nød en sidste alenestund som par. Omkring 13.30 tog vi tilbage til sygehuset og der var stadig ikke sket noget som helst. Vi blev anvist at tage plads i venterummet og så ved jeg ikke om de glemte os. 2 timer senere henvendte jeg mig i hvert fald igen på vagtstuen, denne gang lettere stakåndet, med meget røde, varme kinder og plukveer, der nev godt. Jeg var i tvivl om jeg måtte tage næste dosis af pillerne. Der blev kørt en strimmel som viste, at jeg ganske rigtigt havde begyndende veer. Så ikke flere piller til mig. Tre timer senere gik det hele dog i stå igen uden jeg åbnede mig så meget som en centimer og jeg nåede kun få en dosis piller mere inden sengetid. Øv, hvor var jeg skuffet. Derudover røg min plan om at vores piger begge skulle have fødselsdag den 21.

Næste morgen var der stadig ikke sket noget. Jeg var stadig lige lukket og umoden. Så jeg startede med pillerne igen.  Vi var faktisk lidt modløse, især min mand. Formiddagen brugte vi på at læse og sove lidt. Over middag kørte vi en tur for at komme ud og gå lidt.  Vi kørte ud til et sted med en okay stor bakke også begyndte vi ellers at gå. På et tidspunkt sagde min mand, at hvis vi gikop og ned af bakken 5 gange, så skete der nok noget. Bakken var altså ikke for sjov for en højgravid, jeg pustede og stønnede og vi holdt mange pauser. Men vi kom op 5 gange. Retur på sygehuset skete der stadig ikke noget. Jeg var efterhånden træt af det, min mand ligeså og vores store pige savnede os og vi savnede hende. Så sidst på eftermiddagen kom hun på besøg sammen med sine mostre, som var barnepiger. Da de kørte igen, spiste vi aftensmad og satte os så tv, og pludselig skete der noget. Plukveerne tog til og jeg begyndte at få det varmt, præcis som dagen før. I starten sagde jeg ingenting til min mand, der var ingen grund til at sætte hans forventninger op, hvis det bare gik i stå igen. Klokken nærmede sig 19.30 og på et tidspunkt blev det tid til en ny dosis piller og jeg måtte fortælle min mand, at jeg var i tvivl om jeg måtte tage dem pga plukveerne.  Jeg henvendte mig på vagtstuen og heldigvis var jordemoderen fra dagen før der igen. Hun kørte en strimmel som blot viste nogle uregelmæssige plukveer. Lidt desperat spurgte jeg hende og hun ville tjekke om jeg havde åbnet mig bare en millimeter. Jeg var virkelig ved at være træt af at være i venteposition. Hun forstod mig godt og ville heldigvis gerne tage et tjek. Og det viste sig, at jeg faktisk havde åbnet mig så meget, at man kunne tage vandet. Jeg spurgte for sjov, om hun ikke bare kunne gøre det. Meget mod forventning svarede hun, at hun da godt kunne undersøge om der var en ledig fødestue og om min faste jm (fra kendt ordning), havde tid til at vi satte skub i sagerne.

Hun vendte tilbage 15 min senere og sagde at min jm var på vej, så vi kunne godt begynde at gøre os klar. Yay! Endelig skete der noget og ovenikøbet ville jeg få lov at føde med min all time favorite jm fra begge graviditer. Skønt.

Præcis kl 21.30 tog min jm vandet og 10 min senere kom de første udvidelsesveer. Præcis som ved sidste fødsel, havde jeg en relativ kort, men rigtig hård udvidelsesfase. Jeg ville virkelig gerne have klaret det uden smertelindring, men veerne var virkelig kraftige og jm anbefalede at jeg kunne prøve lattergas. Hold nu op, det var modbydeligt. Jm havde informeret om, at det i starten kunne føles lidt som influenza. Og det skal jeg da lige love for. Verdens mest voldsomme influenza krydret med heftige veer. Efter to sug nærmest råbte jeg til min mand, at han skulle tage det væk. Jeg kunne næsten ikke høre, blev svimmel, og fik voldsom kvalme af det, så det var ingen succes. Jeg kæmpede videre med veerne, men til sidst tog jm næsten beslutningen om, at jeg skulle have en epidural efter et toiletbesøg, hvor jeg næsten gik i panik over de voldsomme veer. Der var ingen pause mellem veerne og de gjorde afsindig ondt. Jeg fik iltmaske og det hjalp lidt indtil anæstesilægen kom.  Hun kommer heldigvis hurtigt og får lagt epiduralen i første forsøg. Jeg synes dog hun var lidt unødig skrap ved mig, da hun bad mig sidde stille 😉

Jm antyder også i forbindelse med at vi beslutter at jeg skal have epidural, at hun har en fornemmelse at tingene kan komme til at trække i langdrag. Babyen roterer ikke rigtigt ned i bækkenet og det ser ud til at jeg skal føde endnu en stjernekigger.

Efter 2,5 time hvor der ikke rigtigt sker noget, får jeg vedrop. Vi forsøgte forskellige teknikker, bl.a. at jeg ligger på siden, på kanten af briksen under tre veer, for at få hende roteret derinde, men det hjælper ikke rigtigt. Vedroppet sætter gang i presseveerne, men stadig ikke nok til at jeg i aktiv pressefase. Jeg er efterhånden godt træt, brugt og modløs. På trods af epiduralen, har jeg stadig en del smerter. Jm opmuntrer det bedste hun kan og har samtidig et øje på min mand, der også er godt træt efterhånden, så han bliver regelmæssigt sendt på gåture ud efter kaffe eller bare for at få luft.

Afdelingsjordemoderen kaldes på et tidspunkt for at sætte gang i pressefasen, selv om babyen stadig ikke er ordentligt nede i bækkenet. Der sker faktisk lidt og hun kommer længere ned, men det gør ondt og jeg føler hun ”smutter tilbage” hver gang veen er ovre. Og mellem veerne, står hun et sted, hvor det gør vanvittigt ondt og jeg har lyst til at skrige af smerte. Jeg nøjes dog med at suge i øvrigt i min iltmaske mellem veerne.  Afdelingsjordemoderen anbefaler at der slukkes for epi’en. Det er jeg virkelig ikke meget for og beder så om et kejsersnit. Jeg kan slet ikke overskue, hvis det skal gøre mere ondt, smerten er i forvejen fuldstændig vanvittig, det føles som om min krop bliver revet fra hinanden i knoglerne i bækkenet. Hun lover mig dog, at den fulde effekt først aftager efter en halv time, og der mener hun, at jeg har født. Hun siger også at et kejsersnit vil ende med at tage længere tid, end hvis jeg føder vaginalt. Og jeg indvilliger i at prøve – jeg har jo egentlig heller ikke så mange andre muligheder! Min faste jm informerer mig om, hvordan jeg om lidt skal gispe og ikke presse og siger hun nok skal sige til, når jeg skal gispe.

På det her tidspunkt i forløbet observerer min mand at babyens hjerterytme er nede på 50 slag i minuttet og jeg kan godt se på de blik min faste jm og afdelingsjm udveksler, at det ikke er for sjov længere. Jeg ved dog heldigvis ikke at hjertelyden er så lav. Mine presseveer er stadig lidt for korte og jm opfordrer mig til at presse videre, når veen slipper. Så det gør jeg. For nu skal hun fandme ud. Så jeg presser alt, hvad jeg overhovedet kan og presser længe efter veen er slut. I løbet af de næste to presseveer fødes hovedet endeligt. Der bliver ikke sagt noget om, at jeg skal gispe, for det er der ikke tid til. Det resulterer i at jeg selvfølgelig brister en del. Lille V er noget slap lige da jeg får hende op på maven og jeg når faktisk at spørge til det, og lige som de vil til at gøre noget, retter hun sig og skriger. Hun scorer efterfølgende fuld apgar alle tre gange. Hun bliver født kl. 5.52, næsten to døgn efter jeg fik de første piller – og på den dag vi havde sagt til vores familier, at jeg skulle sættes i gang.

Under min første fødsel mister jeg ret meget blod og ender at blive opereret, så jeg har denne graviditet frygtet at det ender på samme måde og jeg igen ville miste de første timer af min datters liv. Det er der heldigvis ikke noget der tyder på. Da der ligesom er kommet ro på og jeg ligger med V på maven og kigger på hende, kan jeg mærke, at der løber noget ud af mig og det viser sig, at jeg alligevel bløder en del og pludselig vælter det ind med mennesker. Der kommer bl.a. en læge ind og holder på min mave for at holde livmoderen nede og samtidig fylder de mig med forskelligt medicin for at få livmoderen til at trække sig sammen og stoppe blødningen. Jeg bliver rigtig dårlig og beder min mand tage V, da jeg er bange for, at hun skal falde ned, fordi jeg simpelthen ikke har kræfter til at løfte armene og holde hende på min mave. Jeg siger et par gange at jeg er rigtig skidt og når lige at sige til jm at jeg skal kaste op og så kaster jeg ellers op ud over mig selv, jm, sengen og gulvet. Faktisk alle andre steder end i den brækpose jm står med. Jeg har opkast over alt, men det hjælper, jeg har det meget bedre efterfølgende, selv om jeg dog er noget træt af at ligge med benene i bøjlerne, mens lægen holder på livmoderen. Jeg er træt og vil gerne bare have min baby over og nyde hende i ro og mag.

Efterhånden falder der igen ro på, jeg er vasket for det værste opkast og får rent tøj på og efter en halv times tid, tør lægen slippe min livmoder og heldigvis bliver den hvor den skal. Jeg ender med et samlet blodtab på 1300 ml mod 25-3000 ml under første fødsel. Jeg får V over igen, og hun får både nået at sutte lidt og skide på min mave 😀

Lige så stille forlader det øvrige personale stuen og der er kun os, V og vores helt i gennem fantastiske jm tilbage på stuen og jm går i gang med at sy bristningen sammen. Mens hun gør det, ringer jeg til min søster og snakker med vores store pige, så jeg kan få fortalt hende, at lillesøster er kommet ud af maven, inden hun skal i børnehave. Efterfølgende ringer jeg til min mor. P.g.a. operationen efter første fødsel var det dengang min mand, der ringede til mine forældre og denne gang har jeg et enormt stort behov for selv at få lov at ringe til dem. Klokken er lidt i 8 og jeg kan lige nå at fange min mor, inden hun møder på arbejde. Og efterfølgende min far. De bliver heldigvis præcis lige så glade og overraskede som håbet.

Efter jeg er syet sammen og har fået lidt mad kommer vi tilbage på barselsgangen, så vi kan få sovet lidt, inden vores store pige kommer og ser lillesøster. Og lige der, da hun træder ind af døren, og med sin allersødeste stemme siger ”Hej moar. Hvor er min lillesøster? Må jeg se hende” jeg glemmer alt om stjernekiggere, smerter og blødning og min krop fyldes af den allerstørste lykkefølelse nogensinde.

V og jeg får lige en nat på sygehuset pga blodtabet, hendes hårde start og en blære, der ikke rigtigt vil tømmes. Og dagen efter bliver vi hentet af min mand og den store – og så er vi klar til at starte livet som en familie på 4 <3

2 Kommentarer

  1. Jeg bliver simpelthen så angst for at føde når jeg læser andres fødselshistorier. Jeg ved ikke om jeg bør undgå at læse dem, men jeg føler mig samtidig ikke tilpas med at undgå dem, da jeg føler jeg går glip af en form for forberedelse på hvad der kan ske. Puha!

    • Det skal du ikke være ☺️ Jeg havde den mest fantastiske oplevelse ved min fødsel. Det er den vildeste oplevelse, så jeg synes at du skal glæde dig 😃 Hvis du vil læse om en god fødselsberetning, så læs den der hedder noget a la “Den fedeste oplevelse i uge 36”

Skriv en kommentar