Åh altså, jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte ovenpå gårdagens storm af velmenende, trøstende, opbakkende og omfavnende beskeder og kommentarer, ovenpå mit indlæg, som beskrev en lortefølelse foranlediget af årsdagen for dén dag, den helt store krise i mit daværende ægteskab startede. Uden jeg i øvrigt havde set den komme.

Der er så meget jeg gerne vil sige, fortælle og forklare, men mest af alt vil jeg bare gerne sige tak. Tak fordi I bare er der. Så pisseseje og søde.

Tak.

Flere har ovenpå føromtalte indlæg, forstået at det var dén dag, skilsmissen blev besluttet, hvilket jeg altså vil skynde mig at sige, er en ganske fejlagtig antagelse, som jeg er ked af, hvis jeg har foranlediget. Det var det ikke og beslutningen var, som vi meldte ud i sommer, vores begges, men det var dén dag krisen indtraf. Eller i hvert fald var det den dag jeg opdagede, at den indtraf.

Allerede et lille døgn efter, imens jeg havde indfundet mig i Lalandia, i selskab med mine børn og èn af mine allerbedste veninder (som var min klippe i hele forløbet), aftalte vi over telefonen at vi ville kæmpe for det. For os.

En kamp vi, som I ved, tabte. Mange tårer, mange psykologtimer, mange frustrationer og endnu flere misforståede intentioner senere, gik det op for os, at det ikke gik. At vi skulle skilles. En beslutning vi tog sammen, som venner.

Så mange af jer har sendt mig tanker og kærlighed og selvom jeg bliver enormt rørt og glad over dem alle, så er det samtidig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke skal trøstes. Jeg er glad, jeg trives, jeg smiler hver eneste morgen når jeg vågner og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var en god beslutning at blive skilt. For mig, i alle tilfælde. I går var bare en lortedag, hvor jeg blev mindet noget så vederstyggeligt om at alt det svære jeg har gået igennem det seneste år. Om krisen og alt dét den bragte med sig.

Kæft, mand, hvor har det været et vildt år! Men I er her stadig og selvom jeg ikke kender jer, så elsker jeg jer allesammen en lille smule mere, des bedre jeg føler at I kommer til at kende mig, så tak fordi I gider at læse med. Og tro mig så, når jeg siger, at i morgen bliver en pissegod dag. Ikke fordi der skal ske noget særligt spændende, men fordi vi selv vælger hvordan vi vil møde verden.

“Hvis folk er glade, er det deres egen skyld, der er nok at være ked af” sagde Storm P og jeg tror han har ret. Jeg gør i alle tilfælde mit allerbedste for at (forsøge at) nyde og omfavne livet med alt det indebærer, for hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man alligevel ikke kan vide, hvad der venter lige bag hylden, hvor man netop har taget den sidste pakke havregryn…

8 Kommentarer

  1. Du er så sej, så fantastisk, så lækker, så inspirerende, så skøn og modig.
    🙏🏼

  2. Siger skam stadig tak😂😂😂
    Som sagt man bliver forvirret af glansbilleder, det er ok at livet er lort en tid, for et sted derude er der nok mere lagkage😀

  3. Kære Cana
    Man lever kun engang, så det er med at få der absolut bedste ud af det.
    Det er aldrig sjovt at give op i et ægteskab, det er aldrig sjovt at skulle indrømme at drømmen man havde om far, mor og børn, bare ikke bliver til noget.
    Men selvom der er hårdt og svært at nå til den erkendelse at man bare ikke er på den rette hylde mere, så er det nogen gange sådan det er.

    Tiden læger alle sår, og på et tidspunkt, kan man måske nå til den erkendelse at det var godt nok at man tog den svære beslutning.
    Sådan var det i hvert fald for mig, og umiddelbart også for dig😀 jeg er så heldige jeg i dag har det absolut bedste forhold til min eksmand, vi taler bedre sammen nu end vi gjorde da vi var gift. Og selvom det ikke var sjovt at forlade ham og min søn, så var set godt for os begge at det skete.

    Tak for dit ærlige indlæg. Ha en absolut fantastisk mandag ❤😀

  4. Selvvalgte beslutninger kan sagtens være hårde, selvom de føles helt rigtige ned i maven, og bringer overskud og smil langt de fleste dage – sikke et dejligt indlæg 💓.

    – A

  5. Dejlige dig.
    Selvom det var en fælles beskutning, og I nu trives hvor for sig, så er det igså ok at have øv dage og dage hvor man begræder det der alligevel ikke skulle være.
    Så så længe man ikke dvæler i det og lader sig sige under, og kommer ud på den anden side….så må man altså godt synes det er skide unfair.

  6. Dejligt, stærkt indlæg! Tak fordi du deler og lader os være med. Du er sej og en inspiration for mange.
    Kærlige tanker herfra

  7. Har luret lidt på bloggen. Var på jagt efter madopskrifter på nettet. På mig virker det som om, at du har et voldsomt behov for anerkendelse, opmærksomhed og selviscenesættelse. Grænsende til et overdrev. Misbrug. Som der må være årsager til. Mig, mig, mig… det virker i hvert fald langt fra sundt… og meget modsat det billede du prøver at skabe og fastholde.

Skriv en kommentar