Der er lige knap tre timer til jeg kan hente mine drenge hjem. Jeg har savnet dem imens de har været hos deres far, men på en god måde, fordi jeg véd at de (også) har det godt der. Som blommen i et æg, formentlig.

Inden de kommer hjem, skal jeg lige et smut ud og handle ind til noget aftensmad jeg véd de elsker. Sushi, måske. Eller risengrød. Og så skal vi bare hygge de næste par dage, inden vi i weekenden smutter ned og juler den i Sønderjylland, hvor jeg forestiller mig at den kommer til at stå på overdrevne mængder mad  – og selvfølgelig et glas vin (til de voksne) og slik (til alle), foran brændeovnen i min mors hyggelige stue.

Jeg har allerede købt et par gaver til mine niecer, som jeg ser for lidt og savner for meget og som fortjener alt i verden. Egentlig kender jeg dem ikke så frygteligt godt, nogle af mine niecer, fordi vi har boet mere end 300 kilometer fra hinanden det meste af deres liv, men de er alligevel en del af mig – og så er de børn. Og børn fortjener alt i verden.

Kærlighed, mad, varme, tid til leg, omsorg – og gaver.

Desværre er det bare ikke alle børn, der får det. Faktisk er der formentlig børn derude, som ikke får (nok af) én eneste af ovenstående ting, som jeg – med mine egne børn – kan få dårlig samvittighed over, hvis jeg føler halter på bare en enkelt.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis ikke jeg kunne give mine børn den fornødne mad eller varme, når jeg får dårlig samvittighed af noget så simpelt som, hvis jeg ikke kan give dem dét de ønsker sig til jul. Hvis glæden i deres ansigter ikke bliver som jeg ved den kan, fordi de ikke fik opfyldt deres helt store gaveønsker. Og så får jeg dårlig samvittighed igen. Fordi vi er så skide forkælede og fordi jeg véd, at der findes så mange børn rundt om i verden, som ikke ønsker sig gaver på samme måde som mine børn. De mange udsatte børn i Syrien ønsker sig sgu nok ikke den store Ninjago-borg, som mine drenge gør. Næh, de ønsker sig nok nærmere at få muligheden for at kunne holde varmen henover en lang vinter, som de altså holder sig på de kanter.

I sammenligning med mine drenge, ved børnene i Syrien (og mange andre steder i verden) bare ikke om de overhovedet får noget. Ikke engang varme, mand!

Dét kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på og på én eller anden måde så håber jeg, at du, der er kommet så langt i teksten her, har det på samme måde, for der ér faktisk noget vi kan gøre.

Selvfølgelig er der det. 

Der er i Syrien alene – har UNICEF for talt mig – lige nu akut behov for blandt andet 150.000 thermotæpper, så børnene kan holde sig varme om natten og med tanke på at der, på sådan en helt almindelig måned, typisk kommer lige knap 70.000 mennesker ind forbi min beskedne blog her, så kan vi jo for pokker sørge for næsten halvdelen, hvis vi bare gør det allesammen.

Det ved jeg selvfølgelig godt at alle ikke gør. Jeg ved godt, at det slet ikke er alle der kan. At de 88 kroner et thermotæppe koster, faktisk betyder en kæmpe stor forskel for nogen. Men det gør det ikke for mig.

For mig betyder de ikke en skid. Ligesom det i virkeligheden heller ikke betyder det store for mig med de 279 kroner et  helt sæt vintertøj til et barn koster. For mig tænker jeg faktisk, at det bliver den aller- allerbedste julegave jeg overhovedet kommer til at give i år og så lader jeg jo bare være med at købe ind til sushi i aften og serverer risengrød en ekstra dag. Så går pengene op, mine børn bliver mætte og jeg bliver formentlig en lille smule lykkeligere indeni, med visheden om at have givet et barn muligheden for at gå vinteren i møde uden at fryse andet end næsen, som alle vi andre også gør det af og til.

Du kan (også) købe thermotæpper til udsatte børn HER og vintertøj til udsatte børn HER og jeg håber virkelig at du gør det <3 Det betyder alverden for nogen og så lidt for så mange af os. Og tænk, hvis vi i samlet flok her kunne stå for helt op mod halvdelen af alle de tæpper der er akut behov for. Se dét kunne være sejt og nærmest den bedste – eller i hvert fald den vigtigste – julegave man overhovedet kan tænke sig. Tænker jeg.

9 Kommentarer

  1. TAK for det her indlæg! Jeg har nu købt to gavebevist til tæpperne, som henholdsvist min far og min svigerfar får som en del af deres julegave. De ønsker sig aldrig noget og vil helt sikkert ligeså gerne give til kolde børn, som at modtage noget selv.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor er du bare GOD! <3 Jeg håber de bliver glade for deres verdensgave.

  2. Så fint et indlæg! Er det mon en indsamling, hvor man kan donere er mindre beløb? Jeg er selv på su. Jeg vil egentlig vildt gerne vil give et barn et termotæppe, men synes at 88kr er lidt mere end hvad jeg har råd til lige nu. Men kan sagtens undvære 25kr eller 30kr. Jeg tænker bare, hvis der nu er flere som mig, der gerne vil bidrage med lidt mindre, så er det da federe at vi hjælper med det vi kan, end slet ikke at gøre noget.. 🙂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hm, jeg har fundet en indsamling til samme formål, hvor man kan donere ned til 50 kroner (via linket til sidst i min kommentar), men ellers så tænker jeg at tæpperne eller vintertøjet er oplagt at give som julegave til én man selv holder af, men som ikke rigtigt ønsker sig noget. Du ved, vi har allesammen den der onkel, som er umulig at købe gaver til, ik’? Så kunne man måske købe ham (og sig selv) lidt god samvittighed. Fx for 88 kroner 🙂
      https://www.unicef.dk/kampagne/vinter

  3. Det her indlæg er så vigtigt! Hvor er det godt at en som dig, bruger din stemme til at nå ud til mennesker med et emne som dette, noget som der ikke er mange der tænker over i sin hverdag.
    Verdensgaver er nærmest blevet en gavetradition til mine forældre – de har alt, og ønsker sig aldrig noget, og er glade for, at de, istedet for at få noget materialistisk og unødvendigt “skrammel”, får noget som gør en forskel for andre mennesker. <3
    Noget særligt fedt er, at der er til næsten enhver pengepung – selv en som mig, der er på su, har råd til at købe en verdensgave, og jeg synes virkelig det er en fantastisk ide.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ejjjj hvor er I bare gode i jeres familie. Jeg synes også det er de skønneste gaver. Og med 88 kroner er det jo lige før det også kan gå an til en omgang pakkeleg, hvis man ligefrem har råd til at flotte sig til dén slags 🙂

  4. Skønt, at du bruger din stemme til et formål som dette. Som mor til en dreng på 2 får jeg simpelthen ondt helt ind i hjertet af af kigge ind i øjnene på de søde børn, der er havnet som ofre i konflikter, de intet har med at gøre. Det er en dråbe i et meget stort hav, men har hermed købt 5 varme tæpper – må mange flere gøre det samme.

  5. Dejligt, og vigtigt indlæg Cana. Mit hjerte brænder også for verdens børn, så jeg vil også donere et tæppe.
    Til dem der gerne vil donere mindre beløb findes der herhjemme en non profit organisation, drevet af frivillige, der hedder julehjælpen.dk. De penge man donerer går til hjælp til udsatte danske familier. Familierne er indstillet af sagsbehandlere, og der afholdes juletræsfester over hele landet, hvor udsatte familier kan deltage( tilmelding) og hvor de modtager gaver,. Plus oftest hjælp til maden hen over julen.
    De kan findes på Facebook og på julehjaelpen.dk.
    Tak fordi du tager ansvar Cana.

Skriv en kommentar