Pludselig sidder jeg her, hjemme i min sofa, med Joe Cocker strømmende ud af højttaleren og har planlagt at skulle tilbringe det meste af de næste par dage i et lydstudie og jeg fatter sgu nærmest ikke, at det er virkelighed. Eller altså, Joe forstår jeg godt og har gjort det siden min mor introducerede mig til ham, da jeg var barn, men at det er mig, der skal i et lydstudie i morgen, er altså næsten over min fatteevne.

Som rigtigt mange har spurgt om, så skal “40 Uger Efter” nemlig (også) udkomme som lydbog! Og selvom jeg i virkeligheden synes at den gør sig aller-, allerbedst på print, hvor teksten bliver suppleret af de fineste illustrationer man kunne forestille sig, så tænker jeg, at det kommer til at give den en helt ny dimension, når den kommer på lyd. Det er nemlig med mig som indlæser. Ligesom Hella Joof, sgu! Og holy moses altså, hvor er jeg nervøs. Eller spændt, i alle tilfælde. Jeg har altid drømt om at få lov til at bruge min stemme i for eksempel som en karakter i tegnefilm eller som oplæser af skønlitteratur, men på én eller anden måde, så føler jeg mig altså en lille smule intimideret ved at skulle indlæse min egen bog. Den er jo allerede blevet en succes langt større end jeg nogensinde havde turdet håbe på og jeg tænker derfor ret meget på, om den mon så også lever op til forventningerne, når jeg selv fører ordet. Om jeg lever op til forventningerne.

Yikes, altså! Men altså, jeg håber det og så glæder jeg mig bare helt vildt!

Faktisk glæder jeg mig så meget, at det nærmest står lige med det faktum, at jeg allerede fra næste uge – når jeg forhåbentlig er færdig med at indlæse – starter min lille mini-bogtur rundt i landet. Seriøst, jeg har så meget optur over endelig at få mulighed for at hilse på nogen af jer!

Alle arrangementerne kommer til at foregå hos BabySam, som har været så søde at stille sig til min rådighed for en aften, i otte – af dem – udvalgte byer. Planen er, at jeg hvert sted kommer til at holde et lille oplæg, som forhåbentligt både bliver sjovt og inspirerende at lytte til (og hvis ikke, skal jeg nok gøre det kort) inden jeg med glæde sætter en krusedulle i et par bøger, hos dem der måtte ønske sig det; og så skal vi bare kramme, hygge, shoppe og have en rigtigt god aften sammen med hinanden.

Ligesom bogen, er arrangementet primært rettet mod gravide og småbørnsmødre, men hvis nogen af jer uden børn også skulle have lyst til at komme med, så er I selvfølgelig mere end velkomne. Det ville såmænd kun gøre mig endnu mere glad! I alle tilfælde, så håber jeg på, at vi kan få fyldt de otte butikker godt og grundigt op og som den slags har det med at gøre, så foregår det altså efter først-til-mølle-konceptet.

Der er allerede ved at være udsolgt (hvis man kan sige det om et gratis arrangement) nogle steder, så meld jer nu bare til allerede i dag, ik’? Det foregår lige HER  og man må selvfølgelig gerne melde sig til sammen med en veninde, hvis man er beklemt ved at troppe alene op.

JEG GLÆDER MIG TIL AT SE JER <3

3 Kommentarer

  1. Spændende med lydbog, det er godt gået:-)
    Joe er også et godt hit at lade strømme ud…………..
    Efterårs hilsner.

  2. Min søster og jeg skal se dig/høre dig i Fields – og vi glæder os! 😄❤️

  3. Kære Cana.
    Har lige købt din bog og jeg glæder mig så meget til at læse den.
    Er anden gangs gravid og selvom jeg har været det hele igennem igen, så er meget også glemt ☺️
    Ville rigtig gerne møde op til et arrangement i min lokale BabySam og hilse på dig, men min termin lægger lige der, så må springe over denne gang 😊
    Tak for en skøn og inspirerede blog ❤️

Skriv en kommentar