… Og pludselig var stuen igen fyldt med larm. Børn, der grinede, skændtes og legede om kap med deres racerbiler. Dem min verden i virkeligheden drejer sig allermest om. Dem jeg elsker mest. Og dem jeg heldigvis først i dag, fra et par timer inden jeg kunne hente dem, mærkede hvor meget jeg savnede.

Der var én, som stillede mig spørgsmålet om, hvor lidt eller hvor meget jeg egentlig reflekterer over det faktum, at der foreligger en temmeligt god mulighed for, at mine børn en dag kommer til at læse alt jeg nogensinde har skrevet om dem (omend det ville være en temmeligt tidskrævende opgave at sætte sig selv på) og selvom jeg selvfølgelig godt forstår hvor spørgsmålet kommer fra, så undres jeg alligevel lidt. Bevares, spørgsmålet var stillet til det mest passende indlæg i flokken af usandsynligt mange, men jeg synes nu alligevel ikke, at der kan herske nogen tvivl om, at jeg altid skriver om mine børn med en kæmpe respekt for dem. Både i nutid og i fremtid.

For selvfølgelig reflekterer jeg over, hvad jeg skriver om og i forhold til mine børn. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kunne aldrig drømme om at hænge dem ud og fortælle historier om dem herinde, som jeg kunne forestille mig, at de ville blive kede af at læse en anden dag. Samtidig tror jeg dog på, at de bliver fyldt så rigeligt med kærlighed i dagligdagen, at de ikke ender med at komme til at tage skade (eller bare at blive kede) af et indlæg som dét jeg skrev i går, hvor jeg pointerer nogle af de gode ting ved at være “børnefri” af og til. Jeg forsøger jo for pokker at lære dem lige præcis dét hver dag; at se det gode i dét man befinder sig i. At hæfte sig ved det gode, frem for at dvæle ved det dårlige og hvis jeg ikke selv kunne effektuere lige akkurat dét, så ville min opdragelse i min optik være temmeligt hyklerisk.

Så ja, jeg reflekterer og passer på og så forsøger jeg faktisk bare at gøre mit bedste. Og det er helt ok, hvis nogen er uenige med mig i mine metoder eller tanker. Jeg er sikker på, at I også gør hvad I synes er det bedste for jeres børn, selvom det er noget andet end dét jeg gør for mine –  og det har jeg kæmpe respekt for.

2 Kommentarer

  1. Jeg er ret overbevist om, at du er en supergod mor – for jeg synes, det skinner ud af dine skriverier, hvor højt du elsker begge dine drenge! Og du skriver altid om dem i en pæn tone, så jeg kan slet ikke se, at de skal kunne blive stødt over noget, du har skrevet om dem i fortiden.

    Jeg kan huske, at Sarah Louise (altså bloggeren) engang lagde et billede op af sin datter (tror jeg det var) som var sur i bilen – for at vise, at hverdagen ikke kun er lutter lagkage og evigt glade børn – det var ment som et humoristisk indspark. ALLE forældre oplever jo deres børn bliver godt gale i skralden over petitesser. Men her var der også læsere som ikke synes, at det var i orden at lægge billeder ud af sit grædende/sure børn. Jeg synes dog, at det var ok – og mon ikke, at man kan forklare barnet senere med humor, når det er blevet større, at han/hun havde altså også dårlige dage; så længe man ikke udelukkende lægger billeder op af sure/kede af det børn.

    Og så lige et spørgsmål, som du jo bestemt ikke er forpligtet til at svare på: Hvordan tager dine drengene skilsmissen? Er de ok med at skulle undvære jer hver især i perioder?

  2. Kære Cana
    Jeg blev noget harm på dine vegne da jeg så de småsure opstød der var over din fine liste med de fordele der også kan være når man har besluttet sig for at blive skilt. Faktisk en fin liste, især for folk der måtte stå midt i en proces med skilsmisse, og som kun kan se alle de sørgelige ting.
    Ser sgu da ud som om man KUN kan være en god mor, hvis man ikke ønsker at give slip på sine unger, hvis man ikke kan nyde at være alene/uden børn i en periode. Hvad ER det dog for noget fis !
    Altså både i og uden for et forhold har en mor, og en far, brug for voksentid i ny og næ, hvor man kan lade op, til ungerne igen er hjemme, med bulder og brag.
    Synes faktisk det er tværtimod. Man er en god mor når man kan give slip i ny og næ, når man kan slippe servicegenet og, især da, når man, som i dit tilfælde, er skilt, men faktisk stoler på, at far faktisk er i stand til at tage sig af ynglen! 🌻
    Mine unger er store nu, 24 og 22, de ved da godt der har været episoder hvor vi har synes de var besværlige, de synes faktisk det er skægt at høre om de “ulykker” vi har stået model til, sådan vil dine garanteret også have det når og hvis de gider læse om det når de bliver ældre!
    Og det handler vel i bund og grund også om, at ungerne allerede mens de er små, er 100% sikre på at forældrene elsker dem. De ved da godt, at når man periodevis gerne liiige vil trække vejret, så er det da ikke fordi man elsker dem mindre
    Jeg E L S K E D E når min mand tog dem med i cirkus eller biffen, og man lige havde et par timer hvor man ikke var “på”
    Så må vi ikke lige blive fri for det der mor-politi der skal prøve at pådutte andre dårlig samvittighed, og gøre at fx du synes det er nødvendigt at forklare sig. Det er fair nok de ikke har behov for at trække vejret, uden ungerne omkring sig (selvom jeg ved den søde grød ikke begriber det), men lad dog andre i fred. Vi behøver vel ikke være ens alle sammen, og sålænge vores børn i øvrigt trives, er der altså ingen der skal blande sig i, om man, med positivt sind, OGSÅ er i stand til at finde gode ting midt i en ellers tung tid. 👍

Skriv en kommentar