Endelig sover de, drengene. Det er ikke ofte jeg har det sådan, men ovenpå en nat, hvor jeg vågnede flere gange end jeg har lyst til at tælle – og endte med at ligge, med (mindst) et ben i nyrerne og arme henover ansigtet, uden hverken dyne eller pude, som to små mennesker havde snuppet – og en dag, som har været usædvanligt fuld af alt muligt andet end tid til at sunde sig, så føles det eddermamer godt, at kunne sidde og glo lige dele ud i luften og ind i min computerskærm, til lyden af det reneste ingenting.

Det gik heldigvis smaddergodt i lydstudiet, hvor jeg i dag gik igang med at indlæse 40 Uger Efter, men fra sekundet jeg var færdig der (for i dag) har jeg følt jeg har halset efter. Drengene blev hentet et par minutter for sent, vejarbejde og en parkeringskælder (som jeg overhovedet ikke kunne finde rundt i) gjorde, at vi kom for sent ud til FN-byen, hvor vi havde et spændende eftermiddagsmøde, som jeg nok skal fortælle mere om, snart og slutteligt, blev aftensmaden – som børnene i øvrigt ikke engang gad at røre; formentlig fordi de var blevet for trætte – serveret væsentligt senere end normalt.

Og nu sidder jeg her. Og kommer i tanker om, at jeg da vist heller ikke fik frokost, men at jeg til gengæld stadig har en lille sjat rosé i køleskabet, som jeg tænker at drikke med fødderne oppe i sofaen og ét eller andet i flimmerkassen, som ikke er Den Store Bagedyst. For altså, hvor meget jeg end med garanti ville elske dét program, så gider jeg simpelthen ikke at se den slags programmer om aftenen, hvor mit blodsukker i forvejen skriger rumlende efter mig. Næh, det ville alligevel være mere selvpineri end jeg er fan af.

… Næsten ligeså meget selvpineri, som at se den her lille frækkert. Shit mand, NU må jeg have mig noget… Vin!

Skriv en kommentar