Så bærer jeg dig ind i din egen seng, når du er faldet i søvn” sagde jeg i aftes, da Jens kom trippende ind i stuen og bad om at få lov til at falde i søvn i min seng. Han savnede mig vist, men efter at have haft to børn sovende i sengen hver nat i den første måned efter Thomas flyttede ud af lejligheden i sommer, mente jeg at det nok var bedst hvis han ikke skulle sove der hele natten.

Lige indtil jeg skulle i seng og min lille, store dreng lå og sov så sødt på min pude og jeg pludselig også savnede ham. Jeg bar ham over i den anden side af sengen og krøb ind til ham og faldt i søvn til duften af bløde barnekinder. Ved fem-tiden vågnede Peter, som ellers har fået for vane at sove igennem til den lyse morgen, i et skrig og jeg hoppede søvndrukkent ud af sengen og hentede ham med ind i dobbeltsengen, hvor han straks sov videre.

Og så lå jeg der. Midt imellem mine to små drenge, som jeg pludselig synes er blevet så store, indhyllet i lykke og kunne ikke længere sove.

Egentlig synes jeg det er så dejligt, at drengene er ved at være store. Vi sover om natten og leger om dagen. De er selvstændige, dygtige og ofte (okay, nogle gange) går de endda i gang med at rydde op, når jeg har bedt dem om det. De har fået smag for dem selv, deres venner og det liv, der venter dem. Uden mig. Bevares, stadig på et helt lavt og barnligt niveau, men da Peter for et par dage siden proklamerede at han altså hellere ville med sin bedste ven, Louis, med hjem fra børnehaven, end at gå med mig – og rent faktisk gjorde det, imens han med et smil vinkede til mig og råbte “vi ses, moar!” gik det for alvor op for mig. De er ved at være store. Det er ikke bare Jens, som går i skole. Det er også Peter, som jeg ellers stadig har tendens til at synes er så lille, så lille.

De tonser rundt, udfordrer sig selv, hinanden, mig og i særdeleshed deres fodtøj, hvor de heldigvis endnu engang har været så heldige, at deres mor har indgået et samarbejde med Ecco, som derfor har leveret endnu et sæt vinterstøvler til hver af drengene, her på adressen.

Heldigvis har efteråret den seneste uges tid her i København vist sig fra sin allersmukkeste side, men ikke desto mindre, har drengene stadig hoppet i vandpytter, gravet  sandhuler og løbet stærkt i deres nye – og endnu engang fantastiske – vinterstøvler, som kan alt dét, den slags skal kunne.

Jens har fået et par UKIUK, som jeg tænker er gode til de lidt større børn, imens Peter har fået et par Snow Mountain, som jeg har de vildeste optur over, fordi de både virker enormt robuste, samtidig med at de er vildt lette i materialerne og selvom jeg af gode grunde ikke selv har prøvet dem på, så forestiller jeg mig at de er usædvanligt gode at have på – og at bevæge sig i, ikke mindst. I kan se hele kollektionen HER.

Især for Jens, er designet på støvlerne helt enormt vigtigt og selvom der måske kunne være nogen, som kunne forfalde til at påstå at hans nye kobberfarvede støvler primært er lavet til piger, så elsker han dem. “Det er jo superheltestøvler, mor!” siger han, imens han iler afsted på sit løbehjul. Det er helt tydeligt at han synes det er enormt sejt, at have fået den slags “storedrengestøvler” uden hverken snører eller velcro – og som stadig sidder godt fast på foden, så han både kan løbe, klatre og cykle derudaf, uden problemer. Og ja, jeg synes selvfølgelig at han er den sejeste i verden. Især når han er sammen med sin i øvrigt ligeså seje – og helt anderledes – lillebror.

Mine drenge, som godt nok er ved at blive store, men som stadig er så små, at deres yndlingssted i verden, når de skal sove, er sammen med mig. Hvis ikke dét er lykke, så ved jeg næsten ikke hvad.

4 Kommentarer

  1. Min bedste tid på dagen er om aften hvor jeg lægger mig i sengen kl 20, sammen med vores 7-årige datter som sover i egen seng lige ved siden af mig.
    Jeg er uhelbredelig ramt af cancer i knoglerne og bryst og hvis det giver vores datter den tryghed hun har i hverdagen ved, at sove tæt ved mig så er det kun min pligt som mor.
    At andre så har et problem med det kan måske skyldes misundelse 😁

  2. Hov, glemte at skrive at min krop kan ikke holde til mere på den tid så jeg må ind i lidt blødere og sidde. Lyset slukkes kl 21-21.30 ca

  3. Kære Hanne! Blev lige ramt af din kommentar. Skid hul i hvad andre tænker. Nyd du din datter alt det du kan. I fortjener al verdens tid sammen ❤️

  4. Ååh hvor er du sød Anne Af hjertet tak og du kan tro, at jeg er fløjtende ligeglad med, hvad andre mener og siger. Mit barn, mit ansvar og jeg vil bare have lov til at nyde det.
    Man ændrer fokus og prioterer anderledes når man pludselig får en livstruende sygdom. Sådan er det ihvertfald hos mig/ os. Pyt-knappen er blevet brugt rigtig meget 💪🏻
    Lad mig dog give mit barn den tryghed. Hun skal nok flytte ud af soveværelset når hun bliver teenager. Måske jeg er her og måske ikke men så vil hun da kunne tænke på vores aftner med råhygge i sengene til tv og Netflix. Det erda en fed afslutning på en god dag og med mor som sidder på sin trykaflastende grønne madras (totally sexy 🤣) ognusser ens fødder og ben. Det er kærlighed ❤️
    Tak 🤗

Skriv en kommentar