Først da kvinden var 9 centimeter åben, gik det op for jordemoderen, at baby lå med numsen ned og kvinden blev stillet med valget imellem kejsersnit og vaginal fødsel…

Søndag d. 9. juli 2017 er jeg 9 dage over termin med mit første barn og dagen efter skal jeg til tjek på sygehuset. Jeg har forsøgt med alle mulige midler at få sat skub i fødslen, men baby nægter at komme ud. Søndag eftermiddag får jeg så min kæreste med ud på en 12 km cykeltur til trods for, at jeg ikke har været særlig aktiv gennem graviditeten – jeg tænker, at det da må sætte skub i noget. Vi har været tidligt oppe denne dag og går derfor i seng allerede omkring kl. 21.30. Kl. 21.15 får jeg et voldsomt jag om i lænden (som viser sig at være en ve), men jeg ligger ikke noget i det til at starte med. Da jeg kommer op i sengen får jeg yderligere to veer og herefter begynder jeg at tage tid på dem. Jeg står op og fortæller min kæreste, at vi nok snart skal være forældre. Jeg bruger en varmepude som smertelindring og fortsætter med at tage tid på veerne som gennem aftenen og natten tager til i styrke og smerte.

Kl. 00.37 ringer jeg til fødegangen første gang, selvom veerne ikke er helt regelmæssige. De opfordrer mig til at se tiden an et par timer endnu, hvilket jeg så gør. Jeg ringer til dem igen kl. 4.32 og siger, at det efterhånden er ulideligt og at veerne primært ligger mellem de 3-4 min, men at jeg også har en del ”afstikkere” og derfor er usikker på, hvor langt jeg er i processen. Jordemoderen, jeg snakker med, er stadig ikke overbevist om, at jeg er nær en fødsel, så hun synes, jeg skal give det en time mere, så jeg ikke skulle risikere en køretur blot for at blive sendt hjem igen. Jeg går derfor i bad, siddende på en stol, imens min kæreste skyller mig med vandet. Her er jeg ca. 30 min før jeg ikke kan mere. Min kæreste siger, at nu kører vi! Kl. er nu 5.30 og jeg ringer til fødegangen og siger, at vi er der 25 min senere. Kl. 6.10 bliver jeg undersøgt og jordemoderen kan til min glæde fortælle, at jeg allerede er 7 cm åben. Jeg kommer derfor på en fødestue med det samme, hvor jeg kommer i karbad, efter mit eget ønske. Dette hjælper en del på mine smerter, men efter ca. 30 min tømmer karret sig selv og jeg kommer derfor ud i bruseren, hvilket ikke har helt samme effekt. Jordemoderen får dog gang i karret, som jeg glædeligt hopper i igen. Imens jeg ligger her, får jeg akupunktur i hænder, ansigt og hovedbund. Efter en times tid undersøger hun mig og prikker hul på vandet., da det ikke selv er gået. Hun kan dog ikke komme ordentligt til, når jeg ligger i vandet, så hun beder mig komme op på briksen, hvor jeg får lattergas. Lattergassen hjælper mig ikke synderligt udover at jeg får slappet en smule af i kroppen, og det eneste jeg tænker på er, at jeg gerne vil i vandet igen. Hun undersøger mig og fortæller, at jeg er 9 cm åben, men at hun har en mistanke om, at baby ligger i sædestilling. Hun kalder derfor en læge ind, som skal scanne mig – og ganske rigtigt ligger baby med måsen nedad. Jeg begynder at græde og kan på ingen måde overskue situationen. Lægen fortæller fordele og ulemper ved både vaginal fødsel og kejsersnit, og da jeg er ude af stand til at tage en beslutning, siger min kæreste, at det skal være et kejsersnit. Jeg nikker blot. Lægen siger, han vil sætte det i gang og beder jordemoderen om at give mig noget vehæmmende. Narkoselægen kommer derfor ind kort tid efter og spørger, hvornår jeg sidst har spist – hvilket jeg har 4 timer forinden. Hun fortæller, at man jo helst skal være fastende i 6 timer og derfor vil de først lave kejsersnittet to timer senere. Hun kommer dog ind igen kort tid efter og fortæller, at de vil lave det med det samme trods lidt mad i maven, da jeg allerede er så langt i fødslen og har begyndende presseveer. Jeg bliver lettet og slapper lidt af i kroppen – både over beskeden men også over, at veerne ikke længere er så hyppige pga. det vehæmmende, jeg havde fået. Der går dog ikke mere end to minutter, så kommer jordemoderen ind og fortæller, at der er kommet en patient, der skal opereres før mig, og at der derfor vil gå 1-2 timer inden, jeg kan komme til.  Hun siger også, at jeg godt kan føde vaginalt, hvis jeg ikke har mod på et kejsersnit – og at jeg i så fald vil få vedrop for at få veerne tilbage på rette spor. Uanset hvad synes hun, at jeg skal presse med på veerne, når kroppen giver tegn til det.

Da det vehæmmende stopper med at virke, får jeg en del presseveer og min krop tvinger mig til at presse. Smerterne er voldsomt store og det eneste smertestillende jeg får, er lattergas. Jeg kan ikke få andet, da jeg er for langt fremme i fødslen. Jeg giver et skrig, hver gang en ve rammer mig, og min kæreste har efterfølgende fortalt, at det skar ham så dybt i hjertet, at han var på randen til at græde. Lægen kommer ind og beder jordemoderen om at give mig et skud vehæmmende mere. Jeg klarer mig med nød og næppe gennem de næste to timer med hjælp af min kæreste og lattergassen – som ikke hjælper på smerterne, men får min krop til at slappe en anelse af. Lægen kommer ind og jordemoderen fortæller, at hun har bedt mig om at presse med, og at hun kan se, at baby faktisk kommer længere og længere ned. Lægen siger til mig, at jeg godt kan, men at baby i så fald skal være ude i løbet af 30 min grundet sædestillingen – og at han ikke vil give mig vedrop, da det kan ødelægge mine gode veer. Jeg får fremstammet, grædende, at jeg ikke kan mere og han sætter gang i et kejsersnit med det samme.

Jeg bliver kørt ind til operation, hvor der er, hvad der føles som, 20 mennesker omkring mig, som alle fortæller, hvorfor de er der. Jeg får lokalbedøvelse  i ryggen og efter at baby er blevet skubbet godt op i maven på mig nedefra, kommer han langt om længe ud med et højt skrig mandag d. 10. juli 2017 kl. 12.25. Han bliver ført ind i et andet rum med min kæreste, mens lægerne lapper mig sammen. Efter 5-10 min. kommer min kæreste ind med vores lille nyfødte søn på 51 cm og 3720 g.

15 timer med veer og et akut kejsersnit senere møder jeg min mindste største kærlighed for første gang. Så selvom fødslen langt fra gik, som jeg havde tænkt og var langt hårdere, end jeg nogensinde havde troet, så var det det hele værd. Vores lille baby vi havde ventet på i 9 mdr. var endelig kommet til verden.

2 Kommentarer

  1. Er det almindeligt at en sædestilling overses på den måde? Det er sket i min omgangskreds også, jeg forestiller mig det må være meget ualmindeligt?

  2. Min første lå også i uopdaget UK, da vi ankom til fødemodtagelsen med vandafgang og veer. Jeg røg i akut kejsersnit. Med nr 2 blev jeg scannet hyppigt i slutningen af graviditeten, og han lå heldigvis korrekt, så jeg fødte vaginalt, bedste oplevelse ever!!

Skriv en kommentar