Det hele er i virkeligheden op til os selv. Hvordan vores liv ser ud og især hvordan vi anskuer det, er, hvis ikke udelukkende, så i hvert fald primært, op til os selv. Vi bestemmer selv hvilke briller vi gerne vil se verden og alle de mange, mange, mange små ting der følger med den, igennem.

Dermed selvfølgelig ikke sagt at det er nogen let opgave, men heldigvis så giver det af og til sig selv, som jeg har oplevet det i dag.

Inden vi fik set os om, var klokken lige knap halv tre, da jeg i aftes sad sammen med et par veninder og ditto flasker vin og vendte verdenssituationen. Jeg slentrede hjem kort tid efter og låste mig ind i den tomme lejlighed, hvor jeg gik omkuld straks jeg kom ind. Sidenhen vågnede jeg – med et kæmpe sæt og et “fuck, jeg har glemt at sætte alarmen og vi kommer garanteret alt for sent afsted og Jens skal jo for fanden i skole” – og kiggede på uret og kunne konstatere at klokken var lige knap halv syv og at jeg i øvrigt bare kunne lægge mig ned og sove igen, fordi jeg var alene hjemme. Som jeg gjorde. Indtil klokken 9.30.

Ni-tredive (!!!).

Med en lille smule tømmermænd og en rest af pizza i køleskabet bevægede jeg mig fra sengen og ind i sofaen, i selskab med min computer og min guitar og blev siddende dér, indtil fingerspidserne på min venstre hånd var blevet så ømme, at bare én akkord mere, med næsten garanti havde revet hul på huden. Jeg kom store dele af min gamle repetoire igennem og selvom mit guitarspil, ovenpå otte års yderst sjælden repetition, da godt nok var en smule rustent, gik det udmærket. Ikke godt, men ok – og allervigtigst, så var det præcis ligeså opslugende og hyggeligt, som jeg huskede.

Jeg blev siddende i sofaen, satte en film på og holdt fri på en måde, som jeg ikke kan huske nogensinde at have gjort i min karriere som “nogens mor”. Først da klokken var henad 15 stod jeg rigtigt op, ordenede lidt vasketøj og hentede et par pakker på posthuset, inden jeg kom i tanker om, at jeg aldrig fik hørt Jussi Adler Olsens Selfies færdig (på mofibo, som I kan få en rabatkode til HER, hvis I har lyst), da vi var på ferie, hvorfor jeg besluttede mig for at gå en tur med den i ørerne. Jeg elsker at gå, når formålet ikke er andet end at gå, men for at være helt ærlig, har jeg nedprioriteret det i en grad der nærmer sig det pinlige, det seneste års tid. Der har altid været noget jeg liiige skulle ordne og så er det ikke blevet til.

I dag blev det til halvanden times slentren rundt i København, hvor minderne om de sidste snart 10 år af mit liv poppede op rundt om hvert gadehjørne. Om hvordan jeg engang dumpede en fyr på en bænk nede ved søerne, om det hus i Kartoffelrækkerne som Thomas og jeg overvejede at købe da jeg var højgravid med Jens, om Rigshospitalet, som jeg afslog et jobtilbud fra, dengang jeg var nyuddannet jordemoder og om alt muligt andet.

Det er ikke nemt hverken at blive skilt eller at undvære børnene når de ikke er hjemme, men jeg tror nu nok det skal blive helt okay, hvis jeg bare husker at have de rigtige briller på imens, for det har altså været en dejlig dag i dag. Og i morgen kommer drengene hjem igen og jeg er mere end ladet op og parat!

When life gives you lemons – make lemonade!

6 Kommentarer

Skriv en kommentar