Lad mig allerførst lægge ud med en disclaimer: Alle skal selvfølgelig få de børn de vil (og kan) når de vil (og kan) og jeg mener ingenlunde at der findes noget rigtigt eller forkert. 

Debatten omkring hvornår vi bør få børn er efterhånden så hyppigt i vælten, at man nærmest kan tale om at den er evigt aktuel. “Få børn tidligt i livet” siger statsministeren og hele hans slæng, imens de gjalder op om ældrebyrde, offentlige besparelser og nedsat fertilitet, der koster samfundet alt for mange penge. Vi skal være effektive. Vi bliver belønnet for at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi kan være hurtige om både at få jobs, ægtefæller, ejerboliger, tårnhøje forbrug og selvfølgelig børn, som effektivt skal være med til at tage vare på “ældrebyrden” når de en dag – ganske effektivt – er blevet presset igennem institutionsliv, skolereformer og effektiv uddannelse og jobs, der naturligvis skal hænge på træerne, hvis ikke man kan opfinde dem selv; for arbejde, dét skal man.

Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken…

Selvfølgelig er der noget helt basalt korrekt i, at det biologisk set kan være en fordel at få børn forholdsvist tidligt i livet og i hvert fald før de 35, som i mit indlæg i går, var skæringsalderen da jeg blev spurgt om hvorvidt man bør få børn efter 35? Men jeg bliver simpelthen så træt af den debat, som jeg synes i dén grad mangler diversitet.

Jeg er selv sådan én, som formentligt kan gøre flertallet af vores politikere våde i bukserne over min effektivitet; færdiguddannet som 22-årig, boligejer som 23-årig, gift som 24-årig, samme år som jeg blev mor – og så røg jeg ellers direkte ind i hamsterhjulet. Og det har på alle måder været mit eget valg, som jeg ikke fortryder et sekund, omend jeg af og til godt kan misunde mine veninder som ventede bare lidt længere, førend de kastede sig ind i rollen som nogens forældre. Ikke fordi de “havde god tid til at være unge” som i min optik er den mest misforståede floskel over dem alle, fordi “ungdommen” – de mange ugentlige fester, tømmermænd, singleliv og uafhængighed – bliver afløst af noget der (i hvert fald for mig) er meget bedre. Dét jeg i virkeligheden misunder, er mine ældre veninders forældre, som for manges vedkommende er gået på pension.

Hold kæft, hvor gad jeg godt, at mine forældre også havde den slags tid, som jeg oplever at mange bedsteforældre på pension har, til deres børnebørn. Og til (at hjælpe) mig. For samfundet gør det altså ikke.

På papiret jo, så hjælper samfundet; stiller vuggestuer, børnehaver og skoler til rådighed, som jeg altsammen er meget taknemmelig for, omend jeg desværre er af den klare overbevisning om, at det ikke er nok, hvis politikerne virkelig mener, at vi skal fordre gode barndomme, effektive, hårdtarbejdende forældre og gode, loyale samfundsborgere. Som et eksempel, så lad mig præsentere følgende eksempel:

En ung familie har 2 børn. Familien bor i København. Alle bedsteforældre arbejder stadig fuld tid. Far og mor er begge uddannede og har gode jobs. Barn 1 bliver syg med skoldkopper. Mor og far tager hver barnets første sygedag. Hertil kommer (mindst) 4-5 dage, hvor barnet skal passes hjemme, fordi barnet stadig er sygt og kan smitte andre børn. Barnet bliver raskt, forældrene undskylder overfor chefen, som har givet dem en reprimande. Barn 2 bliver syg med skoldkopper. Det samme gentages. Bedsteforældrene har ikke mulighed for at hjælpe med at passe de syge børn, fordi de selv arbejder. De gode, hårdtarbejde forældre, har i bedste fald mulighed for at arbejde hjemmefra og må arbejde om aftenen. I værste fald, skal de tage ferie – hvis altså ikke børnenes sygdom falder indenfor en periode hvor mange andre ansatte holder ferie og den slags ikke lader sig gøre.

Heldigvis, da vi selv stod med ovenstående scenarie og to børn hvis skoldkopper afløste hinanden, herhjemme sidste år, er jeg selvstændig, med mulighed for i vid udstrækning at tilrettelægge egen arbejdstid, hvorfor det sagtens lod sig gøre med 2 ugers uafbrudt børnesygdom herhjemme, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg stadig havde arbejdet som jordemoder. Min chef ville have revet hovedet af mig. Forlangt, at jeg skulle møde ind på arbejde og finde alternative pasningsmuligheder til mine syge børn.

Men gæt engang, der er er sjovt nok ikke så mange, som har den store interesse i at passe andres syge børn. Altså, udover bedsteforældre, hvis altså de har tid. Som de typisk ikke har, når man som jeg får børn i 20’erne. Og som jeg altså af og til har misundt mine ældre veninders forældre for at have. Tid til syge børn, til pandekager hver tirsdag, til hverdagsfri og til alt dét, som bedsteforældre kan.

Hvis vi virkelig mener det; at vi skal få flere børn, få dem tidligere og samtidig være effektive på arbejdsmarkedet, som min fornemmelse er, at de fleste af os – mænd som kvinder – faktisk gerne vil være, er vi simpelthen nødt til, som samfund, at stoppe op og se hvad fanden det er vi har gang i. Ingen – heller ikke de unge familier – kan blæse og have mel i munden og jeg synes nærmest det er skammeligt, at bede om øget effektivitet, imens pisken svinges hårdere og rebet strammes mere over hele linien. Den slags overdrevet paternalisme er mig bekendt ikke den mest effektive form for motivation. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige at det er dårlig ledelse; og dét endda af vores land, vores fremtid og vores allesammens hverdag.

Derfor vil jeg, næste gang nogen spørger mig om min mening til hvornår i livet det er bedst at få børn, tøve en kende med at ty til biologiens foretrukne svar og i stedet bede vedkommende om at overveje, hvordan livet med små børn kommer til at se ud, afhængigt af vedkommendes netværk, som i hvert fald for nu er nødvendigt at have i baghånden, hvis man vil forsøge at leve op til alle de krav der stilles.

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine børn, men ind i mellem ville jeg altså ønske, at jeg havde være lidt ældre, da jeg fik dem. Omend det mest optimale naturligvis ville være et samfund, der ville indrette sig lidt mere til fordel for børnefamilierne. Mon ikke det ville være både bedre og billigere på den lange bane?

Hvad siger I? Hvad tænker I om at få børn i 20’erne, 30’erne eller sågar 40’erne? Der er – tænker jeg – fordele og ulemper ved det hele og med garanti lige meget kærlighed, uanset hvornår man gør det <3 

 

58 Kommentarer

  1. Anne Sofie Svar

    Jeg er gravid nu som 43-årig. Mine to andre børn fik jeg, da jeg var 18 og 22. Der er bestemt en anden energi til projektet, når man er helt ung, til gengæld har man penge, ro og måske et mere stabilt forhold, når man er ældre.
    Der er fordele og ulemper ved begge dele, så der er ingen, der får mig til at vælge, at det ene skulle være bedre end det andet. Og hvad angå risici, når man bliver gravid i en højere alder, så er de ovre: risikoen for at miste fosteret i første trimester samt en højere risiko for at barnet har downs syndrom – hvilket man jo så tester for.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg tror du har fuldkommen ret! Der findes ikke noget rigtigt eller forkert <3

  2. For mig har der afgjort været både fordele og ulemper ved, at jeg var 29,8 (ganske gennemsnitlig førstegangsfødende), da jeg blev mor.
    Fordelene, tror jeg, var en inde ro, som jeg ikke havde tidligere og måske noget viden/oplysning at trække på (er uddannet psykolog).
    Omvendt er jeg også sikker på, at min alder har gjort nogle ting svære for mig selv. Jeg har været meget bevidst om, hvad jeg havde præ barn og dermed, hvad jeg savnede. Tid til MIG fx.
    Jeg tror (som dig) ikke, at man kan sige, at det ene er bedre end det andet.

    I forhold til dine tanker om samfundets indretning er jeg helt enig. Det har alle dage været hårdt at være børnefamilie (formoder jeg), og det er da i hvert fald ikke blevet nemmere.
    Vi er heldige at have to hold bedsteforældre meget tæt på, og det er guld værd! Det er jo ikke alle, der er så heldige. Nogle er fx nødt til at flytte efter job.
    Jeg synes dog også, at vi – til en vis grænse – selv har et ansvar. Er det nødvendigt at bo i store huse med designermøbler mv.? Jeg tror mange ting, kunne ændres, hvis der ikke var så stort fokus på materialistiske værdier.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig med dig i, at der ligger et ansvar både i de enkelte familier, men jeg synes efterhånden det kan være lidt trættende at høre på “store huse og dyre biler”-svadaen, da jeg altså oplever at rigtigt mange lever nærmest på en sten, til trods for at begge forældre arbejder. Det er jo ikke alle der lever i velbetalte jobs, desværre.

  3. Jeg var 20 da jeg fik den første, 22 da jeg blev gift og fik nr 2, nu er jeg 24 og venter min trejde. Da jeg var gravid med nr 2 trak jeg stikket. Så jeg er uden uddannelse, bortset fra en gymnasie eksamen med et pænt gennemsnit. Could not Care less. Min mand tjener nok for os begge, og jeg er ved at stable en webshop på benene. Men, no stress! Og det er virkelig nøglen her. NO STRESS. Jeg er selv et rigtigt institutionsbarn. 7-17. Hver dag. Det var bare sådan det var. Det var en slags luksus ting at være sammen med mine forældre. En godbid hvis de ikke var stressede. Jeg gjorde op med mig selv og min mand at det ønskede vi ikke. Det stressede, pressede liv med syge børn og sure chefer. Følelsen af kun lige at kunne få luft, altid være bagud og føle sig utilstrækkelig. Nej tak! Alle mine gymnasievenner er så småt færdiguddannede, nogle har været det lidt tid. I starten stak det lidt. Men nu ser jeg på hvad jeg har og ikke på hvad jeg ikke har. Den luksus det er at trække stikket har givet min dejlige mand mulighed for at få det sejeste job han bare styrer for hårdt til. Mine børn har glade forældre og en familie med overskud. Uddannelse? Selvfølgelig vil jeg gerne have sådan en en dag. Jeg ved jeg skal være jordemoder, men hvornår ved jeg ikke endnu. Den dag skal nok komme. Lige nu handler livet om noget andet, og jeg pure nægter at hoppe ind i ræset igen med små børn. Om det havde været bedre senere? Måske havde jeg en uddannelse. Måske trak jeg stikket alligevel. Måske kunne jeg ikke få alle de børn jeg ønskede når jeg ønskede dem. Det er ikke en risiko jeg er villig til at tage.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er en virkelig god pointe, at du ikke ville løbe risikoen med ikke at være i stand til at få børn senere, omend det naturligvis ikke er alle der har lysten eller muligheden for at få børn så tidligt som dig (og mig).

  4. Jeg blev færdiguddannet (erhvervsuddannelse), husejer og gift som 22 årig, første barn som 23 årig, andet barn som 25 årig, hvor jeg efter endt barsel skiftede spor og startede på en ny uddannelse. Den har jeg de første to år læst på e-læring, hvilket har givet os fantastisk meget fleksibilitet i hverdagen – børnene har fået korte dage i dagpleje og børnehave, ugentlige fridage, og deres uundgåelige børnesygdomme har slet ikke været samme hovedpine, som for mange andre. Det er klart, at vi har måtte spare på nogle ting økonomisk. Men faktum er også bare, at alverdens penge og smarte uddannelser/jobs ikke kan købe tiden med børnene tilbage. Så jeg vil anbefale at læse mens børnene er små, især e-læring. Men det almindelige studieliv er også langt mere fleksibelt end “hamsterhjulet” 🙂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig med dig i at det (ofte) er genialt at studere imens man har helt små børn, netop på grund af fleksibiliteten. Det var også én af årsagerne til at jeg søgte ind på psykologistudiet for 2 år siden 🙂

  5. Heidi Kjeldgaard Svar

    Jeg har 4 børn- 4 piger , som jeg fik da jeg lige var blevet 23, 25 og 27 år. Nr 4 er en efternøler som jeg fik da jeg var 37. Jeg blev færdig som sygeplejerske inden jeg fyldte 24, da jeg kun havde 5 mdr barsel v den første( det er 25 år siden ) så je ghar gjort “som de voksne sagde jeg skulle”. Det har været skønt at få de 3 ældste lige efter hinanden, men bedsteforældrene var jo unge og arbejdede fuldtids. Jeg har ikke talt på de gange jeg ha bredt om aftenvagt istedet for dagvagt, afspadsering eller ferie. Selvom mine børn ikke har været eet meget syge, har de stadig haft de gængse børnesygdomme , feber osv.

    Da jeg fik nr 4 var der en helt anden ro omkring hende . For det første skulle jeg ikke “nå” mere. Jeg havde fast arbejde , vi var blevet gift ,boede godt og de 3 store var selvkørende . Og så var barsel pludselig et helt år istedet for 6 måneder . LÅÅÅKSUS!! Jeg elskede hvert sekund og nød hele barslen på en anden måde end ved de 3 store . Dog kun e jeg godt mærke på kroppen at natteroderiet tog mere på kræfterne end da jeg var helt ung. Jeg har ikke fortrudt at jeg fik børn tidligt men jef har sandelig heller ikke fortrudt vores skønne efternøler som nu er den eneste der bor hjemme .

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det lyder som om du virkelig har oplevet fordele og ulemper ved at få børn både i 20’erne og 30’erne – og som om du er en fantastisk mor <3

  6. Jeg er vokset op med “gamle” forældre, og har altid sagt at jeg i hvert fald ikke skulle være så gammel før jeg fik børn. Jeg var da også to år yngre da jeg fik min første, end min mor var da hun fik mig…. Jeg nåede lige at få nummer 3 inden jeg blev 40. Jeg har været privilegeret og har haft let ved at blive gravid trods min alder, så det var andre faktorer der spillede ind. Først og fremmest skulle jeg først møde manden der blev far til børnene. Dernæst ønskede jeg at have lidt stabilitet i mit liv inden jeg satte børn i verden, ikke fordi jeg mener det er en nødvendighed for at få børn, men det var nødvendigt for mig at have nogenlunde styr på job og økonomi.
    Mine forældre har været på pension imens vi har haft små børn, og det har betydet at de kunne hjælpe godt til. Fordi de så også var “gamle” har jeg så nu forældre omkring 80, der måske er ved at være lidt for gamle til at give en hånd med, eller til at have alle tre børn på en gang. Men de har været der og fyldt mere i mine børns liv, end mine bedsteforældre gjorde i mit.

  7. Jeg har lige en tilføjelse til dit eksempel: Barnets første sygedag er ikke én pr forælder; det er én pr gang, barnet er syg! Det betyder, at skal man spille efter reglerne, kan ikke både far og mor tage barnets første sygedag. At det så er svært at kontrollerer i praksis (med mindre det er samme arbejdsgiver), er så en anden sag.

    Og når så forældrene har brugt ferie på syge børn, kommer vi til sommerperioden, og der kommer et væld af avisartikler om børn, der ikke holder nok ferie fra institutionen…

  8. Jeg var 26, da vi fik den første og er 29 når nr 2 snart kommer. Jeg har verdens mest forstående chef og mulighed for at bestemme en del over min arbejdstid. Min mand er elev og relativt ufleksibel, men har i skoleperioder mulighed for at lægge studierne om aftenen, når vores barn sover. Mine forældre har desuden voldsomt fleksible job, så vi er helt reelt aldrig i pasningsproblemer.
    Jeg er helt enig med dig, men som flere andre også påpeger, så tager vi også selv nogle valg, der har konsekvenser for, hvor nemt hverdagen kan hænge sammen. Jeg synes, jeg kender mange, som er nødt til at arbejde 8-16 hver dag med dårlige muligheder ved syge børn, fordi de altså har en dyr bolig (og en masse andre ting at betale). Der er ingen, der siger man SKAL have et stort hus og en dyr bil, så i nogle tilfælde er klagesangen lidt trættende. Jeg tror egentlig problemet er, at vi er blevet opdraget til at skulle have det hele – og det er måske de færreste, der kan få det til at løbe rundt?
    Hvis vi skulle sidde i et stort hus nu, så ville min mand ikke kunne være elev, men skulle arbejde mindst fuldtid i sit gamle fag, og så ville selv mit fleksible job ikke være nok til en “nem” hverdag.
    Når det er sagt, kunne arbejdsmarkedet på uendeligt mange punkter være bedre indrettet til børnefamilierne.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Der er nemlig så mange parametre der spiller ind og vores tro på, at vi skal “kunne det hele” er naturligvis også en faktor. En faktor der dog på én eller anden måde vel også er samfundskulturel og dermed på sin vis også en sag for vores politikere, tænker du ikke?

      • Jo, helt klart. Og vores arbejdsmarked er jo også indrettet, så rigtigt mange typer stillinger simpelthen ikke kommer med muligheden for nedsat tid.
        Jeg synes virkelig også min generation (måske især af piger?), er blevet skubbet til hele tiden at skulle kunne klare alt perfekt. Jeg husker ikke, at hverken skolesystem eller politikere har opfordret os til at slappe lidt af nogensinde. Tværtimod blev 12-talspiger hele vejen igennem hyldet. I en alder af 28 har jeg selv haft min nedtur med angst og har ikke mindre end 3 jævnaldrende veninder (i øvrigt velfungerende, højtuddannede, i fast parforhold), som alle hr været så syge med stress, at de måtte skifte job (og til dels branche). Så noget er ikke helt godt.

        • Det var i øvrigt ikke ment som et diss af 12-talspiger, er selv klasseeksempel på sådan en, men mere tendensen til at hylde hende så meget.

  9. Jeg synes det er så uendeligt meget ens eget valg, hvornår man vil have børn. Nogle er klar og parat, allerede før de rammer de 20, andre meget, meget senere. Man skal jo også have tid og råd til sådan en lille krabat, og det er altså ikke alle der kan overskue det, mens de skal leve på en skrabet SU og tage uddannelse ved siden af. Respekt til dem der kan. Men sgu også respekt til dem der er ansvarlige nok, til at vente, til de rent faktisk selv føler sig klar.
    Jeg selv fylder 20 til oktober, og kunne på ingen måde forestille mig selv med børn inden for de næste (mange) år.
    Måske er ligger noget af grunden, i mine sygdomsprægede teenage år, men om jeg så havde været rivende rask og normal, tror jeg alligevel ikke jeg havde følt, at børn, det var noget jeg skulle have før jeg var mindst 30.
    Jeg ved det ikke. Det kan også være, det hele ændres hvis man finder MANDEN, og man bare har lyst til at stifte familie. Man ved aldrig med fremtiden. Jeg ved bare, at det da er ens helt eget valg, hvornår man vælger at sætte det lille liv til verden, så længe man passer og plejer det godt, og giver den alt den kærlighed, den fortjener!

  10. Min mand og jeg fik vores første barn for to år siden, da han var 23 og jeg var 24. Nu venter vi barn nummer 2 til januar.
    Og vi har altså heller ingen bedsteforældre, som lige kan passe, for de er allesammen på arbejdsmarkedet endnu.
    I stedet – og af mange andre årsager, i øvrigt – er jeg hjemmegående. Så er det med barnets sygedage slet ikke et problem, for hun går alligevel hjemme hos mig. 😊
    Til gengæld har økonomien så været stram i et par år, for jeg har ingen indtægt haft, og min mand er først lige blevet færdiguddannet. Men det har simpelthen været den bedste prioritering i verden, for os. 😁

  11. Mette Svendsen Svar

    Jeg er fuldstændig enig i det du skriver….synes også der er en anden ting de kære politikere glemmer, man skal jo ligesom også have fundet den man gerne vil have børn med, det kan man jo ikke bare beslutte sig for at det skal ske når man er først i 20’erne.

  12. Når jeg læser dit indlæg, bliver jeg så utrolig glad for at bo i Sverige. Ja, jeg savner min danske familie, men når mine børn er syge har jeg ret til at være hjemme med dem i 7 dage uden lægeerklæring med 80 % af min løn. Jeg har også ret til at gå ned til 75% arbejdstid frem til min yngste er 8 år og jeg kan bestemme 100% over alle mine forældreorlovsdage, bare jeg giver arbejdsgiver besked 2 måneder i forvejen….

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh ja, tænk om Danmark en dag kunne lære lidt af Sverige.

  13. Jeg kunne ikke være mere enig! Inden jeg blev gravid blev jeg mødt af en statsledelse der bankede mig i hovedet for, at få barn/børn hurtigst muligt, samtidigt med de vil have alle hurtigst muligt igennem uddannelse, dette efterlod mig ikke rigtig med nogle muligheder.. For mit uddannelsessted ligesom alle andre er underlagt nogle retningslinjer fra staten og derfor er der ikke meget hjælp at hente når man først står med håret i postkassen og skal sygemeldes, have dispensation til at udsætte et fag fordi baby kun lige er blevet 4 uger gammel eller generelt have nogen form for hjælp til at gennemføre uddannelsen på bedst mulig vis..
    Jeg bliver så TRÆT når jeg ser en medstuderende skøjte igennem på tredje ekstra år på dårlige undskyldninger, når jeg for eksempel ikke kan få en dispensation for øget fravær, til trods for underviser har sagt god for det, så jeg ikke skal op i eksamensform b og dermed både mister et eksamensforsøg og skal igennem en hårdere eksamination fordi kæresten ikke kan holde mere fri fra arbejde når den lille er syg 🙁
    Det er lige så hul i hovedet som de uddannelser, hvor den nyuddannede ikke kan få et arbejde pga manglende arbejdserfaring – selv om de har været ude i studierelevant arbejde.. Der er nogle som trænger til at gå hele systemet ordentligt efter i sømmene!

    • Jeg er helt enig med dig. Jeg har ikke selv børn, men har en meget god veninde som fik barn under studiet, hvor det virkelig heller ikke var forståelse hun blev mødt mest med. Dog tror jeg ikke det havde været bedre med en arbejdsgiver. Nok tvært i mod.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Avs! Jeg har ellers altid tænkt, at det var ret smart at få børn under uddannelse, fordi en uddannelsesinstitution trods alt typisk er mere fleksibel end en arbejdsgiver, men det lyder sørme da helt gak, dét der.

  14. Hej Cana
    du har ikke svaret på om du beholder dit navn ? er det blevet er “brand ” eller hvad ?
    MH Jan

    • Sikke dog en irrelevant kommentar til et i øvrigt virkeligt godt og aktuelt indlæg. Kommer det dig ved, hvad Cana hedder til efternavn? Jeg er sikker på at hun nok skal informere os, hvis bloggen skal skifte navn, som vel i bund og grund er det eneste der vedkommer os. Så vidt jeg husker bad både Thomas og Cana om ro og respekt omkring deres situation, så det synes jeg da næsten at vi skal give dem.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor er I søde, Jane og Maria! Og til dig, Jan, så har jeg altså for længst svaret på din (i øvrigt irrelevante) kommentar i dét indlæg hvor du spurgte. Det betaler sig lige at tjekke op på sagerne, før man kommer med anklager uden hold i, du ved 😉 Velbekomme!

      http://www.canabuttenschon.dk/2017/07/ugens-loeb-40/

  15. Jeg blev for 6 mdr siden – som 36 årig – mor til den mest fantastiske og ønskede søn. Jeg er SÅ træt af denne debat – hvornår burde man få børn? Jeg har altid ønsket mig børn – mit biologiske ur har tikket i 15 år, hvis ikke mere. Da alle mine veninder begyndte at få børn for 10 år siden, havde jeg endnu ikke fundet manden, som jeg gerne ville have børn med. Og skæbnen ville, at ham mødte jeg først for 3 år siden – som 33 årig. I tiden inden jeg mødte min kæreste fylde det helt vildt meget for mig, at jeg nærmede mig de skide 35 år og endnu ikke havde børn – for ville det nu lykkes for mig, når jeg nu var så gammel?? Og da min kæreste og jeg besluttede at prøve at blive gravid, fyldte det om muligt endnu mere. Og det lille år det tog at blive gravid, var skide hårdt og frustrerende, da jeg (efterhåden vi) blev mere og mere bekymrede for, at vi var biologisk for gamle til at blive forældre. Jeg er vred over og ked af at denne evige debat i medierne er skyld i min mange års frustration og bekymring. Og hvis jeg selv kunne have bestemt, havde jeg fået børn samtidig med alle mine veninder, men sådan ville livet mig ikke – og det er man jo ikke selv herre over! Og i dag vil jeg ikke bytte min skæbne for noget. Jeg har jordens dejligste søn og kæreste. Vi har et godt liv sammen, et dejligt hus, gode jobs og sidst men ikke mindst, føler jeg mig ikke spor for gammel til at være den bedste Mor for min søn. ❤

    • Cana Buttenschøn Svar

      For fanden, kæmpe kram til dig! Hvor er jeg glad for at det lykkedes for jer <3

  16. Jeg blev mor i en alder af 19 – 21 – 24 og 27, 4 dejlige børn.
    Blev først uddannet efter jeg havde fået mine børn, i september 2015 og sad i lederjob okt 2016.
    Der er ingen tid der er rigtigt, det må være individuelt, men tror man i sine overvejelser skal have det i mente, at i dagens DK er det meget sjældent muligt at begge forældre kører i karrier sporet med mindre man har de kære bedste forældre til at hjælpe. Eller andre..
    jeg ville ikke foretrække at have fået mine børn senere, jeg føler at da jeg fik den sidste i en alder af 27, der var jeg “gammel” og jeg kunne slet ikke forestille mig først skulle til at have børn i den alder eller senere.
    Men igen det er meget individuelt….

  17. Jeg er helt enig. Jeg var 27 da jeg fik mit føste barn, og 31 nu hvor vi skal have nummer 2. Mine forældre har stadig 5 år tilbage på arbejdsmarkedet og har derfor ikke mulighed for at hjælpe ved sygdom osv. Og det er rigtig ærgerligt.
    Men derudover skal folk da bare få de børn de vil, når de har lyst 🙂

  18. Maria Bøg-Skov Svar

    Jeg skal om en uge tilbage på arbejdet efter 2 barn og barsel.
    Ved at det bliver SÅ hårdt at jonglere barnets syge dag. Arbejder som pædagog, og til trods for at vi tit ringer syge børn hjem, kan vores institution bare ikke hænge sammen med børns syge dag og det generelle fravær, så man bliver tit bedt om at komme alligevel. Til gengæld har jeg en fantastisk mand der kan arbejde hjemme eller vi kan dele dagen op mellem os. Og så har vi en super sød pensioneret nabo, som også har været pædagog. Hun er guld værd!!!!
    Og jeg var 25 ved første barn og næsten 30 her ged andet.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor dejligt med både mulighed for hjemmearbejde til din mand og en dejlig nabo! Den slags kan jo gøre hele forskellen <3

  19. HØRT! Jeg er så enig.
    Hvis man så er alenemor (eller far) uden en anden forældre inde i billedet, så er sygdomsramte barn/børn virkelig en udfordring. Pludselig er man ikke spor attraktiv medarbejder at have. Hvis barnet så oveni købet også har en kronisk sygdom – ikke så alvorlig at man kan passe sygt barn hjemme, men barnet blot har mange sygedage på et år og man ikke har andre til at passe sit syge barn.
    Stres og bekymringer over hvordan chefen reagerer når man igen for 17. gang ringer med barn syg, hvordan det skal gå hvis man bliver fyret, osv osv.. Der er ingen hjælp at hente. Kun i form af overførselsindkomst, hvis man mister sit job… Great.😒

    • Cana Buttenschøn Svar

      Av ja, det virker jo fuldkommen urimeligt! Det er både dyrt for dig, arbejdsgiver og i sidste ende samfund, at der ikke er større fleksibilitet.

  20. Jeg fik første barn så gennemsnitligt, som man nærmest kan: 29,5 år. Andet barn, da jeg var 32. Som samfundet er indrettet i dag, er jeg desværre ikke sikker på, at det på noget tidspunkt ville være lettere at have småbørn og at være fuldtidsarbejdende forældre, om det så var i 20’erne, 30’erne eller 40’erne.

    Der skal helt andre strukturer til og en god spand politisk vilje og fremsyn, før vi kan få tingene til at gå op. Jeg fatter ikke, at det kan være så svært at se på, hvad vores sammenlignelige nabolande gør – f.eks. Sverige, og blive klogere på, hvad der får det danske samfund til at hænge /bedre) sammen, så forældrene ikke arbejder livet af sig selv, imens vores børn opdrages i børneinstitutionerne, fordi vi ikke har mulighed for at være hos dem, imens de har mest brug for os,

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er så rørende enig med dig! Det handler nemlig ikke spor om alder, men om samfundsstrukturer der gør vilkårene for børnefamilierne alt, alt for dårlige!

  21. Hold nu op det her er godt skrevet Cana! Jeg er rørende enig! Det er for mig fuldstændigt hul i hovedet at regeringen råber af os at vi skal studere hurtigere end nogensinde, have relevante studiejobs, tage semestre i udlandet, få et job med samme vi kommer ud på den anden side OG nå at poppe i hvert fald to børn ud. Sig mig lige, hvordan skulle det overhovedet skulle lade sige gøre? Jeg synes det er rigtig fint at der er fokus på at infomere om at kvinders fertilitet ikke er helt ovenud fantastisk jo ældre vi bliver, men slap nu også lige lidt af. For det tillægger simpelthen så meget ekstra stress. Jeg er lige fyldt 25 år, jeg er nyuddannet ingeniør og har fået mit første voksen job som projektleder og så ejer jeg både bolig og bil. Det synes jeg sgu er meget godt klaret, men alligevel så er der nogle dage jeg stresser helt vildt, for vent – jeg har jo ikke nået at få børn endnu?! Så kan jeg få lov at gå at stresse over at jeg skal have fundet den der man at få dem, med samtidig med at regeringen skriger af mig om jeg nu har husket at tælle mine æg??! Ej jeg bliver altså lidt træt og vil slutte af med at sige at jeg vi alle gør det så godt vi nu kan og føder de børn når føles rigtigt for os.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Tak for din kommentar – og altså, ingen stress! Det lyder som om du kører med klatten, så gør du nu bare dét, indtil du en dag finder den rette og bliver gravid, helst når du har lyst 🙂

  22. Jeg er så enig med dig! Desværre er oprøret nødt til at komme fra os i en kombination af, at vi selv er villige til at skrue ned for forbruget, og at vi stemmer nogle politikere ind, der er villige til at se på arbejdsmarkedsvilkårene for småbørnsfamilier. De kan i Sverige – selvfølgelig kan vi også.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig! I forhold til forbrug er det dog langt fra alle der “bare lige” kan skrue ned, tænker jeg 🙂 Hvis fx to ufaglærte skal leve af én løn eller bare nedsat tid, skal de faste udgifter goooodt nok holdes på et minimum, som jeg forestiller mig må være svært at efterleve.

  23. Hej
    Mener som en mand, at man ikke skal have børn efter de 40 år. Det handler om ego og ikke om børnene. Og generelt skal man tænke på børnene i dag. Men det gider folk desværre ikke. Hvorfor er det man fik børn? Forhåbentlig for at være sammen med dem. Men problemet er at folk synes det er svært når de bliver 1 år. Og begynder og give modstand. Hvorfor har børn ikke ret til 6 ugers ferie når forældrene har? Hvorfor skal et vuggestue barn være i vuggestue i over 40 timer? Hvorfor ikke være sammen med forældrene? Mange spørgsmål. Men et er børn er ligeglad om du er i Thailand eller Thisted. Snakker om børn på 0-5 år. Så tænk over hvorfor man for børn?😉

  24. Man skal bare huske på, at de æg, man har, er lige så gamle, som man selv er. Altså… det dyrebare arvemateriale har ligget – godt nok i en form for dvale, men alligevel ligget – og “forfaldet” i alle de år. De er blevet udsat for alt det, man selv har udsat sin krop for. Jeg forsøger ikke at lyde frelst, for jeg har da selv været udsat for min del af byture og junkfood og udefra kommende knap så sunde stoffer i form af forurening og passiv rygning for bare at nævne et lille udpluk. Jeg har været i stand til at få mine børn henover 30’erne, men det var jo ikke en garanti. Der er en grund til at man ikke skal vente for længe. Mad i fryseren og på konserves er jo heller ikke optimal efter et stykke tid, selvom det er hengemt.

    Derud over ved man ikke, hvor heldig man er med sin fertile alder. Er man genetisk disponeret for en tidlig overgangsalder? Eller har omgivelserne indvirket på den fertile periode? Eller begge dele? Man ved jo ikke, hvor stor ægreserve, man er født med – og der kommer ikke flere æg end dem, der er.
    Jeg ved godt, at nogle få er heldige og kan reproducere sig ved egen hjælp langt op i 40’erne. Men ikke alle kan, og fertilitetsbehandling kan heller ikke altid løse det problem. Man kan sagtens være gode forældre som nogle og 40-årig, så alder som forældre er vel ikke den store diskussion. Vi bliver jo ældre og ældre, selvom biologien ikke altid følger med. Desværre ved man ikke, om man er er af de få, der er fertil længe, eller en af de uheldige, der går i overgangsalder i 30’erne, eller en af dem der imellem.

    Men samfundet er ikke særlig godt gearet til småbørnsfamilier… så snart barnet er fyldt 8 år, må barnet drage omsorg for sig selv (omsorgsdage kan være nødløsningen ved sygdom). Hvem i alverden har dog fundet på, at et barn kun er sygt i 1-2 dage? Jeg forstår godt, at arbejdsgiveren ikke gider betale; men hvad gør man så? Så kan man bruge af sin ferie, og derefter være en af dem, der bliver udråbt i pressen som dårlige forældre, der ikke giver deres børn ferie.

    *Og lige en sidebemærkning…. hvis nu ferien ikke er brugt på børnenes sygedage. Det er ikke alle, der kan holde ferie, når skolerne holder ferie. Hvis man lige løfter blikket og ser sig omkring, vil man opdage, at verden ikke står stille i skoleferierne. Tror man virkelig, at det er barnløse, der arbejder, når skolerne og institutionerne holder ferielukket?? Eller er det bare en af de ting, man ikke tager med i sin harme over de stakkels børn uden ferie? Så hvis man nu f.eks skal arbejde i efterårsferien/vinterferien/whatever og børnene skal passe deres skole… Ja, så er chancen for at holde ferie væk. Det er jo også en ting, der er oppe at vende hvert år. Børnene holder ferie udenfor skoleferierne, og “det er for dårligt og respektløst overfor skole, elever og lærere”. Det er nok ikke kun pga. lavere priser på charter….,men det glemmer mange brokhoveder nok at tage med i overvejelserne*

    Det er ikke alle, der har en flok af familie og pårørende, der lige springer ind fra højre og passer børn. Og hvis man havde, har de sandsynligvis også et job at passe.
    Jeg har svært ved at forestille mig nogen som helst lige kaste et nødråb på Facebook, og så kommer en eller anden tilfældig person og ser efter det syge barn.
    Hvem har råd til babysittere i flere timer og dage, hvis man skal alliere sig med en studerende (der har et studie at passe)?
    Hvem siger, at pensionerede forældre er i en position, hvor de kan tage sig af deres børnebørn?

    Selvom jeg fik mine børn, efter at jeg var fyldt 30, var der stadigvæk ingen til at afløse, når de var syge. Min mand har haft mulighed for / været tvunget til at arbejde hjemme, selvom det ikke har været optimalt. (Hvor mange arbejdsopgaver får man fra hånden, når man f.eks. tørrer bræk op eller har Peddersen og Findus kørende på repeat?). Men ikke desto mindre har han gjort det. Jeg kan ikke arbejde hjemme. Jeg kan heller ikke tage mine børn med på arbejde, selvom det nogle gange er det, man får at vide, at man skal. Det er ikke en mulighed. Man tager ikke syge børn med på et hospital, og de må i øvrigt slet ikke være, hvor jeg er.
    Det er ikke altid, man kan afholde barns 1. sygedag. Hvis der i forvejen ikke er mange nok på job, skal man møde op, sygt barn hjemme eller ej.

    Mine svigerforældre har ikke været i en position, hvor de kan hjælpe. Mine egne forældre bor i den modsatte ende af landet og er derudover heller ikke i en position, hvor de kan hjælpe.

    Når mine børn får børn, kan jeg heller ikke hjælpe. Jeg skal arbejde, til jeg knap nok kan tage vare på mig selv.
    Det er en svær nød at knække…. Få børn, men hvad gør man så derefter?

    Man kan sagtens sidde tilbagelænet og sige, at forældrene skulle bruge noget mere tid på deres børn. At forældre ikke har lyst til at bruge tid med deres børn. Sikke noget vås. Ja, nogle få har måske overgearede snotnæser, som de helst så passet af andre; andre undskylder sig med, at børnene keder sig. Men der er altså mange, der gerne vil bruge mere tid sammen med deres børn; som godt kan lide at være sammen med deres børn om det så er i Thisted eller Thailand. Jeg tvivler på, at særlig mange forældre klapper af begejstring over, at deres små pus er i vuggestue i 40 timer eller mere. Men desværre er der ikke fleksible jobs nok til, at man kan aflevere sent, hente tidligt, holde fri. Mange forældre kan ikke holde ferie lige så ofte eller på samme tid, som der er lukkedage, ferier og helligdage i skoler og institutioner.
    Hvis man skulle tage højde for det, inden man vælger at få børn, vil der godt nok ikke blive født mange børn.

  25. Tror aldrig du har været i en vuggestue eller bh. Alle de børn som ikke holder ferie på et helt år. Hvor moren går op barsel og det andet barn bliver afleveret kl 7 og henter kl 17. Hvorfor så få børn?
    Min søn har aldrig været mere i vuggestue end 30 timer max. Vi gik begge ned i tid. Vores forældre bor i Jylland. Så ingen hjælp og hente. 6 ugers sommerferie. Osv. Men igen vi vil gerne være samme med vores barn. Men sådan er vi desværre så forskellig!!!

    • Kim, jeg har været længe om at svare på din kommentar. Sådan er det, når livet kommer forbi. Der er et arbejde, der skal passes, og børn, jeg gerne vil være sammen med. Men hvad mener du egentlig med din kommentar? Er din model den eneste rigtige? Jeg føler mig lidt trådt over tæerne, selvom min hverdag ikke er så slem endda, og jeg tænker, at der må være folk i blandt de udskældte, der har en grund til, at deres dag er, som den er. Det er dejligt for jer, at I begge kunne gå ned på nedsat tid og jeg håber, at I virkelig nyder det; børn bliver så forbløffende hurtigt større. Desvære g¨år ikke alle arbejdsgivere går med til jeres løsning – og ikke alle har mulighed for at skifte job.. måske følges det med type uddannelse, måske er der bare ikke mange lignende job i nærheden. Der vil også altid være enkelt individer – dem du nævner – der uden grund sender børnene af sted fra 7-17… men der er så mange flere, der ikke gør. Jeg tror, at hvis jeg f.eks. havde et kolikbarn (hvilket jeg heldigvis har været forskånet for), ville jeg nok også sende de større af sted engang imellem. Jeg tvivler på, at alle på barsel sender deres øvrige børn af sted hver dag fra 7-17 uden undtagelse. Og jeg tror stadig på, at langt de fleste IKKE synes, det er særlig rart at deres små og større afkom går i institution så længe. M¨åske glemmer du også i din beregning, at mange i dag ikke bor klods op ad deres arbejdsplads, og at ægtepar ikke nødvendigvis arbejder i samme retning fra deres hjem. Så der kommer transport at medregne i arbejdsdagene.
      Jeg kan bruge min families hverdag som eksempel.. der er jo så mange andres hverdag, men den kender jeg ikke nær så godt som min egen. Jeg har en ganske almindelig arbejdsdag fra 7.30-1500… og så kommer der lige transport oveni, så dagen reelt er fra 6.30-16.00/16.30. Sådan er det bare, og så længe børnene var små, kunne de ikke selv gå derhen, vel? Det kan to af de tre nu.. men det er sagen uvedkommende.
      Heldigvis har min mand et (heldags)job, der har gjort det muligt for ham at aflevere børnene senere; lidt i kl. 8, da nogle af dem startede i skole)… men så har han haft senere fri (9-17 og så lige transporttiden oveni – i øvrigt i en anden retning end min retning til arbejde). Jeg har derfor oftest hentet børnene om eftermiddagen, og haft vældig travlt, hvis jeg er havnet i overarbejde, der umuligt kunne udsættes. Men jeg kan stadig ikke hente før allertidligst kl. 16. (Selvom jeg er på nedsat tid, som du taler så varmt om). Nogle arbejdsgivere vil slet ikke give deres ansatte nedsat tid, andre kan kun give nedsat tid i form af hele fridage, ikke i form at kortere dage hver dag.
      Mine børn har haft stor glæde af, at jeg tog alt det barsel, jeg overhovedet kunne få, så de først startede i institution efter de var fyldt 1 års. De har forhåbentlig også haft stor glæde af min ugentlige fridag, hvor de stort set altid har holdt fri – indtil de startede i skole og i stedet måtte nøjes med at få tidligere fri. Så heldige er der mange, der ikke har været. Det kommer ikke mine børn til gavn på almindelige hverdage, men de kan desværre ikke få alt. De er heller ikke i den heldige situation, at jeg har fri i skoleferierne. Kun sjældent. Og heller ikke altid i weekenderne.
      Der er så mange andre måder at gøre tingene på end din måde.. eller min måde – frivilligt som ufrivilligt. Men jeg vil tro, at langt de fleste gør det bedste, de kan. Derfor er det måske også en smule fornærmende, når det nærmest i mine ører lyder, som om din måde er den eneste rigtige.

      Og vil du høre det mest ironiske? Al den tid, hvor jeg går på arbejde og er væk fra mine børn går med at hjælpe andre til at få deres børn. Og jeg tror ikke engang de skænker det én eneste tanke nogensinde. De er måske mest skuffede over at mine kolleger og jeg ikke er til fuld disposition 24/7.

  26. Meget interessant indlæg, som man bliver glad af at læse. Det gælder også kommentarerne. Men man bliver også lidt ‘wow, jeg er åbenbart bagud’-agtig.
    Jeg er 24, har gået i gymnasiet, arbejdet i udlandet i 13 måneder efter gymnasiet og nu lige færdiggjort min 4-årige uddannelse. Jeg elsker børn og mange af mine veninder har børn og/eller er gravide. Jeg vil også gerne ha’ børn! Meget gerne. Men jeg er der SLET ikke endnu. Jeg er ikke færdig med at være egoistisk. Jeg har ikke eget hus eller min egen bil, fordi jeg bor i København. Jeg har min egen cykel og min egen lejlighed! Og det er jeg sku glad for. Jeg er ikke gift. Jeg er ikke færdig med at være egoistisk og gøre hvad der passer mig. Jeg er ikke færdig med at være ude en hel weekend, træne 5 gange om ugen, være spontan, tage på en weekendrejse, whatever. Jeg tror på at man aldrig er helt klar, før det netop sker. Måske jeg føler mig mere klar om 10 år, for penge og overskud betyder meget for mig for at få et barn. Pt vil jeg bruge mine penge på mig selv og nyde at jeg kan være super egoistisk indtil jeg skal være den voksne og ty hele mit liv til et nyt individ. Den dag kommer, men det er ikke nu. For mig ihvertfald.
    Highfive til alle jer unge mødre derude! Fandme sejt man.

  27. Fedt Lene. 👍😊 for desværre tror mange de kan gør alting når man for børn. Men desværre må man sige nej til mange ting. Men svært når man plejer at være ego. Men dejligt at høre fra en ego😉

  28. Hej Cana.
    Jeg fik mit første barn som 19. Årig. Mit andet barn som 21. Årig og mit tredje barn som 24 årig.
    Jeg tog min bachelor uddannelse da jeg var 23-26 år,

    Jeg blev alene som 27 årig og har nu i en alder af 33 år lige færdiggjort min kandidat uddannelse. Pust og støn. Det har virkelig været nogle hårde år. Jeg bor i landet helt uden et eneste familiemedlem og jeg har Altid været dybt misundelig på dem som har en mor eller far – bror eller søster – fætter eller kusiner – bare noget familie som man kan bygge traditionerne op med. Et er hverdagen med bedsteforældre – et andet er alle familietraditionerne når man har børn. Altid at skulle stå for påsken alene for sine børn, for julen alene, for fødselsdage uden familie osv har været piv hårdt for mig.

    Når det så er sagt, så har jeg jo analyseret lidt på – hvorfor jeg for pokker valgte at få alle de børn så ung. For mig skabte jeg den lille familie, som jeg så hårdt savnede. I flere år har jeg tænkt “hvorfor valgte jeg at få børn så tidligt”- jeg mangler noget af min ungdom – min vildhed – mit sabbatår og rejser. Men når alt kommer til alt – så tror jeg at jeg fik børn på det helt rigtige tidspunkt for mig. Jeg har trods alt haft det lidt mere frit med børnenes sygedage, da jeg har studeret meget af min tid, efter første barn. Jeg gruer dog for, når jeg kommer i arbejde og skal starte en karrierer – for flere børn skal jeg helt sikkert have – med min kæreste som heller ingen familie har i Danmark. Men jeg er nu 33 år og mine børn er allerede 12,14 og 9 år – så jeg håber at vi kommer til at hjælpe hinanden lidt, når der om 3-4 år forhåbentlig kommer en lillebror/lillesøster. Det vil ikke ændre noget for mig vedr. Savn til familie at få børn som 19 årig eller som 36 årig. Jeg vil stadig skulle skabe alle familietraditionerne alene – dog nu med store og hjælpsomme børn 🙂

Skriv en kommentar