Selvom han har kunnet cykle i lang tid, har jeg faktisk indtil for ganske nyligt, været alt for bange for at lade ham cykle på vejene her i København; min Jens, som i denne uge startede op i SFO, hvor han – fordi den (og skolen) ikke ligger mere end 500 meter væk – selvfølgelig cykler hen. Altså, med mig som ledsager, naturligvis.

Vi kunne naturligvis også gå, men fordi jeg skal have Peter med hen til skolen og tilbage i modsat retning, er det nu engang nemmest på cykel og Jens er så stolt over det! Han fik en ny cykel i 6-års fødselsdagsgave; sådan én med gear og brede dæk, som han stolt ræser rundt på – og nu altså også på vej til skole. Eller SFO, som det har været indtil videre, inden det går rigtigt løs med skole fra på tirsdag.

Længe har jeg gået og tænkt, hvordan pokker man egentlig gør, når et barn skal lære at cykle på vejene her i København, for det er altså på ingen måder det samme som da jeg var barn, langt ude på landet i Sønderjylland, hvor man skulle være heldig, hvis der kom en bil i timen. Men altså, man gør det jo bare. Cykler bagved, giver instrukser og starter på de mere stille veje.

Og heldigvis er det gået fint. Især efter jeg læste FDMs artikel om gode råd til at komme sikkert i skole (til fods, på cykel og i bil) HER, følte jeg mig bedre rustet til at komme igang med cykleriet. Vi lagde derfor ud, allerede i forrige uge, med at cykle turen hjemmefra og hen til skolen nogle gange, så Jens kendte vejen allerede fra den dag han skulle starte og derfor ikke skulle koncentrere sig om dén faktor, når vi skulle afsted med sommerfugle i maven. Hos os begge, i øvrigt.

For shiiiiit, jeg var spændt! Jeg ved det godt, det er totalt curling at føle sine børns følelser på den måde, men det gjorde jeg altså. Og heldigvis gik det – som jeg skrev om HER – smaddergodt! Både cykeltur og første dag blandt hundredevis af nye potentielle venner. Hos Jens, naturligvis.

Jeg husker selv spændingen fra første skoledag og selvom vi endnu ikke er kommet til den første “rigtige” skoledag med timer i klasseværelset, så tænker jeg alligevel at en SFO-indkøring inden skolestart er lidt af det samme. Jeg var så spændt på at skulle i skole og jeg kan nærmest mærke sommerfuglene baske, når jeg tænker over hvordan jeg havde det, da jeg sad der i klassen, omringet af nye (og gamle) venner og alle vores forældre.

Dengang for snart 25 år siden (gyyyys!) skulle jeg ikke cykle i skole de første par år. Vi boede som nævnt ret langt ude på landet, så mine forældre kørte ofte min bror og mig til skole – formentlig i forbindelse med at de alligevel skulle på arbejde. Dengang lagde jeg ikke rigtigt noget i det, men jeg kan huske, at det var så hyggeligt lige at have 10 minutter sammen med enten min mor eller far om morgenen, inden det gik løs; noget jeg altså har tænkt mig også at have med Jens og Peter, selvom vi skal cykle. Det skal være hyggeligt at komme i (og hjem fra) skole og noget af dét der gør det muligt, er selvfølgelig, at både cyklister, fodgængere og i særdeleshed bilister er godt klædt på. Vi skal passe rigtigt godt på hinanden og et godt sted at starte (for bilisterne og alle os der skal passe på dem) er altså i den lille guide HER og i føromtalte artikel HER. Jeg er i hvert fald blevet en lille smule mere opmærksom på nogle af de mange faldgruber der findes på vejen, ved at læse dem – og dét er jeg glad for.

Næsten lige så glad, som jeg er for, at det indtil videre bare er gået ski’e godt!

… Og skal vi så ikke lige i fællesskab aftale, at vi passer lidt ekstra godt på alle de nye trafikanter i denne tid? Please.

6 Kommentarer

  1. Tak for fint skriv! Igen.
    Men falder altså over, at du kalder dig “curling” ift. at mærke barnets følelser så intenst. Lad vær’ med at nedgøre det – det er en fantastisk indlevelse og empati som er grundlæggende for et barns sunde udvikling. Hvordan man så forvalter de store følelser hos sig selv (og barnet) er en anden snak…men det lyder det som om dine drenge får gode kærlige puf i ryggen 🙂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh hvor er du altså sød <3 Tak for en dejlig kommentar.

  2. Et af de største problemer i trafikken er, at man ikke lader sin tlf. være når man rent faktisk cykler eller kører. Der tror jeg vi forældre skal være lidt efter os selv, det er jo os de ser på. Jeg gør det også selv, men lige netop i dette oplæg virkede det lidt paradoksalt, at der lå en instastory om oplægget (mens du cyklede) 😜

  3. Enig med ovenstående kommentar.
    Jeg ved simpelthen ikke hvordan man udtrykker det, så det fremstår med den rette intention i disse tider, uden ar lyde som en del af den mor-mafia, som vi allesammen er trætte af.
    Vi er ikke altid selv klar over, hvor forsinket vores reaktionstid og opmærksomhed er, når vi bruger vores telefoner. Og lige præcis i trafikken kan et sekund fra eller til have stor betydning.

    Som sagt håber jeg ikke at det fremstår som usagligt eller et forsøg på at shame. Du virker både som en god og kærlig mor, så mit indspark er bare en appel til at du tager dit telefonbrug i trafikken (måske især sammen med børn) op til genovervejelse.

    Kh Julie

Skriv en kommentar