Det er efterhånden kommet frem i lyset (især for jer der så med på min veninde Cecilies instastory i går) at jeg altså ikke just er helt ueffen, når det kommer til at give den gas med hverken hammer, sav, boremaskine eller fugepistol, som det (igen) var tilfældet i går, da drengene og jeg fik besøg af føromtalte Cecilie og hendes familie, i kolonihaven. Huset har nemlig, som et resultat af det van(d)vittige regnvejr i sidste uge, vist sig at være temmeligt meget mere utæt end først antaget. Så meget at hele køkkenet, da drengene og jeg ankom et døgn efter det voldsomme regnvejr var ophørt, var sjaskvådt. Altså, sådan helt vådt. Loftet var stadig fugtigt og gulvet sejlede. Mit lille spisebord var ødelagt af vandmasserne og jeg kunne således starte dagen med at køre en tur i Bauhaus efter tagfuge. Egentlig havde jeg allerede fået et par tuber af min søde storebror, men fordi min hjerne stadig kører på nedsat blus, kunne jeg overhovedet ikke finde dem og jeg måtte købe nye. Som jeg altså sidenhen kravlede op på taget og fugede de utætte revner med. Efter bedste evne, selvfølgelig og uden at ane om det virker, som jeg selvklart først finder ud af, når der igen kommer regn. Bevares, jeg har fuget masser af lister og den slags, indendøre, men lad mig bare lige indskyde, at det altså ikke just er det samme, som at arbejde med tætningsfuge på et tag – omend jeg faktisk (ganske naivt) havde troet det.

Så nej, som mange skrev og spurgte om på instagram i går, så aner jeg ikke hvad pokker det er jeg har gang i når jeg bygger på mit lille hus, men jeg er ikke bange for at kaste mig ud i det og så er jeg i øvrigt overbevist om, at jeg sagtens kan finde ud af det. Også selvom jeg måske ikke altid gør det hele helt rigtigt.

For jeg har altså aldrig lært at bygge et hus, tætne et tag eller at lave den helt rigtige inddækning til et vindue. Jeg har bare gjort det. Ofte i ledtog med min far, der ligesom jeg er komplet autodidakt. Min bror, der er uddannet tømrer og mester i sin egen virksomhed, synes naturligvis at jeg af og til ender med nogle uhensigtsmæssige løsninger, men når bare det virker, så virker det jo og jeg synes det er så overdrevet sejt, at gøre det selv.

Der er noget tilfredsstillende over, at producere noget selv og jeg formoder at det er den samme følelse som andre får når de har hæklet ét eller andet bedårende til en baby eller bundet en smuk buket blomster. For mig, bare i tifold, fordi resultaterne når man bygger noget er hurtige at ane og, når de står færdige, umulige at overse. Jeg kommer til – hvis min tætning af taget altså har virket efter hensigten – at glæde mig over, at jeg kravlede op og fiksede taget, hver eneste gang det regner fra nu af og dén slags, skal man altså ikke kimse ad.

… Og nårh ja, hvis ikke jeg selv havde tætnet taget, så var det jo ikke blevet gjort, for jeg har altså ikke råd til at rende og hyre håndværkere til andet end dét jeg ikke selv har autorisation til at lave.

Regn lærer våd kvinde at fuge – og det føles heldigvis godt, gør det!

7 Kommentarer

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh ja, det er næsten det værste – at man ikke bare kan lukke asap!

  1. Sejt!! Youtube er i øvrigt din ven når du skal bygge hus. Min mand lagde tag på vores murermestervilla for 2 år siden og han så 1.000.000 youtube videoer om det – og taget holder stadig 😊

    • Cana Buttenschøn Svar

      I knooooow! Da jeg i sin tid byggede et skur, var det 100% youtube der hjalp mig igennem det 🙂 Det samme tænker jeg der kommer til at gøre sig gældende, når jeg skal lave udhæng til tilbygningen 🙂

  2. Lidt sent på banen, men er selv (ene) kolonihavehusejer og går selv og sætter i stand.
    Men hold nu op hvor er jeg træt af spørgsmålet: “hvem skal hjælpe dig!” Og “hvor er det sejt du tør” det sidste velment, men stadig super nedladende, ville men sige det til en fyr? Vi tøser kan sgu lige så meget (hvis ikke mere??) og er der noget man ikke kan, jamen så lærer man det, BOM!
    Og hvilken fantastisk tilfredsstillelse det er at kigge på alle de små ting man har skabt som til sidst gerne skulle skabe et velfungerende hus.

    Min holdning er at man ikke ved om der er noget man ikke kan før man har prøvet.
    Jeg er lige på nippet til at indrømme at jeg ikke kan skifte kæde på en cykel, da jeg nu 3 uger inde i projektet stadig ikke er kommet i mål, men jeg smide nok cyklen i Limfjorden i arrigskab, før jeg indrømmer at jeg ikke kan skifte den selv (bor i Aalborg, så det skulle nok kunne lykkedes mig at få den smidt i)

    Vi kan (næsten)alt kan vi, vi har bare ikke lært det hele endnu!

Skriv en kommentar