Det blev, fuldkommen som forventet, en usædvanligt dejlig dag og aften i lørdags, da jeg havde inviteret en flok veninder ud i kolonihaven til en omgang work’n’fun. Så meget, at jeg ikke orkede så meget som at åbne min computer i går, for at fortælle jer om det, selvom jeg havde lyst til at skamrose mine veninder for at være af den allerbedste slags. Ser I, de stod ikke bare for at vaske, male og fuge både vægge, døre, lofter og vinduer ude og inde – de stod også for traktementet, fordi de véd at jeg ikke just har det største overskud (i flere henseender) lige for tiden og dét synes jeg simpelthen er så mega sødt, at jeg nærmest kunne tude ved tanken over hvor heldig jeg er. Lykketude, natullervis!

Det vil jeg dog – især min gode mascaradag, taget i betragtning – lade være med og i stedet tage jer med en tur ned ad mindernes krøllede stier, til dengang overskuddet var et andet, børnene mindre, drømmen om kernefamilien intakt og min blog altså temmeligt meget “yngre” end de tre år “den fyldte” i går. For som det også er tilfældet i dag, så har I været med helt tæt på, lige siden vi startede ud tilbage i sensommeren 2014.

År 2014

Resume: Jeg starter bloggen. Det går godt derhjemme; bortset fra det med søvnen. Og gylpen. Og amningen, som ikke rigtigt vil som jeg vil. Min tanker kredser temmeligt meget om det her med at være blevet mor til to og selvom jeg prøver på at være lidt smart-i-en-fart, så er jeg nok nærmere en lille smule i kategori udkogte grøntsager, med søvnunderskud, lortebleer, barselsræs og nullermænd, der for helvede ikke gad at forsvinde, når jeg bad dem om det. 

Jeg startede ud med, i mit andet blogindlæg (nogensinde!) at skrive lidt om alenetid og hvorfor jeg egentlig havde startet en blog. Jeg skrev – længe inden jeg anede at vi rent faktisk ville flytte tilbage til København – om hvordan det havde været at flytte fra København til Sønderjylland. I fik også lov til at komme med ind i mit hoved på en dag, hvor jeg var troppet op til mødregruppe. På en forkert dag. Hos en kvinde jeg nærmest ikke kendte.

Vi tog en (i øvrigt fuldkommen ligegyldig) diskussion om, hvad man skal kalde børnenes afføring. Jeg kan godt afsløre, at jeg, efter at være flyttet tilbage til København ikke længere bruger det samme ord, som jeg gjorde da jeg skrev indlægget.

I kom med til Peters navngivning og sør’me også med en tur til gynækolog. Sgu.

Og som ét af årets allersidste indlæg, skrev jeg 5 grunde til at jeg blev rigere af at få børn. Et indlæg jeg til dato knuselsker.

År 2015

Resume: 2015 var på mange måder et fantastisk år! Vi boede i LA for en sommer, flyttede fra Sønderjylland til København, jeg afsluttede min barsel med at blive optaget på mit drømmestudie, Thomas og jeg holdt bryllupsfest, jeg sprang ud som professionel blogger og blev nomineret til en virkelig fin pris. 

Jeg startede året ud med at skide hul i nytårsforsætter om slankekure og dele en opskrift på hjemmelavet kage på fem minutter. Til gengæld kom der også en opskrift på verdens hurtigste morgenæg, som jeg helt havde glemt. Dem skal jeg hundrede lave i morgen tidlig!

… Og så gik der sørme ikke længe førend jeg alligevel blev træt af mit udseende; så meget, at jeg klippede alt mit dengang meget lange hår af, til fordel for en korthårsfrisure, som jeg i øvrigt nu, synes er aldeles håbløs, ha ha!

Jeg delte min begejstring for mit hjemmelavede planteophæng, som jeg selvfølgelig også delte “opskriften” på og som jeg nu tænker, at jeg helt klart må til at have gang i igen; bare med noget andet snor og lidt perler, måske.

En af de dage hvor mine børn drev mig (lidt ekstra) til vanvid, skrev jeg om hvordan jeg lyver (en lille smule) for mine børn. Og så skrev jeg, en dag hvor mine børn drev mig til alt andet end til vanvid, et åbent brev til min baby.

Jeg satte endeligt punktum for min ansøgning til psykologistudiet i København og fortalte om, hvordan jeg glædede mig til at skrive den bog jeg var startet op på, færdig. I kan næsten selv tænke jer til, at det alligevel endte med at tage mig mere end to år endnu, før sidste punktum var sat i dén. Sidenhen kunne jeg stolt berette om, at jeg bestod optagelsesprøven på psykologistudiet i Odense, som jeg også søgte ind på. For til sidst at kunne berette at jeg blev optaget på min første prioritet – psykologi i København. En plads jeg sidenhen takkede nej til.

Der kom gang i kommentarfeltet, da jeg skrev om at føde hjemme. Og endnu mere, da jeg skrev om kussehår i fællesbadet. Shiiiiiiit, manner!

I var selvfølgelig også med da vi købte lejlighed – en lejlighed, som jeg i øvrigt ikke havde set, førend vi havde skrevet under på købsaftalen! Og I kom med, da vi tog afsted til Los Angeles, for at tilbringe hele sommeren derovre. Derovre skrev jeg, blandt en hel masse andet, et åbent brev til min førstefødte. Og selvfølgelig om at flyve langt med små børn.

Da min barsel sluttede, tog vi debatten om vuggestue eller dagpleje. Og så skal jeg ellers lige love for at der gik bryllupsfest i den.

Som en lille krølle på halen blev 2015 også året hvor jeg sprang ud som professionel blogger og blev nomineret til en pris i Zalando Nordic Blog Awards, et stort nordisk award-show, for min indsats som blogger og selvom prisen i min kategori gik til Finland, så var (og er) jeg simpelthen så megastolt over den anerkendelse!

År 2016

Det var et vildt år. På alle måder. På rejsefronten, på arbejdsfronten og især på hjemmefronten. Sidstnævnte dog ikke noget I blev involveret det store i, dengang. 

Jeg startede åre tide kækt ud med at skrive lidt om mine “bollevaner“. Skarpt efterfulgt af et – synes jeg selv – knivskarpt indlæg med 10 ting der kan være hurtigere end en 1-årig, hvor Peter i øvrigt ser alt for nuttet ud på billederne i indlægget.

Fra en café på Vesterbro funderede jeg en dag over vores fundament som mennesker, som resulterede i et kommentarfelt der flød over med kærlighed. Lidt på bloggen og især på facebook.

Jeg blev inviteret til Sierra Leone med Plan Danmark, hvor jeg mødte en kvinde, som, med sin historie om kidnapning og gruppevoldtægt som barn, gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det har været en kæmpe gave for mig at få lov til at tage på rejser som denne, for at formidle andre dele af verdens problematikker til jer, så det hele ikke bliver alt for meget navlepilleri.

På navlepillersiden blev 2016 også året hvor min blog skiftede navn. En beslutning der var så svært at træffe, men som jeg sidenhen har været usandsynligt glad for. Kan I huske mortilto-dagene?

På den lidt mindre navlepillende side, bad jeg om at vide mere om jer. Det var rigtigt mange af jer heldigvis med på, hvilket igen resulterede i et kommentarfelt der svømmede over. Med jer <3

Vi mødte også en helt fantastisk dreng, som helst gik i kjole – og fik nogle kloge ord med på vejen, fra hans mor. Alt imens jeg selv gæstede Aftenshowet, hvor jeg påstod, at man gerne må irettesætte andres børn. Inden jeg – helt vildt nervøs – indtog scenen på Bremen, sammen med Thomas.

Heldigvis gik turen på scenen udmærket – langt bedre end da jeg delte et billede hvor det seriøst lignede at jeg flashede en ordentlig busk imellem benene.

Ovenpå en brandert og et par krammere, startede jeg et kontorfælleskab op. Med opstarten af kontorfællesskabet, begyndte jeg også at cykle mere, hvorfor jeg anskaffede mig en cykelhjelm. Sådan én der ikke skal på hovedet, men rundt om halsen. Jeg elskede den dengang og jeg elsker den stadig i dag.

Jeg forsøgte at svare på hvordan man ved, om man har fundet den rette partner – et indlæg jeg i dag nærmest synes det er tåkrummende og ironisk at jeg har skrevet, fordi det ret kort tid efter viste sig, at det slet ikke ikke var rigtigt, at Thomas og jeg var rigtige for hinanden.

Som I formentlig også allesammen ved, deltog Thomas i Vild Med Dans, hvor jeg – selvom jeg ville ønske at det var mig, der skulle lære at danse – troligt sad i studiet fredag efter fredag. Den bedste gang var naturligvis den gang, da Robbie Williams bød mig op til dans.

Jeg forsøgte mig med at holde foredrag omkring blogging og selvom det faktisk gik ret godt, så tror jeg faktisk ikke at jeg vil holde (særligt mange) af dén slags foredrag fremadrettet. Til gengæld har jeg noget helt andet i støbeskeen, som jeg glææææder mig til at kunne fortælle jer om, når jeg selv ved mere om det. Snart, forhåbentligt.

… Og så brugte jeg hver eneste dag i december på en julekalender til jer, som med mere end 2000 deltagere i den allerførste konkurrence, blev taget usædvanligt godt imod, inden året blev sluttet af med verdens sjoveste fødselsberetning.

År 2017

… Det kender I formentlig allerede – og hvis ikke, så er I velkomne til at læse tilbage og ellers tager vi den i et tilbageblik om et års tid, når jeg forhåbentligt holder 4-års jubilæum herinde 🙂

3 Kommentarer

  1. Tak for en dejlig walk down memory lane 😍 . Det er sjovt, som jeg selv husker tilbage, når jeg læser din ovenstående indlæg. Det fører mig straks tilbage til mig hhx-fagpakke tid, hvor jeg sad i klassen og læse din blog, i stedet for at følge med. Hvor er det pudsigt, som minderne pludselig kan vælte frem.

    Jeg glæder mig allerede til at læse næste års tilbageblik.

  2. Hej Cana
    Sidste år printede jeg din hjemmelavede kalender ud. Er det mig der har klokket i noget eller er nogle af datoerne i august forkerte?

  3. Du skriver at indlægget nærmest er tåkrummende og ironisk fordi det kort efter blev klart at du og Thomas ikke var rigtige for hinanden, men det kunne jo også være, just maybe, at I var helt rigtige for hinanden på det helt rigtige tidspunkt, og det var meningen I skulle finde sammen for at lave lige de to lækre børn I har fået ud af det 🙂 Jeg tror der er en dybere mening med de mennesker vi møder og hvornår – og ganske rigtigt, så blivet det nogle gange tid til at bevæge sig videre, men i det hele store billede, så er man ikke (nødvendigvis) forkerte for hinanden, men rigtige for hinanden på et bestemt tidspunkt. Og hvem ved, det kan jo være at du på et tidspunkt er helt rigtig sammen med en anden på et tidspunkt i fremtiden uden at det gør dig og Thomas til et mindre ‘rigtigt’ par 🙂

    Og så vil jeg bare sige at jeg elsker din blog og håber ikke du finder min kommentar alt for meget! 🙂 <3

Skriv en kommentar