Jeg mistænker at det er den lange køretur, der har resulteret at begge mine drenge først sov næsten en time senere end sædvanligt. Egentlig skulle vi bare en tur ud forbi Sneglen og hendes familie i sommerhus, men fordi jeg åbenbart var en idiot at stole på min telefon da den skrev “denne adresse, sendt fra Cecilie” ind i kortet og førte mig lige akkurat 1 time og 8 minutter i den forkerte retning, blev det en noget lang køretur.

Til gengæld var det hyggeligt at komme lidt ud af byen, til noget som ikke er vores eget kolonihavehus. Bevares, jeg elsker at være i kolonihaven – og drengene det samme – men det kræver lige nu (og formentlig de næste mange somre) også en del arbejde. Godt nok arbejde, som jeg synes er hyggeligt, men alligevel arbejde, som jeg i andres sommerhuse kan lægge helt fra mig. De ville sgu nok også syntes det var lidt mærkeligt, hvis jeg lige trak en fuksvans og en tommestok (og en brystnippel, gud forbyde det!) op af dametasken.

Imens vi sad i den store grønne have, hvor børnene skiftevis legede med vandballoner og hoppede på trampolin, gav det et vederstyggeligt regnskyl, som pludselig mindede mig om hvordan jeg for nogle uger siden havde stået og vasket hænder under nedløbsrøret udenfor køkkenvinduet i min kolonihave. Der var nemlig ingen vand i huset, jeg havde hænderne fulde af byggesnavs og harpiks og det regnede simpelthen for meget til at jeg kunne overskue at løbe ud i haven og vaske hænderne under grundens eneste vandhane. Så jeg gjorde det under nedløbsrøret, hvor vandet piskede ud og jeg glædede mig lige dele over at bruge lidt af himlens gratis vand på noget godt og over, at jeg havde en håndsprit stående inde på køkkenbordet til efterdesinfektion.

For altså, hvis der er noget jeg er blevet bevidst som siden min helt spæde karriere som jordemoderstudine for mere end 10 år siden, så er det hvor ineffektiv en omgang almindelig håndvask kan være – og når det så ovenikøbet forgår i tag-snavset vand og ganske uden sæbe, ja, så er mit gæt, at hænderne stadig er fulde af bakterier efter endt vask, hvorfor en hurtig desinfektion kan gøre underværker, hvis man vil af med dén slags.

Så vidt jeg husker var det allerede på første semester at vi en dag fik besøg af en hygiejnesygeplejerske, som bad halvdelen af klassen om at gå ud og vaske hænder (vi måtte gerne være grundige) og den anden halvdel om at spritte hænderne, hvorefter vi skulle lave finger- (og negle og ringe)-aftryk i sådan nogle små plastbeholdere, som sidenhen blev dyrket for bakterier og svampe. Jeg lover jeg for at jeg vaskede mine hænder grundigt. I hvert fald så grundigt jeg kunne dengang, inden jeg havde lært hvordan man bedst gør, for at opnå det bedste resultat. Og alligevel endte det med, da vi en uges tid senere fik besøg af sygeplejersken igen, at alle på nær én af os der havde vasket hænderne, frem for at have desinficeret dem, havde markant øget vækst af forskellige bakterier og svampe. Og hende den ene, med de helt rene hænder, havde tilbragt morgenen i svømmehallen, hvorfor sygeplejersken mente at hendes resultat måske var misvisende. Kæft, jeg følte mig dum. Her troede jeg rigtigt at jeg virkelig havde vasket mine hænder godt og så var de stadig snavsede. Yikes!

Okay, mine – og alle andres – hænder var selvfølgelig ikke snavsede og selvfølgelig var de også helt udmærket rene, men jeg fik virkelig øjnene op for, hvor godt hånddesinfektion virker! Derfor (og fordi desinfektion er mere skånsomt for hænderne end håndvask) brugte jeg det altid i min jordemoderkarriere, medmindre mine hænder var synligt snavsede af hvad-man-nu-render-ind-i-på-en-fødegang. Sidenhen er jeg dog igen blevet primært forfalden til den helt almindelige håndvask, som jeg satser på er god nok til “husbehov”, men jeg har absolut ingen kvaler med at vaske mine hænder i håndsprit, uanset om det er i kolonihaven, på legeplads i nærområdet, i Sierra Leone, Nepal eller på en campingplads i Italien. Det virker jo bedre end håndvask!

Jeg har i løbet af de seneste år været igennem nærmest hele spektret og altså, min all-time-favorit-desinfektion er altså dén man bruger på hospitalerne, som man ikke sådan lige kan få adgang til som privatperson, men der er heldigvis nogle rigtigt gode alternativer.

Apotekets laver nogle udmærkede alternativer, som ovenikøbet indeholder glycerin, som hjælper hænderne til ikke at udtørre af spritten, hvilket naturligvis er særligt smart i de perioder hvor man bruger desinfektion meget. Det være sig for eksempel når man har en lille baby der ofte skal have skiftet ble (hvor en dunk desinfektion ved puslebordet er genial!) eller når man er på ture eller rejser, hvor håndvask ikke er umiddelbart tilgængeligt.

Min favorit fra Apotekets er uden tvivl deres Alcogel, som både findes i store udgaver til at stille dér hvor man hyppigst bruger det og i en lille rejseudgave, som er genial at have med på tur. Jeg er især vild med at alcogelen er så let at dosere i ordentlige mængder, da jeg synes at sprayen kræver ret mange tryk før mængden er sufficient, fordi man helst skal bruge 2-3 ml pr gang (hvilket altså ser ud af ret meget når man hælder det ud i hænderne!). Derudover er jeg også, efter jeg har fået børn, blevet ret glad for desinfektionsservietterne, som man lige lynhurtigt kan tørre egne og børnenes fingre med, fx inden man spiser madpakker i skoven eller den slags. De er virkeligt nemme at have med at gøre! Og så kan de – som en bonus – også bruges til at desinficere telefonen med. Eller altså, det må I ikke hænge mig op på at have sagt, men jeg har gjort det med udmærkede resultater.

Årh altså, det blev pludselig til en lang smøre om hygiejne og det lyder jo nærmest som om jeg er sådan en overhygiejnisk (og irriterende) type, som render og tæller bakterier og tjekker håndvask og den slags. Og altså, det er jeg virkelig ikke. I hvert fald er jeg ikke overhygiejnisk (hvorimod der muligvis er delte meninger om hvorvidt jeg er irriterende), men jeg kender alle principperne og ved hvad jeg burde og gør det som oftest – og så nyder jeg altså også at spise frys-selv-is med jord under neglene.

I ved, moral er godt – og dobbeltmoral, ja, det har vi sgu nok allesammen en snært af i ny og næ, ik?

7 Kommentarer

  1. Åh ja, kender det godt. Er selv i sundheds-plejesektoren og er ret hysse med at spritte hænder hjemme også. Derfor kalder min datter mig også “spritteren” 😄

  2. Jeg elsker din måde at skrive på! 🙂
    Du skriver så levende, at selv håndsprit er spændende at læse om – sejt!

  3. Faktisk kan du godt købe noget der minder om det fra hospitalerne. Vi sælger til læger, laboratorier osv. Og du kan sagtens som privat kunde handle der hvor jeg arbejder. Send evt en mail til mig på sie@hounisen.com, så finder vi ud af det 🙂

  4. Jeg synes også, at både alcogel og desinfektionsservietter er helt uundværlige. Jeg har de produkter med mig alle vegne. I bilen, i tasken, i bryggerset osv. Jeg har atopisk eksem og får let hudinfektioner, så jeg spritter gerne hænderne en ekstra gang 🙂

  5. Irriterende? Ikke det der ligner!
    Det lille GPS stunt kunne også have sket for mig, haha. Og ærligt, så synes jeg faktisk der er fint med en lille øjenåbner, omkring hygiejne, for der er immervæk en del, der slækker på lige netop dét punkt, nu til dags.
    Jeg selv er i hvert fald ret glad for, at der nu, på mit gymnasium, er blevet opsat håndsprit på toiletter og i kantinen.
    Hurra for hygiejne. Eller noget…
    nouw.com/lillelyng

  6. Jeg undrer mig ofte over, hvorfor dørene på de offentlige toiletter lukker op indad. Så skal man have et godt greb om håndtaget for at komme ud. Og vi ved jo godt, at nogle mennesker bare lige dypper fingerspidser. Så kunne der måske i det mindste lige være en lille spritautomat udenfor.

    Min yngste, der er skolebarn, er en smule miljøskadet. (De to ældre vasker også hænder, men tænker ikke nær så meget over det, som han. men de har begge efter eget valg håndsprit i skoletasken) Han ved, at hænderne skal vaskes efter toiletbesøg, og han kan slet ikke klare, hvis det ikke er muligt (f.eks på elendige offentlige toiletter). Jeg tror, at hans håndvask godt kunne være bedre, men han gør et godt forsøg. Han fortæller jævnligt om, hvor få af hans klassekammerater, der vasker hænder – heller ikke efter toiletbesøg. Min ældste fortæller om klassekammerater i hjemkundskab, der ikke vasker hænder inden madlavning. Og jeg tænker, at det der med håndhygiejne nok ikke altid er lige udbredt. Mindre end man kan forvente, måske.

    Er det bare mig, eller bliver hænderne ikke en smule klistrede efter nogle gange med håndsprit med glycerin? Det er, som om der kommer en fedtet hinde, hvor alt, der bare minder om fnuller, hænger fast. Men det er nu stadigvæk et godt alternativ… også til sår og rifter på turen, selvom det svider som bare pokker.

    P.S. Det er faktisk ikke alle steder på et hospital, man må bruge håndsprit…. Der er nogle få steder, hvor det er strengt forbudt.

Skriv en kommentar