På foranledning af en forespørgsel jeg fik fra magasinet Alt For Damerne for en måneds tid siden, har jeg skrevet et brev til mit teenage-jeg (som i denne uge kan læses i bladet), som har sat en hel masse tanker igang hos mig. Brevet handler – i korte træk – om min ungdoms forkvaklede forhold til min krop, som på trods af at det stadig ikke er helt som jeg allerhelst gerne ville have det, forholdet, heldigvis er blevet bedre med tiden. Jeg var nemlig – som så mange andre unge piger – ramt af en spiseforstyrrelse, i mine tidlige teenageår.

En spiseforstyrrelse som selvklart var udtryk for et følelsesmæssigt kaos, et behov for kontrol og en ganske fejlagtig tro på, at mit hylster, min krop, var med til at definere mig som menneske. En spiseforstyrrelse, som jeg i den grad gerne ville have undværet i mit liv.

Derfor har jeg brugt de seneste dage på at forfatte et brev, ikke bare til mit eget teenage-jeg, som dét jeg skrev til Alt For Damerne, men til alle teenagepiger (og -drenge, hvis de kan se igennem fingre med al pigesnakken og gå direkte til budskabet) derude, som måtte tro, at deres krops udseende har betydning for hvor gode (eller ikke-gode, som en spiseforstyrrelse nok nærmere handler om) de er som mennesker.

Kære teenagepige,

Du kigger dig i spejlet. Der er helt sikkert noget i vejen. Måske er dine bryster for små, dine hofter for brede, din navle for dyb eller mellemrummet imellem dine lår, der overhovedet ikke eksisterer på samme måde som det gør hos pigerne på instagram. Du hader det og ville ønske, at din krop var anderledes. Måske ikke meget anderledes, men anderledes.

Det er dit indre heppekor fra helvede, der taler til dig. Taler grimt om din krop, som jeg lover dig for, er lige præcis som den skal være. Det kan godt være at du ikke ligner pigerne fra bladene eller at dit BMI ligger anderledes end gennemsnittet for piger på din alder, men jeg lover dig, at du er perfekt. Du er.

Du er perfekt fordi du er dig. Og din krop er bare dit hylster, som følger med dig igennem tykt og tyndt. Bogstaveligt talt. Dit hylster, som du skal acceptere og føle dig godt til rette i, så du kan stråle, som du fortjener. Ingen mennesker er bedre eller dårligere på grund af deres udseende og det samme gælder selvfølgelig for dig.  Derfor kan du ligeså godt øve dig på, at være den bedste udgave af dig selv. En udgave, som begynder med, at du ikke alene accepterer, men også elsker dig selv. Du er skøn. Du er fantastisk. Du er unik og du er værdifuld for verden, bare fordi du er dig.

Lad ikke nogen; hverken modemagasinerne, de hårde bananer fra parallelklassen eller dig selv, overbevise dig om at du ikke er god nok og tro for guds skyld ikke, at alt bliver bedre, hvis du bare lige taber to kilo, får lidt mere markerede overarme, lidt større læber eller hvad end du drømmer om. Det gør dig ikke lykkelig.

Jeg har selv været der. Været mit eget selvdestruktive heppekor. Selv da jeg, i 2009 fik æren af at repræsentere Danmark i en stor international skønhedskonkurrence, fortalte jeg mig selv, at min krop ikke var pæn nok, selvom jeg havde både nær ved “perfekte” mål og en krone på hovedet. Det var aldrig godt nok. Jeg var  aldrig god nok. For andre, jo, men for mig selv – min allerhårdeste kritiker – var jeg en fiasko, fordi jeg ikke havde “den perfekte krop”.

Men hør nu her: Den perfekte krop, er en krop der fungerer! En krop, der giver et sind i balance. En krop, der bliver accepteret, hyldet og elsket, for dét den kan og gør og ikke én, som aldrig “er god nok” og hvis du vidste hvor meget jeg fortryder nu, at jeg brugte en stor del af min ungdom på at tale dårligt om dén krop, jeg nu ser, var – og er – vidunderlig. 

Din krop er perfekt, fra det øjeblik du kommer til at elske den, som den er. For jeg lover dig, at kærligheden ikke kommer fra hvor mange kalorier du indtager eller hvor hyppigt du frekventerer dit lokale fitnesscentret. Den kommer fra dig. Fra din hjerne, som er dén du skal arbejde med. 

Selvfølgelig fortjener du at være lykkelig. Du fortjener at være glad for din krop og få det bedste ud af hver eneste dag. Så hvorfor ikke starte fra i dag, med at fortælle dig selv, hvor god og smuk og dejlig du er, frem for alt det nedladende pladder, du hidtil har brugt din energi på. Læg din energi dér, hvor det giver mening. Der, hvor motivationen, glæden og lykken ligger. I det postive og i troen på, at du er god nok som du er. 

Du er god nok. Jeg lover dig det. Og du bliver endnu bedre, når du lærer at elske dig selv.

Kys – og et kæmpestort (og blødt!) kram – fra Cana

11 Kommentarer

  1. TAK – bare TAK!
    Hilsen en på 34, som først for nylig har fået øjnene op for, at min krop faktisk er både fantastisk og pæn. og så har den båret og født tre børn -det er da imponerende!
    Dejlig lørdag til dig!

  2. Fantastisk brev til teenage pigen! Jeg var selv i samme båd i mine tidlige teenage år, med en krop der ikk så ud som alle andres og ikke var ligeså tynd som de andres. Det udmundede sig i en spiseforstyrrelse jeg kæmpede med i flere år. Jeg er nu i en alder af 29 kommet så langt at jeg nu kan acceptere min krop ser ud som den gør, og at jeg aldrig får en slank krop som dem i bladene. Men den er min og den holder mig oppe! Og mine kropsmål definere ikke hvem jeg er som menneske.

  3. Tusind tak!
    Jeg selv er en pige, på snart 20 år, der har brugt de sidste 5 år på en slem spiseforstyrrelse. Det er mere held end forstand, at jeg stadig sidder her den dag i dag. For det har været slemt. Virkeligt slemt. Heldigvis, begynder det med spæde skridt, at vende, og jeg er stille og roligt på vej tilbage til at leve livet. Jeg føler jeg har misset hele min ungdom, og er slet ikke klar, til at skulle være ‘voksen’. Jeg begynder at få små glimt at glæde og lykke og lyst til at leve, i hverdagen, og det giver så uendeligt meget motivation til at fortsætte kampen. For livet er sgu dejlig. Når bare man har lyst til at leve det, altså.
    Så tak for dit skriv. Det var fint, og sandt og så tiltrængt at læse.
    Kram fra Tilde
    nouw.com/lillelyng

    • Cana Buttenschøn Svar

      Årh for helvede, Tilde! Det gør mig så glad at læse, at du er på vej tilbage til livet. Du har et kæmpe potentiale og jeg er sikker på, at livet har en masse, masse dejlige ting i vente til dig <3

  4. Dejligt, at du er kommet så vidt. Synes dog bare det er lidt let købt, hvordan din forening med egen krop er foregået, når du samtidig beskriver deltager i diverse skønhedskonkurrencer. Alt andet lige er det vel nemmere at nå til en accept, når man er så tæt på idealet, som samfundet har sat op. Godt for dig. Men jeg tænker bare på de, som er meget længere fra idealet. Når din vej beskrives som åh så lang, så må andre da blive helt modløse… Tænker at det er vældigt vanskeligt at blive glad for sit såkaldte hylster, hvis det er 20-30 kg for tungt, og at det i sådanne tilfælde ikke kun er hjerne, selvopfattelse og så videre, der skal arbejdes med. Synes fremstillingen er en smule flad for de, der har store problemer at kæmpe med. Lidt større end at blive nr 2 i en skønhedskonkurrence. Det er i min optik for nemt at sige, at man kan tænke sig perfekt. Nogle trænger vitterligt til lidt større indsats og støtte.

    • Det er jeg ikke enig i. Alle må vel mene noget om teenageres syn på deres kroppe og give udtryk for egne erfaringer om dette og om spiseforstyrrelser. Emnet er ikke kun forbeholdt de, der lider af en spiseforstyrrelse af en særlig kaliber. Jeg synes det er vældig godt formuleret og brugbart for rigtigt mange. Berettigelsen af indlægget forsvinder ikke, fordi rådene/synspunkterne ikke kan bruges af alle. Anyways, jeg kunne lide det og se nytten af det:-)

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hej Maria,
      Jeg kan på sin vis godt sætte mig ind i hvor du kommer fra, men jeg synes helt grundlæggende at der er noget helt, helt galt, hvis vi begynder at “konkurrere” om hvem der har mest ret – eller mangel på samme – til dårligt selvværd.
      Jeg synes faktisk NETOP det er interessant at selv en ung kvinde med den – i andres øjne – “perfekte” krop, har issues, fordi det på dén måde bliver så tydeligt at det noget vi stort set allesammen kæmper med. Noget, der i vid udstrækning kommer fra os selv. Jeg har i hvert fald aldrig tænkt dårligt om mine veninders kroppe – heller ikke dem med 20-30 kilo mere end gennemsnittet, fordi jeg har fokuseret på deres flotte runde bagdele, store bryster eller hvad end de nu har, som har været smukt!
      Nogen kæmper selvfølgelig med selvværdet i mere udbredt grad end andre, men jeg tror simpelthen ikke at den følelse nødvendigvis har det fjerneste at gøre med hvordan man rent faktisk ser ud. Og helt ærligt, når alt kommer til alt, er (eller måske nærmere, bør) vores udseende jo også være fløjtende ligegyldigt. Det er bare dét jeg prøver at sige.
      KH

  5. Hej Cana!
    Tak fra teenagepigen på 18år som trofast læser med på din blog og synes du er alt for sej! Tak fordi du fortæller mig lige præcis det jeg har brug for at høre. Jeg kom selv ud af anoreksi for snart 3 år siden men tankerne er der stadig lidt selvom at jeg nu ved at det ikke er lykken at være så tynd. Jeg håber sådan på at kunne være en lige så sej kvinde/mor/handywoman/ selvstændig/selv-elskende/dygtig, som dig!
    Knus til dig.

Skriv en kommentar