Helt overordnet, gik det godt. Det er egentlig ikke fordi jeg som sådan nogensinde helt inde i kernen har tvivlet på at det ville gøre dét, men tanken om “tænk nu hvis” har alligevel fyldt en del, inden drengene i dag havde første dag i henholdsvis SFO og børnehave.  Tænk nu, hvis de ikke havde nogen at lege med. Tænk nu, hvis de følte sig udenfor og forkerte. Tænk nu, hvis de ikke overhovedet ikke ville være der, hvor de var blevet placeret.

Tænk nu hvis… Til ingen verdens nytte.

For de syntes det var en fest. Jens, som efter eget udsagn synes at det var rigtigt skægt at være i “frit”, selvom han altså ikke nåede at spise andet end en pære fra sin madpakke under frokosten (til hvilket jeg tænker, at han har lært til næste gang at lægge ud med noget lidt mere mættende, når han går ombord i madkassen) og Peter, som egentlig bare skulle have været på forælderledsaget besøg i børnehaven, hvorefter Thomas, som var med, alligevel blev sendt afsted en times tid.

Der var overhovedet ingen bekymringer og jeg kommer pludselig til at mindes, at jeg engang læste et sted, at omtrent 90% af alle bekymringer ikke bliver til noget, hvorfor jeg altså, fra skrivende stund, har besluttet mig for, at bekymre mig mindre. Ikke flere søvnløse nætter over bekymringer som ikke bliver til noget og alle mulige (mere eller mindre åndsfraværende) katastrofetanker. Niks, ikke flere unødige bekymringer her. De skal droppes.

… Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan man så gør det. Måske skulle jeg starte med et glas vin.

6 Kommentarer

  1. Kære Cana.
    Åh, hvor jeg dog kender det med det ikke at lade en bekymring gå forbi;0) Jeg har desværre ingen gode råd til, hvordan man bekymrer sig mindre, for jeg øver mig stadig i, at lade (alle de unødige) bekymringer fare forbi;0)
    Nyd din vin og lad mig vide, hvis du finder vejen til færre bekymringer af alle mulige og umulige slags;0)
    Varme tanker Jannie

  2. Jeg er også sådan en der bekymrer mig. Men jeg læste på et tidspunkt at det jo ikke hverken gør situationen værre eller bedre af at bekymre sig, og det hjalp mig på en måde.

  3. Åh ja, kan så godt huske da jeg sendte min 5 3/4 årige afsted i 0 klasse tilbage i 80’rrne. Sked nærmest små grønne grise af angst. Han er 37 nu, og har det godt. Men puha, det var svært. Vi boede på landet, så det var noget med en skolebus hver dag. Jeg vågnede ofte med angstanfald om natten, og var så bekymret. Min lille bitte søde dreng, ude i den virkelige verden.

  4. Dengang var der ingen SFO. Så når skolen sluttede kl. 12, tjah så måtte du bare være parat når skolebussen leverede ungerne. Så ikke noget med vellønnede karrierejobs. Heldigvis kunne man leve på en sten dengang. Til gengæld havde man tid til at gå i skoven og til søen. Med leverpostej klappere og saftevand. Og æble hapser. Ungerne kunne cykle uden støttehjul når de var 3. Og ja måske betalte vi kvinder en høj pris. Fordi det er så mega svært at få et job nu.

  5. Hej Cana
    Jeg tænker altid “hvad er det værste der kan ske?” og når nerverne og tankerne alligevel kommer snigende, tænker jeg at jeg er så glad for at jeg har en nysgerrig og modig datter der bare GØR ting. Hun er 21 måneder, og har så meget gå på mod og lyst på livet, så jeg har valgt at stå på siden med kys og kram når livet giver knubs, og hep og ros når det hele lykkes <3

  6. Hej Cana

    H ad hed den go’e mascara fra Mac Factor? Den blå????

    Knus berit

Skriv en kommentar