For rigtigt mange er fødslen slet ikke det mest overvældende, ved at blive nogens mor. Slet ikke endda. Bevares, fødslen er for de fleste en kæmpestor oplevelse, på godt og på ondt, og en kraftpræstation, som man ingenlunde skal underkende, men de fleste vil alligevel erfare, at de virkelige prøvelser opstår efter fødslen. Det er nemlig slet ikke så let at manøvrere i (og derfor gør det mig selvfølgelig glad at tænke på at der om en god måneds tid faktisk findes en bog på markedet, som forhåbentligt kan gøre livet lettere og sjovere for riiiigtigt mange nybagte mødre ;-)). Og præcis dét handler denne uges fødselsberetning om.

9. December og jeg er 40+0. Jeg har haft en dejlig graviditet, har ikke været plaget af kvalme eller andre ting, som jeg ellers havde frygtet, at jeg ville blive. Dog blev jeg sygemeldt med begyndende bækkenløsning, men generelt har jeg aldrig haft det bedre! Den hovedpine som jeg havde haft flere gange ugentligt stoppede da jeg smed p-pillerne, og jeg var bare glad!

To af mine veninder fødte i hhv. Oktober og november, så jeg var mere end klar til at vores baby skulle melde sin ankomst, så vi kunne komme ud og trille med barnevognene. Og så var jeg bare sindssygt spændt på,at se hvad der gemte sig inde i min efterhånden pænt store mave. Vi havde nemlig valgt, at vi ikke ville kende kønnet på baby, men overraskes ved fødslen.

40+6 og stadig ingen baby – til trods for, at vi havde afprøvet alle de gode husmorråd for, at sætte fødslen i gang. Jeg havde en tid ved jordemoderen om formiddagen, og spurgte hende derfor, om hun ikke kunne forsøge med en hindeløsning. Det kunne hun godt, men hun gjorde det dog meget klart, at det slet ikke var sikkert at det ville føre noget med sig. Men jeg var desperat for at få baby ud, så jeg var villig til at prøve alt.

Der skete dog intet i løbet af dagen, så vi havde faktisk opgivet den mulighed.

Jeg fald i søvn på sofaen kl. 20, og vågnede kl. 22.30, ved et jag i maven. Jeg havde ikke haft en eneste plukkeve, som jeg kunne mærke, i løbet af graviditeten, så jeg troede bare, at det var sådan en. Det skulle dog vise sig, at det ikke bare var en plukkeve, men min første ve.

Frem til kl. 24 havde jeg kun et par stykker, så vi besluttede os for at gå i seng og se tiden an. Vi havde jo lært til Hånd-Om-Barnet, at man som førstegangsfødende, nærmest ville være flere dage om det, så vi tænkte at der ville gå lang tid før de ville være regelmæssige. Da vi kom ind i sengen gik der dog kun få minutter, og så kom veerne ellers regelmæssigt, hvert 3. minut. Vi ringede til fødegangen kl. 01.30, og fik lov til at komme ind til tjek.

Vi ankom kl. 2. Det var en studerende der tog imod os, og jeg må ærligt indrømme, at jeg lige i første omgang ikke var helt tilfreds med det. Jeg blev dog hurtigt meget glad for det, for det betød, at der var et ekstra sæt hænder til at tage sig af mig.

Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben. De gjorde stuen med fødekaret klar, mens jeg fik fornøjelsen af et lavement! (De værste veer nogensinde, var dem der kom i de 7 min. Jeg skulle holde på det!)

Jeg kom i vandet, og det var virkelig dejligt, især mellem veerne, hvor jeg faldt helt hen og småsov. Kl. 4 blev jeg undersøgt igen, og jeg var 6 cm åben.

Jeg havde læst bogen ‘Smertefri fødsel’, og øvet vejrtrækning et par gange, men ikke mere end det. Jeg havde dog virkelig meget glæde af visualiseringsøvelsen, og brugte den under alle mine veer. Samtidig med at jeg messede inde i mit hovede “det er bare en ve, den går over og så er jeg en ve tættere på målet!” Det hjalp mig helt vildt, og jeg følte mig meget i kontrol.

Kl. Ca 6 var jeg 10 cm åben og fik presseveer. Efter en lille time med presseveer, hvor der ikke rigtig skete noget, foreslog min jordemoder, at jeg skulle prøve at tisse, da det måske var min blære, som fyldte for meget. Jeg kom op af karet, og prøvede at tisse, men kunne ikke. Jeg skulle derfor have den tømt med et kateter, og det foregik liggende på sengen. Da jeg først var kommet der over, kunne jeg ikke overskue, at skulle tilbage i karet, så jeg blev liggende.

Der var ingen tvivl om, at det hjalp at få min blære tømt, for en lille halv time senere, helt præcis kl. 7.34 d. 16. December, kom vores lille Louie til verden. Han kom ud i én presseve, og min mand klippede navlestrengen.

Jeg kan ikke helt huske minutterne efter at han kom til verden, men min mand har fortalt, at det første jeg sagde var: “Var det bare det?!” Det fik jordemødrene til at grine ret meget, for det var åbenbart ikke det den fødende plejer at sige. 😄

Det var uden tvivl en kæmpe oplevelse – smertefuld ja, men jeg gjorde det gerne igen, for hold kæft hvor synes jeg egentlig at jeg var pisse sej!

Og nu til det jeg egentlig gerne vil have fokus på, nemlig den første tid med vores lille Louie. Når jeg ser tilbage, er jeg slet ikke i tvivl – jeg vil 100 gange hellere føde igen, end jeg vil gennemgå den første måned som helt nye forældre, til sådan en lille fidus. Det var den hårdeste måned i hele mit liv. Fyldt med bekymringer, tanker, følelser og alt hvad der selvfølgelig hører med, når man pludselig står med ansvaret for sådan et lille menneske. Jeg var bare på ingen måde forberedt på det. Det kan virkelig lyde dumt og naivt, men man kan virkelig ikke forberede sig på den første tid. Aldrig i mit liv har jeg været så usikker på mig selv – til trods for, at jeg har været klar til at få børn i flere år og er uddannet pædagog, så blev jeg i tvivl om selv de mindste ting, og Google blev nærmest brugt i døgndrift (“hvorfor sover min baby hele dagen?”, “hvorfor er min baby vågen hele dagen?”, osv.) og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har haft ringet til vores sundhedsplejerske, og fået kødklumpen kontrolvejet – for så begyndte han jo pludselig at gylpe, og det havde han ikke gjort før, så spiste han pludselig ikke i så lang tid eller så mange gange som han plejede.. Hold nu fast, hvor kører ens hjerne bare på højtryk!

Nu bliver han lige straks 5 måneder, og han er verdens dejligste dreng (man kan vel ikke synes andet, når det er ens egen, kan man?), og vi er heldigvis faldet meget mere til ro i rollen som forældre! Det har taget os nogle måneder, og både sundhedsplejerske og Google bliver stadig brugt – dog ikke i samme grad som i starten. Vi er nemlig blevet bedre til, at kigge på vores lille Louie, læse hans signaler og lytte til vores mavefornemmelse. Og hold kæft hvor er det rart!

Jeg glæder mig som en sindsyg til at læse din bog, og jeg er sikker på, at der er SÅ mange, som vil få glæde af den. Jeg håber, at du løbende på bloggen, vil have fokus på tiden efter fødslen også. Det er hvert fald et område, som jeg synes mangler lidt fokus.

NB: Min bog, 40 uger efter, udkommer d.14.september, men kan allerede forudbestilles HER. Med 10% rabat endda.  For en god ordens skyld, må jeg hellere huske at skrive at dette er jo altså en slags reklame – for mig selv. 

4 Kommentarer

  1. Hvor er det dog skønt at læse fødselsberetninger, når man selv er mor til tre (nu voksne) og mormor et par gange (med to mere i vente)!
    Jeg elskede selv mine graviditeter og syntes at fødslerne var en kæmpe udfordring for mig, på den gode måde, men jeg havde også verdens bedste jordemødre – især de to sidste gange:-)
    Dejlig weekend til dig!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ihh hvor spændende med to mere i vente!

  2. Linda-Sophia Svar

    Hvor er det bare dejligt at høre at jeg ikke er den eneste, der har brugt (alt for meget) energi på bekymringer i den første tid med min lille datter (idag 1år). Jeg bærer på en stor sorg over at min energi og fokus ikke har været på det mest vidunderlige i verden, men i stedet på selvbebrejdelser og bekymringer i alle afarter. Heldigvis er jeg taknemmelig over al den tid jeg har med min datter i dag og er meget bevidst om hvor jeg bruger min energi, herunder ikke på Google og diverse opslagsbøger, men i tvivlstilfælde og ved bekymring min mave. 1000 tak for de mange ærlige ord og indlæg og i øvrigt, tak for dit brev (Cana) til din teenagepige, det ramte også plet og jeg vil forsøge din ord om mente, når min dæmon viser sit grimme ansigt.

  3. Linda-Sophia: Jeg fik bare lige lyst til at skrive til dig, at du bestemt ikke er den eneste. Jeg har en datter på snart 11 mdr. og bærer ligesom dig på en sorg over, at de første 4-5 uger gik med at være bekymret ud over alle grænser – var så bange for at det vidunderlige lille menneske skulle gå i stykker og så usikker. Dejligt og sejt du er videre og bevidst om din energi – jeg prøver også hele tiden 🙂
    Til Cana; Ville ønske nogen havde stukket mig din bog da jeg lige havde født – den bliver helt sikkert min næste barselsgave 🙂

Skriv en kommentar