Det har været drengenes (og dermed min) allersidste ferieuge i denne omgang og ovenpå hele 5 uger, tænker jeg faktisk, at det bliver helt okay med lidt hverdag igen, omend sommerferietempoet virkelig har vundet indpas på mig, efterhånden. Der er ikke sket det store i den forgangne uge, men det passer nok i virkeligheden også ret godt til det faktum, at jeg for tiden ikke helt kan overskue samme program som jeg ellers plejer at præstere.

I ugens løb har jeg…

… Brugt et par dage i selskab med min far, ude i kolonihaven, hvor han i virkeligheden er dén der kan tage æren for, at vi er kommet så langt med byggeriet, som det er tilfældet. Jeg siger det bare: Han er en stjerne!

… Spist ostemadder og lagt store planer, sammen med min nye agent.

… Skrevet om mærkelige sko og haft totalt optur over, hvor mange af jer, der deler smag – eller i hvert fald mening om sko – med mig.

… Været i radioen for at snakke om børn og youtube. Noget jeg sagde ja til at deltage i, selvom emnet egentlig ikke ophidser mig stort, blandt andet fordi jeg synes vi har fået en fornuftig strategi for det herhjemme. Noget radioværten tilsyneladende var lodret uenig med mig i, da han spurgte om ikke jeg mente at den måde jeg var forælder på (i forhold til youtube) var synd for mine børn? Som jeg udpenslede mit svar til her.

… Fortrudt, at jeg ikke bare bad ham om at stille nogle relevante spørgsmål, frem for dén slags nedladende idioti, som ikke havde til andet formål end at være på tværs og få mig til at føle mig dum. Jeg mener, der findes jo aldrig noget “godt” svar på, når nogen spørger om man ikke selv synes at éns opdragelsesmetoder (eller mangel på samme) er “synd for éns børn”. Altså, havde man syntes dét, havde man jo formentlig gjort noget andet. Ergo: Det var et klaphattespørgsmål, som en læser så venligt mindede mig om.

… Fået besøg af min søde niece. Hun er 12 år og noget af det sødeste og mest tålmodige der findes. Jeg mindes bestemt ikke at jeg var sådan, for 18 år siden. Overhovedet.

… Været i tivoli; to gange. Første gang i selskab med det halve kongerige, hvor vi tog hjem efter bare to karruselture. Anden gang – i dag – hvor vi kom fra morgenstunden og havde stedet nærmest for os selv. I hvert fald den første time.

… Klikket det her seje bælte hjem. Det ligner til en forveksling et jeg har i forvejen, men som faktisk er en lille smule for stort til de af mine bukser der er lidt høje i taljen – som jeg i øvrigt bedst kan lide dem. Jeg elsker, at man med et bælte som dét, kan slippe afsted med bare at proppe t-shirten ned i sine jeans og stadig se sej ud!

Jeg har været særligt taknemmelig for…

… At mine drenge er virkeligt gode til indendørs leg. Jeg gider simpelthen ikke for meget regnvejshalløj, så det har passet mig mere end glimrende, at vi har kunnet bygge uanede mængder LEGO, når regnen har pisket.

Toilettet i kolonihaven, som er blevet sat til. Jeg ved ikke om det er over sharing, men det er eddermamer irriterende at skulle forlade matriklen, hver gang man skal på toilettet.

… Prisen på føromtalte bælte.

… Den flaske vin min far og jeg endte med at dele en aften.

… Hvor godt børnene synes at have tilpasset sig hele familiesituationen. Altså, det er helt vildt.

I den kommende uge vil jeg…

… Bevæge mig! De seneste fem uger har været temmeligt stilsiddende, når ikke jeg har hamret på en tilbygning eller slentret rundt i København, med hænderne fulde af børn og vaffelis. Og dét skal der altså laves om på.

… Drikke en kop kaffe. Alene. Udenfor.

… Drikke en kop kaffe. Med en veninde. Uanset hvor. For altså, selvom jeg synes jeg har masser af kontakt til mine veninder i denne tid, så er faktum altså, at jeg ikke har været sammen med én eneste veninde hele denne uge. Ikke én.

… Forsøge ikke at dvæle for meget ved, at mine børn starter i henholdsvis børnehave og SFO.

… Formentlig konludere at ovenstående er umuligt. Jeg vil i stedet forsøge at få det bedste ud af det! Tudefjæs eller ej.

… Garanteret alt muligt mere, men min vi-har-ferie-og-jeg-er-sammen-med-børnene-hjerne, kan slet ikke finde af at tænke på det lige nu. First things first! 

4 Kommentarer

  1. Blev lidt provokeret over din veninde-kommentar, altså at ikke have været sammen med en eneste veninde i den forgangne uge, kan da umuligt være unormalt for de fleste med børn?? Indså at jeg bliver provokeret, fordi jeg selv bor langt fra mine veninder, og dermed ikke ser dem så meget som jeg gerne vil, men hvis du ser dine veninder hver uge, vil jeg sige I har ekstremt meget kontakt, og det er virkelig ikke noget du skal spekulere over eller have dårlig samvittighed over (altså at du ikke har set en veninde i en uge)…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg ser selvfølgelig ikke alle mine veninder hver uge. Nogle ser jeg end ikke hvert år! Men jeg plejer altså at se et par veninder hver uge 🙂 Det synes jeg egentlig ikke er meget, men jeg bor selvfølgelig også i relativ nærhed med flere af dem 🙂

Skriv en kommentar