Det er uden tvivl en hård proces for langt de fleste, at få fødslen sat igang og for kvinden her, som fik det gjort med ballonkatheter, var det ingen undtagelse. Heldigvis endte hun alligevel ud med at synes, at hendes fødsel var én af hendes livs største oplevelser. Det er så vildt hvad kvindekroppen kan og jeg synes simpelthen det er så fantastisk hvad den kan – uanset hvor meget eller lidt hjælp den får på sin vej.

ballonkatheter

Jeg blev fulgt tæt i graviditeten med min søn, da min graviditet med min datter 3 år tidligere havde været kompliceret. Hun lå rent vægtmæssigt 36 % under gennemsnittet, pga. dårligt fungerende moderkage. Desuden blev hun født ved akut kejsersnit i uge 33, da min moderkage rev sig løs. Det var en voldsom og traumatisk fødsel. Jeg var derfor angst for at et lignende fødselsforløb i denne graviditet eller et værre, fx at han blev født tidligere end min datter.

Jeg fik ekstra konsultationer hos min søde jordemoder, som jeg også havde haft under min graviditet med min datter og jeg gik til vægtscanninger 1 gang om mdr. Alt så fint ud, vores søn lå vægtmæssigt lige på gennemsnitskurven og voksede og trives som han skulle. En fuldstændig ukompliceret graviditet. Jeg blev tilbudt kejsersnit, men havde et stort ønske om at føde vaginalt. Dette ønske blev heldigvis imødekommet.

Min termin nærmede sig, og jeg havde stadig ikke født. Lægen valgte at sætte mig i gang 14 dage før tid, da der er en øget gentagelsesrisiko for moderkageløsning, særligt efter uge 37. Da jeg tidligere havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke blive sat i gang med stikpiller fordi der så er fare for at arret i livmoderen brister. I stedet skulle jeg sættes i gang med et ballonkatheter. En ballon på hver side af livmoderhalsmunden fyldes med vand og meningen er så at disse balloner i løbet af 18 timer skal massere livmoderhalsen så den trækker sig sammen og livmodermunden åbner sig og veerne kan sættes i gang ved at prikke hul på fosterhinderne.

Mormor passede E og kunne tage hende hele ugen. Jeg blev sammen med min mand indlagt på patienthotellet og fik lagt balloner op, var mentalt slet ikke klar til at føde. Vi ventede, timerne gik og der skete ikke noget. Da vi sad og fik aftensmad begyndte det vi troede der var veer at starte. Det gjorde så pisseondt og vi anede ikke helt hvad vi skulle gøre. Vi var meget uforberedte på veerne, da vi havde forstået det sådan at det først var dagen efter der ville begynde at ske noget. Min mand var ret utryg ved jeg havde så ondt, så vi gik over på fødegange og jeg fik kørt en CTG-kurve. Alt så fint ud, veerne var tydelige på kurven. Men jeg havde ikke åbnet mig. Aftenen gik og smerterne blev bare værre og værre, det var uudholdeligt. Vi gik atter engang over på fødegangen, da jeg stadig ikke havde åbnet mig en mm endte en jordmoder med at tage noget af vandet ud af begge balloner. Lettelsen kom med det samme og smerterne forsvandt som dug for solen. Vi fik en god nattesøvn og dagen efter mødte vi igen op på fødegangen. Ballonerne blev taget ud, men jeg var stadig lukket som østers. Jordmoderen tvivlede på at vandet kunne tages og før hun gjorde forsøget, spurgte jeg om jeg måtte vente 1 uge. Jeg følte slet ikke min krop var klar. Det fik heldigvis lov til.

Jeg nød ugen sammen med E, som dog havde lidt svært ved at forstå vi kom hjem igen uden lillebror. Ugen efter følte jeg mig mere klar og lægen der lagde ballonerne op, mente også, at jeg mærkes mere moden.

Det var slet ikke så slemt med ballonerne denne gang. Det gjorde ondt, men jeg kunne være i smerterne. Jeg småsov det meste af dagen og natten med. Dagen efter mødte vi igen på fødegangen og her kunne jordmoderen fortælle, at min livmoderhals var udslettet. Hun prikkede hul på vandet. Det var en meget mærkelig fornemmelse, hun trykkede og moslede på min mave og der flød bare denne her lunkne væske ud. Vi ventede et par timer, og så begyndte veerne så småt at begynde. De tog hurtigt til og pludselig var tanken om lavment og akupunktur fuldstændig ligegyldigt, det gjorde bare så ondt allerede. Jeg var 4 cm åben, og skulle derfor have CTG-bælterne på konstant. Grundet det tidligere kejsersnit skulle jeg overvåges. Jeg havde lært, at en tommefingerregel er, at man ca. åbner sig 1 cm i timen, som andengangsmor. Så jeg begyndte at regne ud, hvornår jeg havde født. Jeg var lykkelig, det var min store drøm at føde vaginalt og nu så det ud som om min drøm skulle gå i opfyldelse.

Jeg fik lattergas i iltmasken, det gjorde det nemmere at trække vejret. Men hold nu op, hvor gjorde det ondt. Jeg nærmest både kvalte min mand og var ved at rive hænderne af ham i smerte. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen, jeg forstillede mig jeg var ca. 8-9 cm åben, så skuffelsen var stor da hun fortalte jeg kun var 5 cm åben. Lillebror lå lagt nede i bækkenet og pressede for at ville ud, det var derfor det gjorde så ondt. Jeg brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg holde det smertehelvede ud. Selv om det var mit største ønske at undgå en epiduralblokade, foreslog jordmoderen alligevel at jeg fik sådan en lagt. Jeg takkede ja med det samme, smerterne var ulidelige.

Når jeg havde set film, havde jeg altid grinet af de kvinder der skreg og jamrede sig under veerne. Men nu var det pludselig mig selv, det var ligesom om det lettede en smule at skrige under veerne. Heldigvis kom anæstesilægen hurtigt. Den voldsomme lange nål der skulle ind i min ryg bekymrede mig overhoved ikke på det tidspunkt, hvis bare jeg kunne få fred for smerterne. Han stak nålen ind og der kom endnu en ve. Jeg fik at vide jeg skulle sidde helt stille, jeg skreg endnu højere end før. Smerten var ulidelig og at jeg ikke måtte bevæge mig, det var næsten ikke til at bære.

Der gik ikke lang tid, før smerterne stort set forsvandt. Jeg lå i sengen på den ene side, mens min mand masserede min ømme lænd. Desværre var der vagtskifte, så min søde jordmoder måtte forlade stuen. Jeg svingede ikke så godt med jordmoderen der kom. Hun var belærende på en rigtig træls måde. Hun startede med at sige til min mand, at jeg blev hudløs hvis han forsatte med at massere mig. Han skulle blot holde sine hænder på min lænd. Jeg vendte mig og sagde jeg nok skulle fortælle min mand hvad jeg havde brug for!

Jeg lå i sengen, døsede hen og kunne blot på CTG-scanneren se hvordan veerne udviklede sig. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og altså klar til presse. Igen tænkte jeg på, at pressefasen som tommelfingerregel vare 1 time. Jeg begyndte at kunne se en ende på det. Epiduralen gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne mærke hvordan jeg skulle presse. Jeg spurgte jordmoderen om jeg gjorde det rigtigt, hvortil hun svarede at det gjorde jeg ikke – ikke nogen gode råd eller noget! Shit, det var op ad bakke.

Jeg havde ligget ned i lang tid og ville nu at stå. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til det, men jeg insisterede og jeg fik ret i, at der nu begyndte at ske noget. Det var nemmere at presse at når jeg stod op, jeg kunne arbejde med veerne. Ned på hug og op igen. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til at stå op og ville have mig i en fødestol. Jeg satte mig i den, men fløj op igen. Den kunne jeg ikke holde ud at sidde i. ”Det er ellers Cs (min jordemoder gennem graviditeten) yndlingsføderedskab”. ”Det er da ikke hende der skal føde” vrissede jeg vredt, da jordemoderens bedrevidenhed seriøst var ved at gå mig på nerverne.

Efter 2 timers forsøg med at presse, skete der stadig ikke en skid. Vores søn gled frem og tilbage i veerne, men der kom ikke rigtig skub i presseveerne – faktisk gik der nærmest stå i veerne. Jeg fik vestimulerende drop og efter 20 min begyndte der endelig at ske noget. Veerne tiltog igen og denne gang kunne jeg mærke noget. Alligevel var der gået så lang tid siden pressefasen startede, at der for en sikkerhedsskyld blev taget en blodprøve af babys hovedskal, heldigvis så alt fint ud. Den ledende jordemoder var blevet tilkaldt, fordi min jordemoder ville drøfte med hende hvad der skulle ske. Hun sagde, at der skulle tages en ny blodprøve om 15 mig. ”Der er han født” sagde min jordemoder og hun fik ret.

Presseveerne tog til og nu ville jeg bare have ham ud! Jeg var kommet op på fødebriksen igen og pressede som en gal i veerne. Endelig kom hovedet ud. Sindssyg mærkelig fornemmelse at mærke det lille hoved mellem mine ben og vide, at nu kom han snart ud. Næste presseve kom baby ud, og op på min mave. Jeg hylede glædestårer, mens jeg kyssede og aede ham blev jeg ved at med sige ”Det var godt du kom nu, jeg kunne ikke mere….” Selvom det havde været så hårdt, var det en af de største oplevelse i mit liv. At føde et velskabt, lækkert lille barn, som jeg modsat min datter (grundet den tidlige fødsel) fik lov til at holde, kysse og kramme alt det jeg ville og bare nyde sammen med min mand.

Skriv en kommentar