organdonation

Under ét af mine mange daglige besøg forbi min favoritoverspringshandling, faldt jeg i går over en film, som rørte mig dybt. Det var en mand – en far – iført cykeltøj, som mødte en anden mand, som han lyttede på hjertet. Og krammede.

Farens datter, en ung kvinde på 20 år, døde i en tragisk drukneulykke i januar, hvorefter familien besluttede at give hendes organer videre. Videre, blandt andre, til en ung mand, som havde brug for et nyt hjerte for at overleve. Den unge mand, som faren til den afdøde datter nu krammede. Han lyttede på sin datters bankende hjerte og efterlod mig med tårerne trillende så meget ned ad kinderne, at de efterlod våde pletter på min trøje, som, hvis man ikke vidste bedre, kunne ligne ammeskjolder. Kæft, hvor jeg græd.

Tænk sig, at vide, at éns afdøde barns organer lever videre i nogle andre mennesker. Tænk sig, at hendes hjerte stadig kunne få lov til at slå. At et andet menneske kunne leve, fordi hun, efter at være erklæret hjernedød, gav sine organer – og dermed liv – videre. Tre andre mennesker endda.

Jeg tørrede tårerne væk og klikkede ind på organdonor.dk og tjekkede min status. Jeg havde sat forbehold for mine hornhinder og min hud, som jeg ikke ville donere. Og forbehold for at min tilladelse var forudsat af mine pårørendes accept. “De skal sgu have lov til at få alt dét de overhovedet kan bruge” tænkte jeg og lavede mit lille kryds om. Fuld tilladelse, forudsat af mine pårørendes accept. Nem-ID og bum.

Jeg håber selvfølgelig aldrig nogensinde at det bliver relevant for mig, at skulle donere mine organer, fordi jeg så absolut planlægger at dø af alderdom når jeg engang er et godt stykke over hundrede år, men hvis nu, så hjælper det lidt at vide, at jeg i det mindste har givet nogen mulighed for at få deres liv tilbage, i dét tilfælde, at jeg skulle miste mit alt for tidligt.

Der findes selvfølgelig ikke noget rigtigt eller forkert og jeg kan sagtens respektere dem, som modsætter sig organdonation. Selvfølgelig kan jeg det. Vi aner ikke hvad der sker med os når vi dør og det er selvfølgelig ikke en rar tanke at skulle skæres i, bedst som man skal herfra, men jeg synes vi skylder hinanden, os selv og vores børn, at tage stilling.

Skal vi ikke prøve om vi kan få i første omgang hinanden og sidenhen hele Danmarks voksne befolkning til at registrere sig i donorregistret? Uanset om det er for at give fuld, delvis eller ingen tilladelse. Det er så pissevigtigt for dem, der får lov til at overleve og man kan ændre sine valg så mange gange og så ofte man måtte ønske det – og som jeg har gjort, betinge dem af, at éns pårørende accepterer valget.

I kan jo starte med at se filmen her og så har jeg gjort det så let, at I efterfølgende bare kan klikke jer ind HER og finde jeres Nem-ID og én eller anden beslutning frem. Tak.

30 Kommentarer

  1. Hej Cana
    Tak for det vigtige oplæg! 🙂 jeg var for fire år siden (som 21-årig) på vej på venteliste til en ny lever, pga. flere autoimmune sygdomme. Det var en sindsyg periode, det stod jeg og skulle igang med drømmestudiet, og så blev jeg så syg! Jeg har ikke fået en ny lever endnu – lægerne ved ikle helt hvad der skete, men mine sygdomme faldt i hvert fald til ro. Det betyderat jeg nu er igang med kandidaten på mit drømmestudie – men jeg er stadig syg, og med to sygdomme, som hver for sig kan lede til levertransplantation, har jeg affundet mig med, at det sker engang. Jeg har det ret okay med det, men jeg har også brugt tid på at acceptere det. Det er skræmmende så få der i Danmark er registreret i donorregisteret, på trods af at så mange i rundspørger går ind for organdonation. Som du også skriver – det er hovedsagen at man registrerer sig, uanset om man vil give fuld, delvis eller ingen tilladelse! Også af hensyn til de pårørende, så de ikke skal tage den fulde beslutning, men kan læne sig op af ens egne ønsker.
    Nå, det blev en lang smøre – jeg ville egentlig bare sige tusind tak fordi du sætter fokus på det 🙂

    • jeg plejer at tænke på organdonation sådan, at det på en eller anden måde, kan tilføje en lillebitte smule mening, til noget så komplet meningsløst, som for tidlig død 🙂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Selv tak! Og tak for din kommentar – du lyder til at være en usædvanligt sej kvinde!

  2. TAK for et virkelig godt og relevant indlæg. I min (muligvis naive) verden burde alle automatisk være registreret som donor med muligheden for at ændre det, hvis man ikke havde lyst. Så det i stedet for et tilvalg, blev et fravalg. Der er alt for mange, der gerne vil, men som ikke lige får gjort det, som du gjorde i går. Og på den måde kunne vi sikre os, at mange flere var donere, og at dem, der af diverse årsager ikke har lyst, kunne lade være at være det (hvilket naturligvis er helt fair, hvis man har det sådan :))

  3. Ditte Brokjær Svar

    Tak for at gøre opmærksom på denne gode sag. Jeg har selv været igennem en horhinde transplantation. Uden den havde jeg været blind. Så Tak fordi du nu også vil donere dine hornhinder 😊

    • Cana Buttenschøn Svar

      Wauw, hvor er det sejt! Nu er jeg bare endnu mere glad for at have givet fuld tilladelse 🙂

  4. Så fik jeg da også tåre i øjnene af den dejlige video. Organdonation er en vigtig sag at skabe opmærksomhed omkring. Husk at tag stilling er min holdning om det er den ene eller anden vej man vælger. Jeg tog stilling den dag jeg blev 18, så i tilfælde af det værst tænkelige at min nære ikke sku.

  5. Irene Viggo Svar

    Hej Cana

    Åh ja, det er så vigtigt at have taget stilling. Jeg har nu fået 2 nyre, begge fra mine forældre. Ved, at når denne nyre ikke kan mere, så skal jeg på listen. Jeg kæmper for at forbedre hverdagen for mine medpatienter via Nyreforeningen. Nyreforeningen har hjulpet mig, så jeg vil så gerne give tilbage. ❤️ Skøn dag til jer alle. Her bliver livet nydt. Irene Viggo

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor er det sejt, at du engagerer dig så meget! Tak for dig.

  6. Jeg har for 13 år siden tilmeldt mig med alle mine organer og pårørendes accept. Ønsker dog at lave det sidste om – hvad nu hvis de ikke er enige!?! Det er så vigtigt for mig at mine organer kommer videre.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg håber selvfølgelig på, at mine pårørende er enige med mig i mit valg – det tror jeg – men jeg tænker alligevel at de skal have retten til at bestemme i sidste ende.

  7. Tak fordi de bringer lys over emnet Cana.
    Jeg snakkede med min mor om det da jeg ikke var andet end en ung teenager, på mit eget initiativ, jeg ville være organ donor hvis der skete mig noget inden jeg blev 18 og kunne sætte mit eget kryds. Det lovede hun mig. Da jeg blev 18 satte jeg mit kryds. Jeg plejer at sige at det faktisk er lige meget hvor folk sætter det, det er for mig at se privat. Men jeg håber at de vil sætte et. Det gør det lettere, hvis, de pårørende er en dag skal tage stilling. Måske behøves de ikke engang tage stilling.. Der er ikke nogen der ved hvad morgendagen bringer eller hvor vi er til den tid. Så tag stilling og registrere dig, det er det mindste vi kan gøre for hinanden.
    Hav en god dag og et fantastisk liv ❤️🙂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Du har helt ret! Registreringen er så vigtig <3

  8. Jeg er generelt et meget åbent og anerkendende menneske, men at sige at jeg respekterer at nogle ikke vil være organdonorere – det kan jeg simpelthen ikke! Jeg synes at den eneste logiske beslutning er at give fuld tilladelse, uden pårørendes accept.. der kunne blive reddet så mange liv hvis vi alle gjorde det! Og liv er bare vigtigere end alle modargumenter, hvis du spørger mig..

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er enig med dig i at tilladelse til organdonation er det eneste logiske, men jeg tænker, at det nok ikke er sådan for alle og det kan jeg sagtens respektere 🙂

  9. Hvor er det sjovt. Jeg meldte mig til for nogle år siden, men jeg valgte netop også at hud og hornhinder var no go. Hvorfor valgte du selv sådan i sin tid? For mig var det simpelthen så intimt og mærkeligt at forestille mig, at ligge “et sted” (jeg vil forøvrigt brændes, så det er sært at have det sådan) uden hud og øjne, som ikke længere “virker” (nej jeg er jo død, men alligevel…). Hvorfor er de to ting sværere at give “afkald på” end et HJERTE? Selv den dag i dag, kan jeg ikke få mig selv til det.
    Men men… Vigtigt emne, og tak for det!

    • Det er måske mærkeligt at forestille sig, ja, men samtidig er alle organer noget der kan redde! Kroppen indeholder jo en masse andre ting, som man ikke kan krydse af, fordi det ikke kan transplanteres og bruges. Så når hornhinder og hud kan krydses af, er det jo fordi det kan hjælpe. Jeg tror det er en underlig tanke ligemeget hvad, men hvis man forestiller sig hvad det kan gøre for en anden, så er det nærmere en smuk tanke? At man med sin hornhinde, kan gøre at et andet menneske ikke er blind. At med sin hud kan hjælpe bl.a. brandofre. Det er da smukt, selvom det måske ikke er ”ligeså” vigtigt som et hjerte eller en nyre. Det er ikke for at give dårlig samvittighed, men hvis man godt kan se det logiske i det, og at det ikke nytter at lade det blive til aske, når det kan blive til et helt nyt liv for en anden – men at man ikke kan få sig selv til det umiddelbart, så prøv at tænk på det som en smuk tanke istedet <3

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg tror jeg havde fravalgt hud og hornhinder, fordi jeg tænkte, at det ville ændre på mit udseende overfor mine pårørende og fordi det samtidig ikke er livsnødvendig behandling for andre, så valgte jeg det fra. Men altså, nu er det valgt til og det føles smaddergodt, at jeg fx kan hjælpe én til ikke at blive blind 🙂

  10. Mette-Marie Svar

    Jeg har været donors uden jeg blev 18.
    Uden pårørendes accept. Jeg synes ikke de skal stå med valget hvis det utænkelige skulle ske… jeg har taget et valg og vil donere alt. Håber at flere vil tage stilling…

  11. Jeg har taget stilling for en del år siden. Jeg mener, at jeg har forbehold ved hud og hornhinder – lige som du havde. Dog har jeg valgt at mine pårørende IKKE skal tage stilling.

  12. Hej Cana
    Tusind tak fordi du sætter organdonation på dagsordnen. min datter fik en ny lever som tre- årig. Min mand og jeg har siden da kæmpet for at sætte fokus på denne overset patientgruppe af kronisk syge patienter. vi stiftede Organdonation ja tak! som arbejder for at forbedre vilkårene for de børn og unge der venter på et nyt organ. Kender du mon vores arbejd og vores Ambassadør Ibi Maikienok? Du kan læse mere på https://organdonation-ja-tak.dk/
    eller på min blog http://cancerfamilie.dk/ hvor jeg skriver om at være cancermor til et levertransplanteret barn.
    Vi arbejder for at forbedre doner raten og oplyser danskerne om fordelen ved, at indføre formodet samtykke i Danmark.
    Vi har over 17.000 Danskeres underskrifter på https://www.skrivunder.net/organdonation-ja-tak om at indføre metoden som vores nabolande allerede har indfør. det er der bare ikke så mange der ved endnu. Derfor håber jeg det er ok at jeg skriver dette til dig.
    Hvis du har spørgsmål må du meget gerne kontakte mig…
    endnu engang TAK af Hele mit mor hjerte fordi du tør tage fat om et alvorligt emne!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Du er simpelthen så pissesej og jeg har kæmpe respekt for alt det hårde og flotte arbejde du gør for andre <3 TAK.

  13. Vi startede med det røde kort om donation og opdagede for nydeligt at det måske ikke gælder endnu. En gammel dame fra 50-erne

  14. Super godt emne.
    Jeg har fuld respekt for dem der vælger fra, bare der vælges – tages stilling.
    Jeg selv valgte for mange år siden fuld donation. Og resten må bruges til forsøg, videnskab, undersøgelse, hvis nogen kan bruge mig og blive klogere af. Jeg ønsker så at resterne bliver brændt.
    Heldigvis er min familie forstående overfor mit valg.

  15. Hvor er det bare vigtigt, at de historier bliver fortalt. Tak!

Skriv en kommentar