Man siger ofte, at tredje gang er en “drillegang”, men for rigtigt mange er tredje gang heldigvis også en rigtigt god oplevelse, når først fødslen for alvor går i gang, ligesom det var for kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning.

hurtig-foedsel

Min mest perfekte fødsel på præcis 3 timer og 14 minutter. Det eneste der var galt var datoen, fredag den 13, arghmen altså! Min mand havde drillet mig hele graviditeten med at det nok blev fredag den 13, dagen før termin. Det var bare den eneste dag jeg ikke ville føde på. Men altså pyt nu med det, når alt andet nu var så perfekt.

Jeg har haft tre rigtig gode og meget forskellige fødsler, men min tredje fødsel er klart den bedste, ja jeg vil faktisk sige helt perfekt! Første fødsel foregik stille og roligt på sygehuset, andet fødsel var en planlagt hjemmefødsel, men på grund af meget grønt fostervand blev vi sendt i ambulance mod hospitalet men pludselig gik det stærk og jeg gik fra 5 cm til han var født på meget kort tid og han endte med at blive født sund og rask på tre presseveer – i ambulancen (som I engang kunne læse om HER, red.). Tredje fødsel var ligeledes en planlagt hjemmefødsel og det er den jeg nu vil berette om.

Tredje fødsel kan jo godt være lidt af en drillefødsel der går igang, tror man, for derefter at gå i stå igen. Dette skete også for mig, så efter første nat med regelmæssige kraftige plukkeveer fik vi sat det hele igang. Farmor kom og hentede de to store, min mor, som skulle være med til fødslen, kom og jordemoren kom. Min anden fødsel gik rigtig hurtig, så vi ville gerne være sikre på at jordemoren nåede at komme, så derfor tilkaldte vi hende selvom det ikke gjorde ondt, ondt.  Men da jordemoren trådte ind af døren gik “veerne” i stå…. Jeg gik rundt og prøvede at få dem igang igen men uden held. Hun mærkede  på mig og jeg var to cm åben. Hun gik igen efter en times tid og vi hyggede os og nød bare at være os to for en stund uden de to store.

De efterfølgende 6 nætter forløb på samme måde, men jeg havde nu lært at det ikke er fødslen der er igang.

Pludselig en morgen efter min mand er kørt af sted for at aflevere de to store i børnehave og skole kom der en ve, nu var jeg ikke i tvivl, det var en meget kraftig ve – som i virkelig kraftig. Klokken er præcis 8:00. Jeg får skrevet til min mand at han skal komme hjem igen når han har afleveret. Efter 3 veer lige i træk ringede jeg efter jordemoren, nu var jeg ikke i tvivl. Jeg kunne ikke tale mens jeg har veerne og jordemoren i røret er ikke i tvivl, de kan godt sende en med det samme. Jeg gik i karbad og nød det virkelig. Veerne var kraftige og regelmæssige og jeg lå og var fyldt op af lykke. Min mand kommer hjem og får ringet efter min mor. Min mor kom ved 9 tiden og begynder at støvsuge (hun har lidt rengøringsvanvid og synes vist ikke helt der var pænt nok til jordemoren;-)) Mine veer blev kraftigere og kraftigere, men jeg nød stadig badekarret og tænkte også lidt taktisk, at det nok var bedst at blive liggende til jordemoren kom. Jeg ville nødigt ende med at føde inden hun kom. Min mand blev lidt urolig og vi bliver enige om at han lige skulle ringe til hospitalet og høre hvor jordemoren blev af. Vi fik at vide at hun nok ville være hos os snart, men hun havde været derhjemme og skulle først lige forbi Hillerød og hente alle hjemmefødselstingene.

Kl 9.30 banker det på badeværelsesdøren og ind kommer den bedste jordemor jeg nogensinde kunne drømme om. Det var nemlig hende der havde taget imod min søn som blev født tre år forinden i ambulancen. Jeg blev så glad og lykkelig og begyndte at græde af glæde. Jeg kunne slet ikke forstå at det faktisk var hende. Hun fik et ordentlig vådt kram af en splitternøgen fødende mig. Det var simpelthen så dejligt at det netop var hende. Vi havde sådan en god kemi dengang jeg fødte min søn og hun fortalte at hun tit havde tænkt på mig og vores ambulancefødsel og det var gengældt, for hold op hvor havde jeg tit tænkt på hende også. Mine veer var så kraftige og fødslen så langt henne at jeg ikke kunne snakke meget, så det var bare så dejligt at vi ikke skulle til at opbygge et bånd sammen der, jeg var tryg ved hende fra starten, hun kendte mig og mine ønsker og min måde at håndterer veerne på. Jeg kom op af badet så hun kunne mærke og lytte. 6 cm åben og alt var som det skulle være. Min mor skar lidt frugt til mig som jeg spiste mellem veerne med stor velbehag. Vi havde stillet vores gamle seng op inde i stuen og her brugte jeg nu lidt tid på at sidde og havde nogle rigtig gode veer. Jeg hang henover en stol under veerne og snakkede og grinte i vepauserne. Min mor kunne slet ikke forstå at jeg havde overskud til det imellem veerne, men der var bare sådan en god stemning og det var bare så hyggeligt. Da jeg havde siddet der en halv times tid ville jeg gerne ud under bruseren. Derude gik det stærkt, hold da op nogle smertefulde og effektive veer jeg havde! Jeg kaldte på min mand, jeg havde brug for en at holde (læs: knuse) i hånden under veerne. Han klarede smerten i hans hånd rigtig flot og intet ondt ord kom ud af hans mund. Jeg derimod brølede af smerte, på den der urkvinde agtige måde. Jeg kunne mærke hvor meget der skete inde i min krop under hver ve – det var fedt. I en af vepauserne begyndte jeg at grine, for det gjorde bare så afsindigt komisk ondt. Måske en underlig reaktion, eller en meget dårlig humor jeg har… Jeg fik øjenkontakt med min mand og sagde bare noget i stil med “Jeg håber godt nok ikke den her fødsel varer længe for det her kan jeg da ikke holde ud meget længere” og så grinte jeg igen.

Under veerne under bruseren faldt jeg helt sammen i hug, mens min mand både skulle holde mig i hånden og bruse min mave. Stakkels mand, jeg ved ikke hvordan han gjorde det uden at blive våd også. Efter et kvarters tid under bruseren begyndte jeg at få pressetrang, men på en lidt underlig måde. Ikke som rigtige presseveer. Jeg kom ind at ligge i sengen i stuen og jordemoren mærkede på mig. Det pressede fordi der stod en ordenlig blære af fostervand ned mod åbningen, så det var altså ikke hovedet der stod og pressede og derfor føltes det lidt underligt. Men jeg var fuldt udvidet og alt var godt. Jeg ville gerne blive inde i sengen og veerne ændrede nu karakter. Der var nogle lange pauser imellem veerne, ca 10 min, og det var nogle mærkelige presseveer. Jordemoderen roste mig og sagde, at jeg bare skulle følge hvad min krop ville. Den ville ligge på siden i pauserne og jeg var nu lukket helt inde i mig selv og nød de dejlig lange pauser. Min mor fortalte efterfølgende at hun var lidt bekymret for om fødsel gik i stå med de lange pauser, men jeg vidste at jeg snart ville føde og kunne mærke hvor meget hver ve gav så jeg var slet ikke nervøs. Jeg nød bare at min krop kunne nå at tanke energi i de lange pauser. Jeg var stadig helt fyldt op af lykke og overskud. Veerne var hårde og gjorde mega ondt, men det var også fedt at mærke min krop arbejde med veerne. Jeg spurgte om hun ikke skulle prikke hul på vandet, men hun sagde at hun var sikker på at lige så snart vandet var gået ville jeg føde rigtig hurtig efter og min krop skulle have lov til at arbejde uden hun blandede sig. Det er jeg rigtig glad for nu her bagefter.

Jeg lå vel i en times tid sådan med de veer. Pludselig gik vandet kl 11.10 i et ordentlig sprøjt, nok en halvanden meters penge. Lige ud over den kravlegård jeg lige havde gjort klar til den lille. Nå pyt med kravlegården, det vigtigste for mig var at vandet var klart! Sikke en lettelse. Jordemoderen fortalte bagefter at hun havde sat sig strategisk sådan at hun ikke ville blive ramt for hun viste godt at det ville gå i et ordentlig sprøjt. To rigtige presseveer senere kl 11.14 kom vores skønne datter til verden. Min mand tog imod hende som han også gjorde med vores ældste datter og som det også var meningen han skulle gøre med vores mellemste. Hun lå længe hos mig og ville hurtigt sutte. Hendes navlestreng blev klippet af den stolte far efter den havde stoppet med at pulsere. Jordemoren blev et par timer, det var så hyggeligt bagefter at snakke med hende både om denne fødsel og min søns fødsel tre år tidligere. Vi spiste boller og kage alt imens min datter lå ved mit bryst. Det var skønt med roen og en jordemoder der ikke havde travlt. Min datter fik lov at ligge ved mit bryst indtil hun selv slap og først her blev hun undersøgt og målt og vejet. Verden var nu blevet et styks helt perfekt lille baby rigere. Min far kom ved 13-tiden og fik også lige hilst på jordemoderen inden hun fik et ordentlig farvelkram og blev sendt af sted til resten af hendes døgnvagt. Mine forældre tog så ned og hentede de to store kl 14 da den ældste havde fri fra skole og de kom hjem og så deres dejlige lillesøster for første gang. De havde jo ingen anelse om hvad de kom hjem til, så det var en dejlig overraskelse. Vi nød resten af dagen i sengen med vores lille nye familiemedlem og farmor og farfar kom også og så den lille solstråle. Lige nu mens jeg skriver har jeg det største smil på læberne og ser tilbage på den mest fantastiske oplevelse

Skriv en kommentar