img_7259

Det kan føles temmelig meget som en killer, at skulle holde børnefødselsdag i børnehaven; eller endnu være i vuggestuen eller dagplejen. Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men fordi man vist efterhånden de fleste steder har en temmeligt stram sukkerpolitik. Den slags sætter i hvert fald sådan nogen som mig, på ekstraarbejde. Okay, jeg ved godt, at man de fleste steder alligevel kan slippe nogenlunde fint afsted med en fødselsdagskage, så længe det ikke er af den slags som er beklædt med matadormix og snørebånd, men jeg tænker alligevel, at jeg faktisk gerne vil forsøge at være hende, der gør en ekstra indsats. Især hos de helt små.

Det er ingen hemmelighed at begge mine børn elsker slik og kage, men faktisk så er de også svært begejstrede for frugt, og når bare det bliver serveret på en lækker måde, så er det lige før at de er ligeså glade for frugt, som de er for slik.

Nogle år, til drengenes fødselsdage, har jeg lavet et sejt vandmelonmonster, som jeg i øvrigt plejer at høste masser af komplimenter for, men for i år (og sidste år) satte jeg ambitionsniveauet lidt ned og serverede frugtvafler. Eller frugt-is, som børnene kalder dem.

img_7262

[Her med fyld af blåbær, pære, hindbær, fersken, vindruer og banan]

img_7261

Man kan i virkeligheden bruge alle slags frugter, men jeg har dog erfaring for, at de meget saftige af slagsen gør at vaflen lynhurtigt bliver noget blød. Det er selvfølgelig godt til de allermindste, men hvis det er til børnehaven, så kan jeg anbefale bær og bananer og dén slags, som ikke smider så meget væde af sig. Frugten, som for det pæneste resultat helst skal være i mange forskellige farver, skæres ud i passende stykker og fyldes i (hjemmebragte) gammeldags isvafler, og kommes i en stor skål, hvorfra de serveres.

img_7260

Ret sundt, ret pænt og meget let. Mega hit, siger jeg bare. Voila, så er der børnefødselsdag!

14 Kommentarer

  1. Mega god ide, den låner jeg lige til min mega frugt glade (ikke at han går af vejen for hverken slik eller kage heller) 3-årige dreng, når han skal holde fødselsdag i børnehaven til december 🙂

  2. Ret beset er der sukker i vaflerne. Så den går desværre ikke alle steder . Ideen er ellers mega fin, og jeg ville gerne bruge den til min egen søn. Men det går desværre ikke. Mon der findes alternativer til vaflerne? De smager jo ellers dejligt.. måske små bægre og så portionsanrette frugt i?

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det har du ret i – det har jeg dog heldigvis ikke oplevet som et problem her, men måske er der nogle steder de er meget strikse. I så fald kan jeg anbefale vandmelonmonsteret i stedet 🙂

    • Da mine unger var små havde jeg hjemmelavet smoothie med. Div frosne bær, kogt, blendet og nedkølet evt blandet med juice hvis det skal være lidt tyndere i konsistensen. Hæld i engangsglas, pynt med sugerør og en paraply (ikke vuggestue) og så er den klar…

    • Erstat vaflerne med muffins-/cupcakeforme, det hitter også. Man kan få papforme med alverdens motiver, og så er det bare at fylde fødselarens yndlingsfrugt i.

  3. Super ide. Vil iøvrigt tilføje at jeg er stor fan af sukkerpolitik i børnehave og vuggestue. I min datters børnehave har de det ikke, hvilket kom helt bag på mig, da jeg troede det var et naturligt tiltag i alle institutioner. Vi har haft godteposer med, med rugstænger, dadelkugler, tørretfrugt og pølsehorn med fuldkornsdej og kyllingepølser. Det var også et hit. Børnene har også prøvet at få vafler med frugt – et hit. Slik og kage er i høj grad noget de voksne forbinder med hygge og fest og derfor antages det ofte at børnene også har det på samme måde. Men det er oftest for de voksnes skyld, det kommer på bordet…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Sikke nogle gode ideer!! Og altså, jeg er helt på dit hold, når det kommer til sukkerpolitik. Jeg synes også at det er en dejlig sikkerhed som forælder at vide, at man nogenlunde selv kan styre sine børns indtag af slik og kage 🙂

  4. Matilde Nielsen Svar

    Det ser jo ganske fantastisk ud! Har du en god opskrift på vaflerne??? Tænker de ville være et hit i min datters klasse- og passe så fint som et lidt sundere alternativ.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ha ha, desværre ikke! Jeg har bare lavet den helt dovne udgave, og købt vaflerne i mit lokale supermarked 😀

  5. Det ser vildt lækkert ud!
    Her er der også nul-sukkerpolitik i børnehaven. Det gør mig egentlig ikke noget, meeeeen jeg var slået lidt hjem i ludo i år. Vi blev udskrevet fra hospitalet af lillebror dagen før storebrors fødselsdag. Manden nåede i DøgnNetto efter to poser popcorn og en række engangskrus og så var der serveret.
    Hilsen moren der plejer at diske op med diverse frugtdyr/skibe og hvad ved jeg.

  6. God ide!
    Et pap krus med fx frugt, en ostehaps, agurkestave hitter også helt vildt 🙂

  7. Min gamle nabo frøs halve bananer med ispind i, de blev så dyppet i mørk chokolade (der så lidt sukker, men det kunne måske skiftes ud med noget andet) og serveret som erstatning for is… luksus udgave der hjemme blev rullet i f.eks. kokos eller nødder.
    sukker politik er godt men det kan også blive for striks.

Skriv en kommentar