Det endte i virkeligheden med at være meget belejligt, da jeg i går var så dagsforvirret, at det ikke gik op for mig at jeg havde udgivet et “Jordemoderonsdag”-indlæg på en tirsdag, før jeg, både på Facebook og i kommentarfeltet her på bloggen, blev gjort opmærksom på min lille fejl, fordi det betyder at jeg således allerede i dag kan fortsætte løjerne med lidt flere “barske realiteter”; denne gang om kroppen efter fødslen. Gisp!

Man skulle næsten tro at alt, så snart fødslen er overstået, bliver lutter lagkage; Baby er født og NU kan verden bare komme an. Ikke?

Well, naturen er desværre sådan indrettet, at den sørger for, at der ikke noget der kommer let her i livet og turen tilbage til den “normale” krop efter en fødsel er selvfølgelig ingen undtagelse. Det er tough business og det er noget vi sjældent taler om – men sandheden skal ud! Derfor er her 10 ting, du kan forvente om din krop efter fødslen – en liste, der på ingen måder er udtømmende, så I skal være mere end velkomne til at tilføje i kommentarfeltet.

img_5558

 

Du ligger i sengen og kigger ned af dig selv og får for første gang i månedsvis øje på dine fødder. Din mave er blevet helt flad. Altså, lige indtil du rejser dig op og livmoderen vælter frem som en bowlingkugle i en latexballon. Du ser stadig gravid ud. Bare på en utroligt grim måde, så glem alt om at springe i dine før-graviditetsbukser lige med det samme.

 

Uanset om du er bristet forneden eller ej, har du – hvis du har født vaginalt – presset et barn (eller hvad der føles som en stenhård ananas) ud af dig og du vil derfor være både øm og hævet. Altså, meget. Og det kan godt vare nogle uger, før du igen kan samle benene når du går.

 

Hvis du er bristet vil du, når jordemoderen et par timer efter fødslen befaler dig at tisse, mærke den vildeste svien, når urinen rammer de åbne sår – eller endnu værre, hudafskrabningerne på dine indre kønslæber. Sørg for at drikke rigeligt, så dit urin ikke bliver for koncentreret (for så svier det mere) og skyl gerne med vand imens du tisser, for at tynde det yderligere op.

 

Selvom jeg ville ønske det anderledes, så sker der på et tidspunkt dét, at du skal lave stort efter du har født og det kræver altså sin kvinde at turde gøre det. Det gør afsindigt ondt og det føles som om hele underlivet falder ud. Sørg for at spise fiberrig kost og drik masser af væske, for at hjælpe kroppen til lidt lind afføring, så du ikke skal presse for meget. Hvis du føler (eller er bange for) at du har hård mave, så tag eventuelt en magnesia eller drik et glas sveskejuice. Seriøst, bare gør det.

 

Glem alt om Libresse til din blødning lige efter fødslen, for du bløder meget! Sådan, seriøst meget. Det kræver store bleer tilsat netunderbukser eller som et minimum et par solide sloggi tre størrelser større end dem du plejer at bruge.

 

Hvis du har været en af de heldige, som har døjet med væske i kroppen, så tro ikke, at det bare forsvinder sammen med moderkagen. Næh, typisk vil dine fødder vokse til dobbeltstørrelse på 2.-3.dagen efter fødslen, inden de begynder at blive normale igen. Og når væsken begynder for alvor begynder at forlade kroppen, kommer den ud som sved, så hav håndklæderne klar, Svend(-Sved).

 

Du ammer og ammer og ammer og følger alle jordemoderens anvisninger og pludselig – på 3.-4.dagen vokser dine bryster, som var de en bolledej, der er blevet glemt på køkkenbordet – og alligevel virker det ikke som om der kommer mælk. Brysterne er enorme, ømme og for manges vedkommende også diffust deforme. Det lette er at tænke, at man er en fiasko og at amningen aldrig kommer til at køre, men fortvivl ikke – det er hævelse, ligesom den du kender fra dine fødder, og den forsvinder i løbet af et døgn og bliver skiftet ud med en dejlig masse mælk til din baby. Og dine bryster er stadig store. Og ømme.

 

Hvis bare baby har ordentligt fat, gør det ikke ondt at amme” hører du sikkert flere gange. Well, guess what. Det gør nullernaller for langt de fleste at amme – også selvom baby sutter med korrekt sutteteknik. Men, når amningen er etableret (efter en god uges tid, typisk) skulle det gerne blive gradvist og meget bedre – hvis ikke, så tag en seriøs snak med din sundhedsplejerske eller eventuelt ammevejlederne fra forældre & fødsel.

 

Selv når amningen er etableret, er det altså ikke altid at dine bryster forstår, at de kun skal afgive mælk, når din baby skal spise og du vil altså opleve, at mælken pludselig løber – og den er bedøvende ligeglad med om du står henover køledisken i Fakta eller om du holder kaffeslabberas med din mands nye kollegaer. Væn dig til, hvis det bliver et problem, at bruge ammeindlæg – og husk så for guds skyld at tage dem med dig, efter endt amning; det er lidt småpinligt hvis gæsterne trækker brugte ammeindlæg op fra sofasprækkerne.

 

Du kan klare alt! Du og din krop har leveret et barn til verden og selvom det tager noget tid før du måske selv for alvor mærker det, så har du bare en rockersej krop, som du skal nyde, elske og passe på, så godt som du kan – nu er du jo trods alt nogens mor <3 Så tag du bare et ekstra hvil på sofaen og fortæl din kæreste at “din” jordemoder siger, at han skal klare støvsugningen lidt endnu.

 


Hvis du har lyst til at læse 10 hurtige om fødsler, kan du gøre det HER

20 Kommentarer

  1. Åh tak for skønt indlæg. Måtte grine lidt undervejs 🙂 Venter barn nr 2 til juni og der var faktisk op til flere ting efter fødslen, som jeg havde lykkelig glemt 🙂 men ja sved, deforme bryster, sindssyg store Tena lady indlæg og store mormortrusser er et most.
    Og ja det med den gravide eftermave fik jeg også at føle. Kan huske jeg var nede med skraldespanden ca 3-4 dage efter fødslen. Jeg løb ind i en kollega på gaden og hun spurgte nok så frejdig om jeg ikke snart skulle føde!! Kunne heldigvis grine af det, men det var da ikke den fedeste kommentar, når man stod der (og svedte i en kjole med mormortrusser og bind! ;-))

  2. Åh ja svedeturene, de var jo vanvittige! Og så har du helt glemt at nævne de anale gener, rifter og hæmorider, også noget at “glæde” sig til. Og så oplevede jeg noget ret skørt natten efter fødslen, jeg fik det vildeste ædeflip, der røg seriøse mængder kiks, nødder, store dadler og kakao i skrutten den nat mens min mand og babydreng sov sødt.

  3. God liste! Vil lige tilføje, at det der blod efter fødslen ofte koagulerer og kommer ud i klumper. Efter min første fødsel, fik en jordemoder på patienthotellet, lidt i en sidebemærkning, slynget ud at de der klumper sagtens kunne blive så store som en knytnæve. Jeg tænkte ikke over det, men var virkelig glad for den oplysning da det var præcist hvad der skete et par dage senere. Ellers havde jeg da troet at jeg havde mistet et organ 😂

  4. Fabelagtigt!
    Må lige supplere med afsindige svedeture, der kan slå enhver kvinde i overgangsalderen – både i forbindelse med amning men også om natten, så man vågner med sig selv og sengetøjet sølet ind i sved! Uanset om man har haft væske i kroppen eller ej..
    Og så efterveer – som om at man ikke havde fået nok under fødslen – altimens klumper af blod løsnes fra ens livmoder og man kan mærke det løbe ud i tidligere nævnte str xl ble – og man kan ikke engang drøne på toilettet, for man kan for det første ikke drøne nogen steder hen med sådan et efterfødselsunderliv (hvilket får mig til at erindre den helt særlige gangart, der kun findes på en barselsgang), og desuden sidder man med en baby suget fast til de enorme og ømme babbelabber, så man er bare nødt til at blive siddende og bide efterveerne i sig!

  5. Jeg kan kende rigtig meget af det fra første gang og heldigvis kun nogle få af tingene fra 2. gang, så man kan også være heldig og slippe billigt 😉
    men jeg har egentlig et spørgsmål, apropos den første omgang “stort” på toilettet efter fødsel. Er det sværere at få maven igang igen hvis man har fået klyx under fødslen, eller er det bare tilfældigt hvis jeg har oplevet det?

    • Jeg har oplevet det samme!
      Mon ikke det er fordi hele systemet bliver “nulstillet” at det lige tager lidt tid før det finder er normalt leje igen?

  6. Seriøst, jeg fatter ikke, hvordan man kan få hudskrabninger dernede.. altså bliver de unger født med sandpapir i næverne? når jeg tænker nærmere over det, ville dét jo næsten give mening, når man tænker på smerten.

    Men ellers god og dækkende liste – og så synes jeg også, at det er værd at nævne de vilde rutsjebaneture, man tager i de første uger mellem euforisk lykke, til dyb afgrund af frustration. Det er jo egentlig dækkende for hele forældreskabet, men det er bare meget heftige og nærmest råbende følelser der i starten. Jeg blev i hvert fald selv skræmt første gang over at føle SÅ meget hele tiden. Det blev nemmere anden gang.

  7. Tusind tak for en ærlig liste! Som kommende førstegangsfødende, er det rigtig rart at vide hvad man kan forvente 🙂 Der er ikke mange der fortæller om de mindre charmerende ting man skal igennem, så det er rigtig rart at blive informeret ordenligt på forhånd 🙂

  8. For h…. undskyld jeg bander hvor jeg dog elsker dig for bare at være hudløst ærlig❤ Jeg har i aften været til Babysam før fødsel arrangement med goodiebags og “vind vilde præmier” mens nogle super sælgere fra de store mærker lære dig alt hvad du bør vide om nyfødte og det nødvendige udstyr…
    JEP…. der var hende med den super smarte gravid/amme/baby pude til 1400 og de der skæv hoved puder der kun forholder sig til det skæve hoved, ikke hvorfor baby kun vil ligge på den ene side, ham med den nyeste vilde autostol til tæt på 2000, ham med verdens bedste stol fra Nyfødt til teenager… Pris 1400, vel at mærke for stolen til teenageren, alt du skal bruge før da koster ca ml. 299-599 Per del… og hende med alt i flasker og udmalkningsudstyr… som om amnepresset på førstegangsgravide ikke er stort nok.
    Jeg vandt ingen af de 10 præmier… godt det samme jeg havde allerede det hele, og nej jeg købte heller ingenting.
    Jeg var bare hende den monster store 3. Gangs gravide der gik direkte til rodekassen med 50 % for at shoppe barselsgaver til de 7-10 gravide kollegaer og nåååå ja så købte jeg nye bleposer til blespanden.
    Hvorfor pokker var der ikke en sælger der med et godt tilbud solgte det ALLE nybagte forældre har brug for under sloganet “Det er skide svært at følge med til alle de bleer”
    Skriv en bog Cana for pokker og udgiv den som pakkeløsning med 1 sæt hørepropper, vejledningen: Sådan laver du dine egne is-bind” og en lille notesbog til alle mødre hvor de kan komme ud med alle de grimme ting vi ALDRIG kunne drømme om at sige højt!!!

  9. Dagen efter at have født lå jeg på gulvet og lavede mavebøjninger (det fik jeg så en gevaldig voksen-skældud for af en sygeplejerske… jeg kendte ikke til tobleronemaven) en lille uge efter cyklede jeg rundt… jeg havde virkelig ingen fysiske problemer! Men men men… efter at have ligget i sengen på svangerskabsafdelingen i en måned inden fødslen kombineret med at være rundt på baby og amme, ja så sidder jeg nu med en diskusprolaps i nakken, en lænd stiv som et brædt og et dårligt knæ. Jep, at få børn er det bedste i verden, men det sætter sine spor…

  10. Man kan også være så “heldig”, at man ikke kan mærke sin blære, så man går og tisser på gulvet. Det går fint over af sig selv på få dage, og man er rigtig glad for de store bind 😂👌❤️
    Hmm.. Jo og følelsen af, at ens underliv er ved at falde ned på gulvet, bare man går 50 meter. Og at syninger i det tilfælde også kan klø!
    Jo og så at følelsesudsving kan få mælken til at løbe. Jeg har prøvet at blive forskrækket – mælk overalt. Katten kunne også sætte det i gang, når den tiggede godbidder xD

  11. Dejligt med sådanne et indlæg 😊 Synes virkelig også der mangler at blive gjort mere opmærksom på sådanne ting som vi kvinder kan komme til at opleve med vores krop efter fødslen. Det hele går op i baby, hvad baby gør og hvordan baby kan reagere, hvilket jo selvfølgelig også er rigtig fint! Men der var maange ting jeg overhovedet ik var klar over min krop vil gennemgå efter fødsel.

  12. Har for 5 måneder siden født mit 2 og 3 barn 😲 ja kan huske kroppen efter min førte fødsel, som var alt andet end romantisk 😜 men hold da op efter 13 timer med veer og 1 time mellem første og andet barn var min krop så brugt at far måtte give mig tøj på de efterfølgende dage. Jeg kunne ikke løfte mine arme eller gå særlig langt -alt sammen pga over ømme muskler. Så der står man kun iført net trusser og ble mens manden forsøger at få tøjet over hovede på mig og dørene går op hele tiden da personalet skal se til drengene. Ja det er ikke lige det man forventer. Men hold da kæft hvor er vi kvinder gjort af noget helt specielt. 👊👊

  13. Jeg fødte for lidt over en måned siden, og jeg ville seriøst have ønsket at nogen havde fortalt mig, at trods ihærdige knibeøvelser op til fødsel, så er din evne til at knibe når du står op nærmest ikke-eksisterende. Det måtte jeg erfare på den grove måde, da jeg, med min 10 dage gamle lillepige i armene, simpelthen tissede i bukserne MIDT i vores gang, og absolut intet kunne gøre hverken for at undgå eller stoppe det. Hurra for at vi har flisegulv!

  14. Har født for 2 dage siden og er lige dér. Med alle punkterne. Shit, min krop altså.

  15. Risikoen for brystbetændelse ! Shit mand man kan blive dårlig og på nul komma fem. Jeg nåede at få brystbetændelse fem gange inden jeg følte mig nødsaget til at stoppe amning.

  16. Største chok for mig: Hvor LANG tid det tager at komme over fødslen. Jeg fik så også en 3. grads bristning. Lå stort set konstant i sengen i 4 uger, var øm dernede i to måneder og har her 4,5 måned senere stadig lidt problemer fx med smerte under sex og en ret ringe knibefunktion – men ok, musklen har jo også været revet over. Jeg troede en fødsel var ind på sygehuset, ordne tingene og så var det ligesom overstået. Puh, synes godt nok den kendsgerning har været psykisk hård! Og så er jeg også blevet vildt allergisk overfor historier om folks gode fødsler. Bliver simpelthen så jaloux :/

  17. Jeg står i denne situation lige nu, og indlægget her er virkelig en kæmpe hjælp. Tusind tak, Cana.

Skriv en kommentar