Infertilitet

Følelsen af at være forkert og anderledes ligger, på trods af statistikkerne, som nærmest tyder på at efterhånden er tale om en folkesygdom, ofte lige til højrebenet for par, som i en periode oplever infertilitet. Infertilitet som ifølge WHO defineres som en reproduktiv sygdom kendetegnet ved manglende evne til at blive gravid inden for ét år.

Som jeg også skrev i mit jordemoderindlæg i sidste uge, modtager jeg ofte mails og spørgsmål omkring opnåelse af graviditet og infertilitet og der er ingen tvivl om, at det er noget der fylder for rigtigt mange.


Kæreste Cana 

Det var jo slet ikke meningen, jeg ville skrive til dig, men jeg har sådan brug for at dele mine tanker med nogen. 

Sagen er den, at min kæreste og jeg i lidt over et år har prøvet at opnå graviditet. Vi er begge sunde og raske, han er 28 år, jeg er 25. 

Vi gør alt det, der anbefales, regelmæssig sex især omkring ægløsning, lever sundt og prøver at bruge vores energi på gode ting og hinanden uden at lade det fylde. Vi har været ude i ægløsningstests, som viste ægløsning på klokkeslæt hver måned, men det har jeg lagt på hylden igen for at undgå at det ender med pligtsex. Problemet er bare det, at det altså er begyndt at fylde en del, især hos mig. Jeg bliver så modløs, når menstruationen kommer hver måned, og jeg har taget mig selv i at tude, da jeg læste, at min ene perifære veninde var gravid. 

Min kæreste får præstationsangst, når vi taler for meget om det, så det undgår vi. Vi har heller ikke involveret andre i det, for det vil blot øge fokus på det, og vi tror ikke, vi vil føle nogen lettelse af at involvere vores familie eller venner. Jeg har derfor ingen at dele mine tanker, frustrationer og bekymringer med. 

Vi har aftalt, at hvis ikke der sker noget inden januar, så vil vi konsultere vores læge. Men det er så sindssygt grænseoverskridende at skulle ringe og booke en tid, for så er man ligesom for alvor i kategorien “par med fertilitetsproblemer”. Det bliver pludselig enormt virkeligt, og vi er begge (mest usagt) skrækslagne for, hvad der mon er i vejen, siden vi ikke kan skabe den familie, vi så inderligt drømmer om. 

Derudover ved jeg af ren interesse, en del om hvad der venter, hvis vi skal i fertilitetsbehandling og det er skræmmende (måske) at skulle igennem hormoner osv. Det bliver så hårdt for os. 

Min søster og mor blev begge gravide ganske hurtigt flere gange. Min mor havde dog en graviditet uden for livmoderen, så hun har måske haft en forsnævring på en æggeleder. 

Hvad vil du råde os til? Se at komme i gang med udredningen? Eller skal vi fortsætte hjemmearbejdet? Hvordan skal jeg tackle det hele, når jeg ikke vil give min kæreste præstationsangst men samtidig heller ikke har lyst til at involvere familie og venner? Eller skal vi måske til at overveje at lægge kortene på bordet for vores nærmeste familie? 

Jeg synes ikke, der er nok info om unge, der har fertilitetsproblemer. Meget af det handler om ældre kvinder, folk med manglende æglæsning, PCOS, endometriose osv., og min cyklus er totalt regelmæssig og jeg har ingen symptomer på noget af ovenstående, så jeg kan ikke rigtig relatere. Er det normalt at have problemer, når man er så ung? Vi har sex 2-3 gange om ugen omkring ægløsning. Er det tilstrækkeligt for et par som os, der åbenbart ikke kommer sovende til familieforøgelse? 

Jeg er ikke i tvivl om, at du har meget at se til, men jeg håber sådan på et svar fra dig. Især omkring det her med, hvornår det er en god ide at involvere familien i vores “ting”. De spørger alle ofte om det ikke snart er vores tur, og det sårer os så meget, for vi prøver og prøver. Vi synes, det er en meget privat sag, og måske vil det øge presset, hvis hele familien går og hepper på os kollektivt hver måned 🙁  


Hvis man læner sig op ad WHOs definition af infertilitet, så vil jeg til par, som uden held har forsøgt at opnå graviditet i over et år, altid anbefale at konsultere egen læge med henblik på en udredning. En udredning behøver på ingen måde at være lig med fertilitetsbehandling og hormoner, men en mulighed for eventuelt at få svar på hvorfor graviditeten er udeblevet – og ikke mindst muligheden for at tale åbent med andre end sin partner om den svære situation. I tilfældet som her, ville jeg klart anbefale at øge antallet af samlejer op omkring ægløsning; tag på kæresteweekend og giv den gas med massage, velvære og masser af sædceller 😉

I forhold til at involvere venner og familie er det naturligvis en smagssag, men for mig at se, vil det altid være positivt at udvælge sig nogen, som man kan være fortrolig sammen med. Nogen som man kan ridse rammerne op for – nogen som man kan tillade sig at forklare, at de ikke hver eneste måned skal spørge, om man nu er blevet gravid, selvom de ved at man prøver. Jeg synes det er smadderærgerligt, at det skal være så tabubelagt og forbundet med så stor tyngde og skam, at tale om fertilitetsproblemer. For helt ærligt, når helt op mod en fjerdedel af os allesammen oplever det, så burde det vel også være noget vi kunne snakke om og bakke hinanden op i.

Rigtigt mange som oplever fertilitetsproblemer er flove over deres manglende evne til at blive (eller til at gøre andre) gravide, på trods af at det altså er et meget hyppigt fænomen og jeg synes simpelthen det er så ærgeligt! Derfor blev jeg også så glad da jeg forleden hos én af mine meget dygtige blogkollegaer, Cathrine, læste et meget personligt indlæg, som I kan læse HER, om hendes egne udfordringer med fertilitet – eller rettere, med manglen på samme. Jeg blev glad, selvfølgelig ikke fordi hun oplever fertilitetsproblemer, men fordi jeg synes det er et emne som fortjener både fokus og åbenhed og fordi det glæder mig at så mange danskere nu får muligheden for at have én, som ovenikøbet på overfladen virker helt “perfekt”, at spejle sig i. Infertilitet kan ramme os alle.

Lige knap 10 pct. af nyfødte danskere er kommet til verden takket være fertilitetsbehandlinger pga. manglende frugtbarhed hos forældrene. Og faktisk er der helt op imod 30 procent af de kvinder som kommer i fertilitetsbehandling som ikke bliver gravide af det. Nogen bliver heldigvis gravide helt naturligt efterfølgende, imens andre må acceptere at de ikke bliver mødre på biologisk vis.

Der er selvfølgelig mange faktorer som spiller ind, når det kommer til infertilitet, og den hyppigste og mest udbredte årsag er, at vi er “for gamle” når vi får børn, men dermed selvfølgelig ikke sagt, at man ikke kan rende ind i fertilitetsproblemer som helt ung. Det kan ske for alle og man er ikke mere rigtig eller forkert, uanset éns situation og heldigvis er der, for langt de fleste, hjælp at hente, hvis ikke graviditeten er opstået spontant indenfor et år med en aktiv indsats.

Mit helt personlige råd til kvinder og par, der er i overvejelsesfasen omkring børn er, at man i virkeligheden måske skal overveje at smide præventionen over styr allerede når det ikke længere ville være “frygteligt” at blive gravid, frem for at vente indtil man rent faktisk har et stort ønske om at blive gravid. Det hjælper selvfølgelig ikke alle som allerede er i gang, men måske kan det fremadrettet gøre noget godt for mange andre. Hvis man gør sådan, bliver rejsen mod graviditeten knapt så “projekt” og “nu skal det være!”-agtigt, men en løbende proces (hvis man ikke bliver gravid i første “hug”, selvfølgelig) hvor man kan slappe af og nyde både at være ikke-gravid og samtidig være spændt på “hvornår mon det sker”. Om det skaber flere babyer ved jeg ikke, men jeg tror bestemt at det skaber gladere kvinder, mindre stress i parforholdet og en knap så udbredt følelse af nederlag, hvis menstruationen indtræffer må de efter måned.

17 Kommentarer

  1. Jeg vil lige slå et slag for Fertilitetsmessen, som afholdes i Bella Centeret i april. Det er den første af sin slags i Skandinavien og lyder virkelig spændende! Jeg syntes selv, at jeg læste mig til en masse, inden vi startede i behandling, men set i bakspejlet var der en masse, som jeg ikke var klar over. Jeg tænker, at det kan være en stor fordel, at komme ud og tale med en masse af de fagfolk, som er kloge på emnet og kan klæde én lidt bedre på til den hverdag, man står overfor, når man er diagnosticeret som infertil. Bare et tip:)
    Man kan evt læse mere her: https://www.facebook.com/Fertilitetsmessen-1300344270029481/

  2. Jeg bliver nødt til at kommentere på det med at man skal prøve at fokusere på noget andet og at det hele ikke bliver et projekt. Det er et velment råd mange giver når de møder folk der har svært ved at blive gravide, men jeg tror at alle der har været der, kan nikke genkendende til, at det er praktisk talt umuligt – i hvert fald for andet end kortere perioder ad gangen. Og at det råd nogle gange har den modsatte effekt end hvad afsenderen havde som intention. Mit råd er, at blive udredt så tidligt som muligt – jeg fortryder selv at vi ikke gik til lægen tidligere. Og derudover må jeg anbefale denne dame: http://www.tinasandager.dk. Hun er psykoterapeut og tidligere fertilitetssygeplejerske, og på baggrund af samtaler med klienter har Hun netop skrevet en bog om at være der hvor det ikke er ligetil at blive forældre. Jeg har ikke selv læst den, men hvis hun i sin bog er bare halvt så hjertevarm og klog på mennesker, som hun var da jeg gik i forløb hos hende, vil jeg til hver en tid anbefale bogen.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er enig med dig i at det er fornuftigt at blive udredt tidligt; men altså ikke før et års aktiv indsats, da der rent sundhedsfagligt altså skal være tale om en reel udfordring, inden man involverer eventuel fertilitetsbehandling 🙂

  3. Jeg må tilslutte mig Elisabeths råd : bliv udredt, så man ikke går og bliver bekymret for, hvad der mon er galt -gerne hurtigt, inden projekt baby bliver noget man er ked af.
    Jeg fik en tid til undersøgelse, da vi havde forsøgt i et års tid -en uge inden aftalen var, kunne jeg ringe ind og melde afbud, fordi jeg var blevet gravid i mellemtiden. Det virkede som om, at den aftale tog noget af presset fra os -og vi blev alligevel gravide! 🙂
    Kh mor til tre på 2,5 år (Tvillinger på 2,5 og baby lillebror på 1 måned)

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ih hvor dejligt for jer, at du alligevel blev spontant gravid – så var det nok alligevel godt, at I ikke bestilte tiden, før I havde prøvet i et år 🙂

  4. Jeg vil anbefale at tale med en psykolog. Der er lidt en misforståelse om, at dét at gå til psykolog betyder, at man har det virkelig skidt. At gå til psykolog kan også handle om at få vendt nogle ting der fylder, få nye perspektiver, at have et frirum hvor man ikke behøver tænke over hvordan den anden reagerer og endelig at få råd til, hvordan man kan inddrage sine venner og familie på en måde, man har lyst til og som giver mening for én. En god psykolog kan hjælpe til, at man ikke føler sig så alene i verden med sine problemer.

    Hvis du bor i Københavnsområdet kan jeg anbefale Mette Bratlann (https://psykologsamtale.nu) der udover at være psykolog med stor samtaleerfaring også har læst til jordemoder og derfor har fokus på de problematikker der kan knytte sig til graviditet, fertilitet, fødsel og forældreskab. Hun er virkelig dygtig, varm og empatisk.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er et virkelig godt råd! Tak fordi du bragte det på bane 🙂

  5. Jeg er meget enig i dit råd, Cana. Vi begyndte at prøve et halvt til et helt år før, vi egentlig “burde” (min karriere taget i betragtning), fordi vi tænkte, at det jo sagtens kunne tage 6-12 måneder at blive gravid. Og fordi der jo alligevel aldrig er et rigtig belejligt tidspunkt at få børn på. Og bum så blev jeg gravid i første forsøg, og hold op hvor er jeg taknemlig for det. Og den der karriere ik? Den skal jeg nok nå. Når børnene er blevet store. Jeg skal jo nok arbejde til jeg er 80 år alligevel 😱 Alle mine tanker går til alle dem, der prøver og endnu ikke fået deres store ønske opfyldt.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ha ha, jeg håber sørme ikke du skal arbejde indtil du bliver 80!!

  6. Vi er et par på 27 og 28 år, har forsøgt i 4 år nu. Bar været i behandling i 2014, uden held. Har gjort alt, kost, motion, kosttilskud osv osv osv. Vi skal i gang igen med behandling ivf, men 9 mdr ventetid 🙁 Øv øv….. Mange siger “bare slap af, så kommer det” eller “så snart i ikke tænker på det, så skal det nok komme”. Helt sikkert velmenende råd, og sødt folk prøver at muntre op. Men det er nu lidt svært bare at “slappe af” og ikke tænke på det. Det er som om folk er bange for at tale om det, hvis mam fortæller det til en tæt kollega evt. Eller veninde, kommer de med ovennævnte råd, og hvis man så siger: Nej det kommer ikke, vi ved fra læger osv at vi skal have hjælp hvis det skal lykkes, så bliver de helt stille. Det er synd det er så tabu når der er mange der er i den situation. <3

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ja, selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på det – det fylder jo alt. Især for kvinden, som hele tiden “mærker efter” og føler og fornemmer. Jeg krydser fingre for at det lykkes for jer med IVF, når ventetiden er overstået 🙂

  7. Mette Guldbrandsen Svar

    Jeg synes det er fantastisk du tager dette emne op! Det ikke at kunne få børn er et meget følsomt emne og velmenende råd om afslapning mv virker jo ikke når der næsten ingen ingen sædceller er… Som det var tilfældet for min mand. Vi fik det, heldigvis, undersøgt efter kun et halvt å, hvilket jeg er SÅ taknemmelig for. Meldingen var at vi ikke kunne blive gravide uden hjælp og der var ventetid på både videre udredning og behandling. Nu 7 år og tre ICSI behandlinger senere er vi de lykkelige forældre til to dejlige drenge på 6 og 2 år. Vi har altid været meget åbne omkring det, og hurtigt opdaget hvor mange der får hjælp og gerne vil tale og dele erfaringer. Så mine råd er: få det undersøgt og tal om det 💙 de bedste tanker til jer der ønsker børn, men har brug for hjælp…. Og til alle andre også 😊

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh hvor dejligt at I, med lidt hjælp, fik jer to dejlige guldklumper <3

  8. Kære Cana
    Tusind tak for at tage et så vigtigt og desværre tabubelagt emne op! Vi kæmpede i tre år for at få vores første barn, da vi boede i udlandet kørte vi parallel fertilitets behandling – det var en møg hård periode, særligt da vi så i tillæg mistede første graviditet! For mig hjalp en vandscanning!
    Anden gang kæmpede vi kun to år, men de var stadig hårde da alle fortalte at anden gang ville alt går meget lettere – not!
    Stort kram til alle der kæmper derude!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Av altså, det lyder godt nok som nogle hårde forløb! <3 Også en krammer til dig.

  9. Jeg tror på, det mest rigtig er at mærke efter hos sig selv omkring behovet for at tale med andre om manglende graviditet. Min mand og jeg havde ikke det store behov for at dele i starten af forløbet, men som tiden gik fik flere og flere vores problemer at vide, allermest for at slippe for “hvordan med jer, skal i ikke snart i gang-spørgsmålene”. Det blev meget naturligt at fortælle efterhånden og rart ikke at gå med det alene.
    Jeg har i dag to skønne unger, den første efter IVF og 4 års forsøg. Uforklarlig barnløs efter de undersøgelser, der hører med i udredning. Vi havde 2 år med behandling i offentlig regi, altid med en følelse af manglende kvalitet i forsøgene, et signal om at æggene havde delt sig “fint” men uden graviditet. Da vi kom i privat regi med en lang journal tog det hende en halv time at sige, at de ville have kasseret alle de æg, vi havde fået sat op. Sandsynligheden for graviditet var simpelthen for ringe.
    Til gengæld spurgte de ind til allergi i familien og behandlede med binyrebarkhormon i forbindelse med ægoplægning og det resulterede i graviditet i første forsøg. Det fik de første mange år til at føles som spild af tid, tårer og energi.
    Så mit råd til alle ufrivilligt barnløse på min vej: skip det offentlige, når du er undersøgt og vær opmærksom på allergi, en krop med tendens til allergi kan betragte et befrugtet æg som et allergen og frastøde det af den grund.
    Min krop skulle bare lære et befrugtet æg at kende, lillesøster kom efter to måneders forsøg på spontan graviditet.

Skriv en kommentar