jordemoder

Der er af og til stadig nogen der spørger ind til hvorfor jeg ikke længere praktiserer som jordemoder rundt om på nogle af landets mange og lange fødegange. Nogle fordi de ærgrer sig over at de ikke kan få mig som jordemoder og andre i dyb undren over, hvordan man dog kan forlade det fantastiske fag.

Og faget er fantastisk! Derfor kommer jeg formentlig heller aldrig til at give helt slip; for selvom jeg ikke længere arbejder som jordemoder, så er jeg jo stadig jordemoder. Jeg synes at graviditet, fødsel og barsel er noget af det mest fascinerende i hele verden og hvis det kunne hænge sammen med mit familieliv og den måde jeg gerne vil yde jordemoderomsorg på, så er jeg også overbevist om, at jeg stadig ville praktisere den dag i dag.

Sådan hænger det desværre bare ikke sammen.

Da Thomas og jeg fik vores første barn tilbage i 2011 blev alt forandret. Jeg var allerede dengang en smule ked af forholdene på den fødeafdeling hvor jeg arbejdede, hvor det var mit indtryk, at jeg alt for ofte ikke fik lov til at gøre mit arbejde ordentligt, fordi jeg – og alle andre – blev underlagt nogle særlige travlhedsprocedurer, på de dage, hvor der ikke var jordemoderhænder og sengepladser nok, i forhold til antallet af fødende kvinder. Da jeg kom tilbage efter min barsel, var mit fokus forandret. Jeg ville pludselig mit familieliv mere end jeg ville mit arbejdsliv, som ellers havde stået øverst på prioriteringsskamlen i flere år. Da dét gik op for mig, kunne jeg pludselig begynde at mærke, hvor slidsomt mit arbejde faktisk var. Hvor ked af det jeg blev, hver eneste gang jeg blev kaldt ind på vagt; hvor invaliderende det var for mig, ofte at skulle arbejde både dag- aften- og nat i hver eneste uge og hvor himmelråbende jeg syntes det var, at jeg ikke kunne blive garanteret mere end to ugers sammenhængende sommerferie, mod at jeg til gengæld skulle arbejde ekstra i alle de resterende uger.

Det var benhårdt og jeg syntes det var vanvittigt svært at navngivere i, sammen med min relativt nye rolle som både mor og ægtefælle. Det var mega hårdt og det var helt sikkert en tungtvejende faktor til, at Thomas og jeg blev skubbet mod afgrunden af vores parforhold, som gudskelov – som jeg skrev om HER – holdt.

Derfor sagde jeg op.

Jeg sagde op og vi flyttede fra Valby til Broager, for at jeg kunne få noget ro på mit hoved. Så jeg kunne finde hoved og hale i mig selv, mit moderskab, mit arbejdsliv og i allerhøjeste grad det parforhold, som jeg håbede på, ikke at have smidt over bord.

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg bare skulle arbejde videre som jordemoder i Sønderborg, hvor afdelingen er mindre og forholdende bedre end dem jeg kom fra, men da jeg pludselig blev tilbudt et job i socialpsykiatrien, hvor jeg primært skulle arbejde i dagvagter i hverdagene, var det uhyre let at sig ja tak til det og sætte min jordemoderkarriere på stand-by.

Sidenhen har jeg, som de fleste af jer ved, taget endnu et skarpt sving på karrierevejen, da jeg for lidt over et år siden, besluttede at springe ud som professionel blogger og jeg elsker hvordan livet på dén måde kan være foranderligt og hvordan man i så høj grad selv kan være med til at forme sin fremtid.

Selvfølgelig savner jeg af og til jordemoderfaget, de gravide og i særdeleshed fødslerne, hvor jeg i høj grad kan mærke vigtigheden af det gode jordemoder- og menneskearbejde jeg véd jeg kan yde, men jeg savner ikke dét, de hårde vilkår gjorde for mit liv. Slet ikke endda.

Til dét er jeg alligevel for egoistisk. Jeg tænker på min mand, mine drenge og på mig selv og det familieliv vi bestræber os på at have, hvor vi har tid til hinanden og hvor stabilitet er et nøgleord. Et nøgleord, som er uforligeligt med et arbejde som jordemoder. Især selvfølgelig, når man har en mand, som er musiker, ligesom jeg.

Jeg vil hellere min familie og de er – i samspil med mig – i virkeligheden årsagen til, at jeg ikke længere arbejder som jordemoder og gudskelov er det et valg jeg både har affundet mig med og er blevet rigtigt glad for.

21 Kommentarer

  1. Og nu har du jo fundet en super god måde at bruge din uddannelse på. En måde hvorpå du stadig kan holde lidt fast i den interesse du har for faget. Jeg er vild med konceptet om jordemoder-onsdag og fødselsberetningerne om fredagen. 🙂 Tak for en interessant og anlerledes blog!

  2. Åh sidder faktisk og bliver lidt rørt. Jeg arbejder selv i hospitalsvæsenet som læge og kan nikke genkendende til meget af det du fortæller. Jeg er mor til 2 skønne børn, som jo altså må undvære deres mor aftener, nætter og weekender. Og så også lige det ekstra. Vores sundhedsvæsen er tæt på sammenbrud, selvom politikerne mener det går helt fint.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig og for pokker, hvor er det trist at det skal være sådan i et land, som burde have ressourcerne til at gøre det meget bedre.

      • Jeg er også læge, og har det lige som Cecilie og Cana med hensyn til sundhedssystemet!

  3. Lizzi Lau Iversen Svar

    Kan sagtens forstå dig 😃 og jeg tager hatten af for dem der stadig er i faget. Er selv isundhedsfaget og ved på egen krop, hvor hårdt det er…
    Hvornår mon de kære politikere finder ud af, at de forhold bare IKKE er ok….

  4. Jeg har arbejdet som sygeplejerske. Altså, jeg ER jo stadig sygeplejerske, men en skade betød et farvel til mit daværende arbejde. På medicinsk afdeling. Og jeg savner mit arbejde, mine kollegaer (selvom jeg ser de vigtigste stadig) og “mine” patienter! Men for pokker, hvor savner jeg altså ikke de horrible arbejdsbetingelser. Ingen (og jeg mener virkelig INGEN) kan blive ved med at holde til at arbejde på dén måde! Og da slet ikke de for alvor engagerede medarbejdere..
    Hos os kunne vi også få to ugers sammenhængende ferie i skolernes sommerferie (for et par år siden meldte ledelsen sågar ud, at vi jo faktisk kun havde krav på én uge sammenhængende – og jo, det havde de skam undersøgt!! Og sådan kunne vi så godt forberede os på, at det blev dét år!) Og samtidig blev vi tvunget til at have holdt minimum 4 ugers ferie inden d. 1 oktober. Nåmen, så vil jeg da godt sige rigtig mange tak!
    Vi er i gang med at ødelægge vores sundhedsvæsen – for både medarbejdere og patienter.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh nej, det lyder jo helt absurd! Tænk sig at nogen kan tro, at det giver motiverede, engagerede og effektive medarbejde at behandle jer sådan. Scheisse, altså!

  5. Louise L. Johannessen Svar

    Hej Cana
    Jeg tror de fleste kan nikke genkendende til det du beskriver – enten prøvet på egen krop eller været vidne til.
    Jeg arbejder i en helt anden branche, men har indenfor mit fag arbejdet både hos private virksomheder og i det offentlige (statslige). Min oplevelse er, at det du beskriver samt et enormt arbejdspres er ALLE steder i ALLE brancher, og jeg synes det er sørgeligt at tempoet i vores samfund er skruet så højt op! Alle kæmper mod stress og for at slå til både på job og derhjemme. Jeg synes selv jeg har fundet en god balance, men jeg synes det er en skræmmende tendens i vores samfund.

    Førhen kæmpede vi for “kun” at have en 37-timers uge – måske vi nu skulle kæmpe for “kun” at yde 100 % istedet for konstant 110%?

    Kh. Louise

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg tror du har helt ret – og så tror jeg at det kræver at vi alle bliver enige om at geare lidt ned, så der ikke er nogen der skal trække 120% imens andre “bare” trækker 100% 🙂

  6. Hej Cana
    Er i flyttet tilbage til Sjælland? Jeg er ny på din blog og jeg kan huske jeg så et program på tv, ( var det ikke, kender du typen ) kram hanne

  7. Jeg nikker som sygeplejerske også genkendende til det. Sidste år gjorde jeg det bedste jeg kunne- jeg sagde op efter en sommerferie, hvor kontrasten til den hektiske hverdag gik op for mig efter 13 år i faget. Sikke en lettelse- og jeg anede ikke hvad jeg skulle lave. Jeg søgte stillinger her og der og efter 5 dage havde jeg fået tilbudt 6 stillinger uden for hospital og jeg blev sygeplejerske 3 gange ugentligt på en institution for udviklingshæmmede- elskede det- efter to mrd der blev jeg tilbudt at blive afdelingsleder/ sygeplejerske på fuld tid så det gjorde jeg og har ALDRIG fortrudt. 7-14.30 mandag-fredag og tid til børnene og fri hver aften, nat og weekend. Skønt er det. Og familie, venner mærker det. Kan godt forstå dig og det er der mange som kan- os der er i faget. Kan du leve af at være blogger? Og måske spørger jeg uvidende, men hvad tjener man sine penge på som blogger?

  8. Hej Cana

    Jeg spørger af oprindelig nysgerrighed, men hvad har du gjort dig af tanker om (hvis nogen for det kan godt være, at det kun er mig, der tænker sådan. Men har overvejelser om, at du jo har fået en statsfinansieret uddannelse og su af “os alle sammen” haft indvirkning på dit valg om ikke længere at bruge uddannelsen?

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hej Cille,
      Det gør jeg mig ikke spor overvejelser om, da jeg jo stadig i dag bruger min uddannelse – bare ikke i dens oprindelige form 🙂 Min uddannelse har givet mig muligheden for at gå den vej jeg har og i forhold til statskassen, så spytter jeg væsentligt flere penge i den nu, end jeg nogensinde ville kunne komme til som jordemoder, så med de briller på, går regnestykket mere end rigeligt op 🙂

    • Så længe Cana betaler A-skat som selvstændig betaler hun staten tilbage. Jeg tror staten er ligeglad med hvor skattepengene kommer fra.

  9. Af helt samme grund arbejder jeg ikke længere som sygeplejerske! God fredag og pøj pøj med mandens dans i aften. Vi hepper! De bedste hilsner herfra.

Skriv en kommentar