image

I går var på alle måder en magisk dag. Thomas og jeg fik foreviget Peter på hver vores arm, på samme måde, som vi for tre år siden gjorde det med Jens.

Thomas har fået det smukkeste, mest vellignende portræt jeg nogensinde har set. Det er fuldstændigt vildt, som det ligner Peter og jeg forstår ikke hvordan et menneske, som aldrig tidligere har mødt vores baby, i dén grad formår af afbillede ham, så man ligefrem kan se hans personlighed i tatoveringen.

Jeg fik en lidt mindre prangende tatovering – Peters navn, skrevet med min egen håndskrift. Ret fint, synes jeg.

Da den sidste blækklat var sat i huden, stak Thomas og jeg af hjemmefra og efterlod vores sovende drenge i selskab med vores nyerhvervede venner, som til alt held og god karma flytter retur til København præcis samtidig med os. Nogle gange er gode tilfælde altså usandsynligt kærkomne.

For første gang, siden den aften vi ankom til Los Angeles, forlod jeg matriklen efter mørkets frembrud og jeg lod mig fuldstændigt overvælde af neonlys og blinkende lygter. Det var fantastisk. Kærkomment og tiltrængt.

Vi holdt i hånd i taxaen på vej til restauranten hvor vi skulle mødes med nogle venner og slap først hinanden igen, da vi seks timer senere dinglede ind af porten til vores hus. Vi spiste, kyssede, grinede, snakkede, drak drinks og havde en dejlig, dejlig aften. Også selvom vi ikke dansede. Eller tog billeder. Faktisk er det eneste ene lille billede jeg har fra i går, det I kan se herover. Oh well, det var nu dejligt nok at holde fotodukumentation langt fra fokus, selvom jeg i dag gerne ville have haft et par-billede til at huske aftenen med.

Tøjet har jeg, takket være gode drinks i går, slet ikke hjernekapacitet til at finde links til i dag, men jeg vil tro at det meste, eller lignende, kan findes hos Zalando, som lige nu har udsalg op til 50%. Just saying.

Den gode Søren Kierkegaard sagde engang, at forventningens glæde er den største. Jeg ved ikke om jeg er enig, men forventningens glæde er langvarig og kan være vidunderlig; særligt når den kulminerer i indfriede forventninger og forhåbninger, som det var tilfældet i aftes. Med det, vil jeg allerede nu begynde at glæde mig til næste gang Thomas og jeg skal ud sammen og ønske Jer der læser med her hos mig, en god aften. Min skal bruges i selskab med mine yndlingsdrenge og måske et tidligt kig på mine øjenlåg.

– indeholder affiliate links

4 Kommentarer

    • Cana Svar

      For fisen, du har ret. Jeg er lidt sløv i dag.
      Billeder kan findes på både Thomas’ og min instagram @buttenschon og @cbuttenschon – originalt, i know 😉

  1. Hej Cana,

    Fik vi nogensinde set din tatovering??
    Jeg søger lidt inspiration til en jeg selv gerne vil ha’, så håber du vil vise den frem.

    – en trofast læser

Skriv en kommentar